Annonce
Hedensted

Voksenbabyer og bikinibabes deltog i Juelsmindes Havnefestoptog

De to bikiniklædte kvinder, der stod på en traktor, fik masser af opmærksomhed under optoget ved Juelsminde Havnefest søndag eftermiddag. Foto: Yilmaz Polat
Der var masser af kreative udklædninger og flotte køretøjer, da det årlige optog under Juelsminde Havnefest kørte gennem byen søndag eftermiddag.

Juelsminde: En lille dreng sætter sig på hug og læner sig frem for bedre at kunne se op ad Odelsgade, der i dagens anledning er fyldt med forventningsfulde mennesker.

Samtlige siddepladser ved caféer og spisesteder er optaget, og på de offentlige bænke sidder tilskuerne klemt tæt sammen. De fleste må derfor tage til takke med en ståplads på fortovet. Oppe fra en altan har et ældre par overblik over menneskemængden, og de sidder klar med et glas mousserende vin.

Årets havnefestoptog triller snart ind gennem Juelsminde.

Små og store piger fra pigegarden leder en kavalkade af kreative udklædninger og unikke køretøjer, der tilsammen udgør optoget, op gennem gaden. Pigernes fine fløjtemusik overdøves dog snart af en studentervogn fyldt med festglade voksne, der danser ud til tilskuerne. En flok fartglade ATV-kørere triller forbi, og enkelt af dem gasser op foran et par tilskuere og laver hjulspor på vejen.

En traktor med fire kæmpedæk brummer også forbi. Ved siden af føreren står to bikiniklædte kvinder, der vinker og smiler ud til tilskuerne, og kort tid efter går en flok voksne iført lyseblå og lyserøde baby-heldragter forbi, og de spiller og synger Kim Larsens "Vi er dem de andre ikke må lege med" til stor morskab for flere tilskuere.

Annonce
Mange tilskuere gav udtryk for, at de voksne mennesker klædt som babyer var morsomme. Foto: Yilmaz Polat

Vinderen skal kåres

Karameller og konfetti flyver fra optoget og ud mod tilskuerne, der skal være hurtige for at nå at få fat i et stykke. Flere af børnene er nemlig over slikket med det samme.

I takt med at havnefestoptoget kommer længere op ad Odelsgade, følger flere og flere folk med ned mod havnen, hvor voksenbabyer, bikinibabes og resten af optoget bliver opløst. De medvirkende i optoget deltager for sjov skyld, men der er også mere på spil, for nu skal årets bedste bidrag til optoget kåres, og det er tilskuerne selv, der afgør, hvem der skal vinde.

Stemmerne bliver talt op, og tilskuerne har talt. De festende voksenstudenter på studentervognen fra Corner & Bøje Studenerkørsel fik flest stemmer, og de kan derfor lade sig kåre som tilskuernes yndling ved dette års udgave af havnefesten.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Hushandler er steget med mere end 100 procent: Skanderborg, Hedensted og Horsens topper boligstatistik

Annonce