Annonce
Odder

Villaejere frygter boligblokke på nabogrund

Det kan snart være slut med de høje træer for enden af Høghus i det nordvestlige Odder. Der er planer om, at der i stedet skal være et stort boligbyggeri, som med en maksimal højde på 10,5 meter kan blive cirka lige så højt som træerne. Foto: Morten Pape
Det sker ikke med beboernes gode vilje, hvis planer om et stort boligområde ved Snærildgård bliver til virkelighed.

Odder: Beboere på villavejene Høghus og Overskov i det vestligste Odder er frustrerede.

Det er de på grund af et forslag, som byrådet for nylig har behandlet. Det går ud på, at der skal være et nyt boligområde på det sted, hvor Snærildgård ligger i dag. Området kan komme til at rumme 128 boliger - nogle af dem i to etager.

- Det har simpelthen gjort mig så ked af det. Jeg har ikke lyst til at blive boende, hvis forslaget bliver gennemført, siger Christina Bang Nielsen, der bor på Overskov 5.

En del af den nye bebyggelse skal efter planen ligge tæt op ad eksisterende boliger på Høghus. Det er blandt andet den, der bliver i to etager, og dermed kan flere af de nuværende beboere se frem til at få erstattet deres nuværende udsigt med en 10 meter høj bygning, ligesom der potentielt bliver mulighed for at kigge ind i deres haver.

- Det er fair, hvis der skal laves nogle boliger i to etager, for at økonomien kan hænge sammen. Men så kunne de ligge ud til Snærildvej. Det er uanstændigt, at man slet ikke har de nuværende beboere in mente, siger Thomas Holdorf, der bor Overskov 11.

Annonce
Selvfølgelig skal man fortsætte med at forny byen. Men husk lige dem, der bor her i forvejen.

Thomas Holdorf, Overskov 11.

Ville aldrig have købt huset

Ligesom mange andre beboere i området blev Christina Bang Nielsen og Thomas Holdorf først klar over forslagets eksistens i forbindelse med det nylige byrådsmøde, hvor en lokalplan blev sendt i høring.

- Da vi flyttede herud, vidste vi godt, at der ville komme lidt flere boliger, men en 10 meter høj mur tre meter fra min grund, som fratager mig alle former for udsigt, det havde jeg ikke lige set komme, siger Christina Bang Nielsen.

Og ikke nok med det: Boligområdet kommer til at ligge ud til Snærildvej, men det er ikke her, potentielle købere får indkørsel. I stedet skal de ad Vestermarken og Overskov. Dermed kommer der væsentligt mere trafik på de små villaveje, hvor der i dag bliver gået med barnevogn og spillet rundbold.

- Jeg kan sige meget klart, at vi ikke havde købt huset, hvis vi havde kendt til de nuværende planer. Jeg spurgte dengang meget specifikt, om der var fare for, at Overskov ville blive åbnet op, og det fik jeg at vide, at der ikke var, siger Thomas Holdorf.

Lille ændring i planerne

Christina Bang Nielsen og Thomas Holdorf er helt indforståede med, at man fortsætter med at udvikle og forny byen. De mener dog ikke, at nogen kan være tjent med den foreslåede løsning.

- Hvilket hensyn er det, kommunen tager? Det er i hvert fald hverken til nuværende eller kommende beboere, så det kan ikke være meget andet end penge, siger Thomas Holdorf.

Teknisk chef i Odder Kommune Casper Grønborg forholder sig ikke til bekymringerne om byggeri i to etager.

Han henviser til, at det ifølge kommuneplanen var muligt allerede i 2016, da de eksisterende grunde blev solgt.

- Det eneste i området, der er blevet ændret i kommuneplanen er, at det er blevet muligt at bygge med vandret lejlighedsskel, siger Casper Grønborg. Vandret lejlighedsskel vil i dette tilfælde sige, at der kan etableres separate lejligheder på hver etage.

Forslaget er lige nu i de obligatoriske otte ugers offentlig høring. Derefter skal byrådet beslutte, om planerne skal godkendes.

For beboerne på Høghus 48 kan det snart være slut med denne udsigt fra køkkenet. Rækken af træer på den anden side af haven kan blive erstattet af to etagers boliger. Foto: Morten Pape
Fire bekymrede beboere. Fra venstre: Martin Gejl Sahl (Høghus 48), Thomas Holdorf (Overskov 11), Christina Bang Nielsen (Overskov 5) og Thomas Gajda Jørgensen (Høghus 44). Foto: Morten Pape
De fire husejere bor alle på nogle af Odders dyreste grunde. Det har dog intet med sagen at gøre. - Det ville være lige så ærgerligt, hvis det var nogle af oplandsbyerne, som ikke blev taget hensyn til, siger Thomas Gajda Jørgensen, Høghus 44. Foto: Morten Pape
Det planlagte boligområde kan tilgås via den mørkegrå vej på billedet. Vejen fører ud til Overskov, som dermed kan se frem til en del mere trafik. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce