Annonce
Erhverv

Voksenlærlinge i fremmarch i Hedensted Kommune

Formanden for Udvalget for Beskæftigelse, Mette Juhl (S), glæder sig over, at flere og flere benytter sig af voksenlærlinge-ordningen i Hedensted Kommune. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Mulighederne for støtte til voksenlærlinge er blevet bedre, og det har betydet en stor stigning i antallet af voksenlærlinge i Hedensted Kommune. Hele 113 borgere er blevet opkvalificeret via ordningen siden 2018.

Hedensted: Siden 2018 er hele 113 borgere i Hedensted Kommune blevet opkvalificeret via voksenlærlinge-ordningen. Støtte til voksenlærlinge kan gives til arbejdsgivere, der ansætter lærlinge over 25 år, som enten er ufaglærte eller har en forældet uddannelse.

Formanden for Udvalget for Beskæftigelse i Hedensted Kommune, Mette Juhl (S), glæder sig over udviklingen.

- I Hedensted Kommune vil vi gerne have, at flere bliver faglærte. Det er en del af de beskæftigelsespolitiske målsætninger, at vi får opkvalificeret flere af kommunens borgere, og at virksomhederne får den kvalificerede arbejdskraft, de efterspørger. Ordningen understøtter forståelsen om livslang læring, hvor vi ved, at arbejdsmarkedet udvikler sig hurtigere og hurtigere samtidig med, at flere unge har brug for længere tid til at finde ud af, hvad de gerne vil i livet, siger Mette Juhl.

Annonce

Tendensen fortsætter

Mulighederne for støtte til voksenlærlinge er blevet ændret fra august 2020, og det har betydet en pæn stigning i antallet af voksenlærlinge i perioden 2018 til april 2021. I 2018 var tallet 20. Det steg til 31 voksenlærlinge i 2019 og 38 i 2020. I 1. kvartal af 2021 har man allerede rundet 24 voksenlærlinge, så tendensen fortsætter.

- Vi har oplevet en stigende interesse både fra virksomheder og ledige eller ansatte, som ønsker at blive faglærte. Det hænger naturligt sammen med den større efterspørgsel, der er på faglært arbejdskraft og de forbedrede støttemuligheder, der er for virksomheder eller offentlige arbejdspladser, som ansætter voksenlærlinge, siger Mette Juhl.

Annonce

Sosu-området rykker

Et samarbejde mellem FOA, Jobcenter Hedensted, Sundhedsskolen og Social Omsorg i Hedensted Kommune har betydet, at der specielt inden for social- og sundhedsområdet er kommet godt gang i voksenlærlinge-ordningen. Der er etableret syv ordninger, og yderligere to er på vej.


Vi har oplevet en stigende interesse både fra virksomheder og ledige eller ansatte, som ønsker at blive faglærte.

Mette Juhl (S), formand for Udvalget for Beskæftigelse i Hedensted Kommune


- Vi er rigtig glade for ordningen og samarbejdet omkring uddannelse af social- og sundhedspersonale. Flere af vore medlemmer har arbejdet i faget nogle år og har via ordningen nu mulighed for at tage uddannelsen uden at skulle starte uddannelsesperioden på SU, siger Lone Dybdal fra FOA i Horsens.

Voksenlærlinge-ordningen

I voksenlærlinge-ordningen er der overordnet fire målgrupper:

Ledige ufaglærte og ledige faglærte med forældet uddannelse. Tilskud er 45 kr. i timen i hele uddannelsesperioden.

Ledige faglærte (som ikke har en forældet uddannelse) med mere end 3 måneders ledighed (midlertidigt forsøg frem til 31. december 2021). Tilskud er 45 kr. i timen i hele uddannelsesperioden.

Beskæftigede ufaglærte. Tilskud er 30 kr. i timen i op til 2 år.

Beskæftigede faglærte med en forældet uddannelse (midlertidigt forsøg frem til 31. december 2021). Tilskud er 30 kr. i timen i op til 2 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce