Annonce
Rejser

Vilde, venlige og vindomsuste Vorupør

Surferne i Vorupør har bragt en masse skabertrang med sig til byen, og deres begejstring for området har trukket en masse andre til, som ikke nødvendigvis surfer, men som gerne vil geare ned og bo nær det vilde Vesterhav og Naturpark Thy. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Vesterhavets bølger har i flere år trukket hipster-surferne fra de store byer til den lille fiskerby Vorupør i Thy. I starten var indbyggerne ikke vilde med dem, men de havde en masse idéer, gejst og gåpåmod med sig, og i dag syder iværksættermiljøet i byen. Men byen er også under forandring - og ikke til det bedre, vil nogle mene, mens de bekymret kigger mod nord til Klitmøller, som var den første by, der begyndte at dyrke brandet ”Cold Hawaii”.

Surf & Work. Sådan hedder iværksætterhuset og kontorfællesskabet på Vesterhavsgade 13 i Vorupør. Og mere tydeligt kan det vel ikke formuleres - her vinder legen, bølgerne og friheden altid over hamsterhjulet og pligtopgaverne. Hvis bølgerne er gode, skal der være plads til at holde fri og hoppe ud i dem.

Alexander S. Bengtsen og Mads Ring startede kontorfællesskabet i 2017, og i dag har 30 iværksættere det, der hedder en fast plads i Surf & Work. For det betaler de 1000 kroner om måneden og må bruge husets faciliteter ubegrænset. Nogle af lejerne laver tøj af aflagte lagner, en er kunstner, andre arbejder med grafisk design, og Alexander S. Bengtsen sælger skateboards og sodavandsis med økologiske bær fra Thy. De fleste af lejerne er i slutningen af tyverne, højtuddannede og har bosat sig i eller omkring Vorupør, fordi bølgerne er gode og naturen vild og smuk. Jobbene - dem har de selv måttet skabe, fortæller Alexander S. Bengtsen.

- Jobbene hænger ikke på træerne her i byen. Derfor er du nødt til at skabe dit eget, og det har gjort, at vi er rigtig mange iværksættere i Vorupør. Men det er også et godt sted at være iværksætter, for man ser mange muligheder. I København er det svært at komme på noget nyt, for de fleste idéer er på en eller anden måde taget. Du kan få det hele i København. Her er der mange uprøvede muligheder.

Annonce

Uberørt land

Da Alexander S. Bengtsen flyttede til Vorupør fra Portugal i 2016, havde han følelsen af, at Vorupør stadig var lidt uberørt land. Surferne var begyndt at slå sig ned, men der var ikke så mange tilflyttere, som der er nu.

Alexander S. Bengtsen sammen med Rikke Vogelsang fra København. Hun arbejder i Ørsteds it-afdeling, men når hun er i Vorupør, benytter hun sig af muligheden for at leje sig ind i Surf & Work. - Jeg har typisk været i Vorupør en uge ad gangen, men jeg overvejer at blive en måned. Der er noget ved Vesterhavet, som er fascinerende. Jeg elsker lyden, og naturen er så smuk, siger hun. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Surf & Work har selvfølgelig også en ”Shaping Bay”, hvor lejerne kan slibe og holde deres surfboards ved lige. Surf & Work tilbyder også kurser i surf-shaping. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Engang var det fiskeriet, som var hovederhvervet i Vorupør. I dag lever byen primært af de mange turister, som har fået øjnene op for den rå og smukke natur i området. Foto: Birgitte Carol Heiberg

- Der er kommet en hale af mennesker, som ikke nødvendigvis er surfere, men som gerne vil være tæt på naturen, og vi har fået skabt et community, som folk godt kan se sig selv i. Hvis du vil væk fra storbyen, kan du komme herop og være sammen med nogle mennesker, som du kan spejle dig i. Derudover er det også muligt at bo billigt i nærheden af Vorupør, og det gør, at folk kan starte deres virksomhed langsomt op uden at blive økonomisk presset. Det får folk til at blive hængende, siger Alexander S. Bengtsen.

Jannie Hüttel Olesen flyttede med sin mand til Vorupør, fordi hun savnede ro og nærvær. I dag er roen i naturen udgangspunkt for hendes virksomhed, som blandt andet tilbyder mindfulness-forløb. Foto: Birgitte Carol Heiberg

En af dem, som er flyttet til Hundborg, som ligger cirka otte kilometer fra Vorupør, fordi naturen, huslejen og det kreative miljø gik op i en højere enhed, er Jannie Hüttel Olesen. Hun tog sammen med manden turen fra Frederiksberg til Hundborg for tre år siden.

- Vi ville gerne tættere på naturen og få mere tid til det nære. Her kunne vi få 400 kvadratmeter hus til en halv million kroner, og det gav os mulighed for at få en bedre balance mellem arbejde og fritid, siger Jannie Hüttel Olesen, som har en fast plads på Surf & Work.

Her flyttede hun ret hurtigt ind, efter hun for et år siden startede virksomheden Jannieolesen.dk, hvor hun blandt andet tilbyder samtaler med voksne, mentoring af unge og mindfullness i naturen.

- Kontorfællesskabet gør, at du føler, at du har kollegaer. Meget af mit arbejde foregår ude i naturen, men jeg laver mit administrative arbejde på kontoret, og så dukker jeg også op til de sociale arrangementer, siger Jannie Hüttel Olesen, som trådte sine barnesko i Thisted.

Alexander S. Bengtsen og Mads Ring fik i Surf & Work's opstartsfase en bevilling på 75.000 kroner fra FLAG. Real Dania har også puttet 400.000 kroner i iværksætterhuset. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Når hun kigger på Thy nu og dengang, kan hun godt få øje på, at området har udviklet sig.

- Der er kommet en masse mennesker med en masse gode idéer, og det har skabt et fedt, kreativt miljø. Udover naturen var det også noget af det, som trak mig tilbage. Og så vil jeg sige, at thyboerne har udviklet sig. De er meget positive og imødekommende over for tilflytterne.

Annonce

Klitmøller eksploderede

Kim Poulsen har boet i Vorupør, siden han var 17 år. I dag er han 63 år, så han kan godt huske byen, fra før surferne begyndte at slå sig ned:

- Hvis du går 30 år tilbage, var Vorupør en rigtig fiskerby, men vi havde også turismen. Den glemte vi dog at pleje, og derfor begyndte turisterne at blive væk for cirka 20 år siden. Der skete ingenting i byen, og der var ingen fornyelse. Der var ingen nye butikker eller diskoteker. Det gjorde, at vi begyndte at overveje, hvordan vi kunne sikre, at der stadig kom folk til Vorupør, og de seneste 10 år har vi søgt fondsmidler og fået havbadet og restaurationsområdet ved stranden.

I mellemtiden eksploderede Klitmøller, fortæller Kim Poulsen og tilføjer, at de tilflyttere til Klitmøller, der syntes, at københavneriet blev lidt for voldsomt, flyttede til Vorupør. Og det var sådan set godt nok, for de ville mere end bare at surfe. De kom også på grund af naturen og autenticiteten i området, og så havde de en masse gode idéer med sig.

Man kan jo godt blive bange for, at det bliver noget Lalandia-gøgl. Der er sket enormt meget på turismefronten, alene siden jeg kom hertil, og vi bliver nødt til at spørge os selv, hvilken retning tingene skal gå i. Kommer hotellet, forsvinder noget af den autenticitet, som Vorupør har måske, men bliver der sagt nej, gå vi muligvis glip af nogle investeringer. Det er virkelig en balancegang.

Alexander S. Bengtsen, stifter af Surf & Work

- Vi ønsker ikke en surferby, men vi vil gerne have surferne. Med surferby mener jeg et sted, hvor alting handler om at surfe. Hvis det bliver det eneste, det handler om, så bliver det for meget for os andre. I Klitmøller har alle et surfbræt under armen og kører på skateboard. Det er jo ikke mit liv. Vi ønsker en by, som alle har lyst til at leve og bo i, og det har vi lige nu. Vorupør er i dag kendt for Cold Hawaii, havbadet og Nationalpark Thy. Det giver en god bredde i turismen, og de fastboende surfere har vi et rigtig godt samarbejde med. Vi har et godt naboskab, og det tror jeg skyldes, at den ene gruppe ikke er meget større end den anden, lyder det fra Kim Poulsen.

Annonce

Strandet

På Vesterhavsgade 22 på vej ned mod vandet ligger virksomheden Strandet. Den startede Julie Müller, da hun kom til byen med sit surfbræt for tre-fire år siden.

- Jeg kom på grund af bølgerne, og så havde jeg en idé om, at jeg ville lave noget, der var centreret omkring genanvendelse og indsamling af havplast, siger Julie Müller, der er uddannet miljøgeograf.

Ligesom for mange af de andre iværksættere, der har kontor på Surf & Work, er havet udgangspunkt for Julie Müllers indtægtskilde, som er virksomheden Strandet. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Det kan godt være, at vatpinde er blevet bandlyst flere steder, men der skyller stadig usandsynlig mange af dem op på stranden i Vorupør, fortæller Julie Müller. Foto: Birgitte Carol Heiberg

I dag står hendes forretning på tre ben: salg af plastprodukter lavet af indsamlet havplast, foredrag og oplæg for blandt andet skoler om plast i havet og klassiske konsulentopgaver.

Virksomhedens fysiske ramme udgøres af et gammelt autoværksted, som stod tomt, da hun kom til byen. Nogle fondspenge gjorde det muligt for hende at lave en form for showroom/arbejdende værksted, hvor hun kunne gøre havplastens skadelige virkning på miljøet mere håndgribelig og lave nye produkter ud af det havplast, hun og skoleklasser finder på stranden.

- I min optik er plastprodukter for billige. Der er ingen, der gider at passe på et tampon-hylster, fordi det ingen værdi har, men du ser jo ikke folk smide deres Northface-jakker på stranden, selvom de også er lavet af plastik, lyder det fra Julie Müller, som hurtigt blev en del af Surf & Work, da hun kom til Vorupør.

- Det er et ret unikt kontorfællesskab. Folk er gode til at bakke hinanden op og spille hinanden stærke.

Og indbyggerne i Vorupør - de siger ikke så meget, men de er søde og imødekommende, og så vil de gerne, at iværksætterne lykkes:

- De fleste vil gøre det godt for dig, og på den måde er det jo luksus at være iværksætter her, siger Julie Müller.

Hun har dog godt hørt om den modvilje, der var mod surferne, da de første begyndte at dukke op i Vorupør for lidt over 20 år siden.

- Dengang var de vist ikke så populære, siger hun.

Annonce

Et par på hovedet

Klaus Suciu Sørensen, surfer, medlem af turistforeningen Thy og erhvervsforeningen i Vorupør og ejer af Westwind Surfshop og VØ Pizzabar, var med i den første bølge af surfere, som ramte stranden i Vorupør.

Han flyttede til Klitmøller i 1996 for at surfe, mens han levede af toastbrød og dåsemajs, men for seks år siden rykkede han til Vorupør, fordi det var der, hans forretninger lå.

- Vi var da ikke vellidte der i 1996. De syntes, vi var nogle hippier, og man kunne mærke den dårlige stemning. Dengang var der to diskoteker i Vorupør, og når man besøgte dem, skulle man helst komme sammen med nogle andre og forholde sig roligt. Ellers fik du et par på hovedet.

Efterhånden som surferne begyndte at bosætte sig og bidrage til byen i form af iværksætteri, blev de dog mere accepteret, og Klaus Suciu Sørensen er ikke i tvivl om, at surferne har spillet en afgørende rolle i den udvikling, Vorupør er midt i.

Ifølge Kim Poulsen, som har boet i Vorupør i mere end 40 år, står turismen i Vorupør på tre ben: Cold Hawaii, som tiltrækker surferne, Nationalpark Thy, som tiltrækker de naturinteresserede, og havbadet, som familierne godt kan lide. Foto: Birgitte Carol Heiberg

- Uden surferne havde området været dødt. De har trukket en masse ting med sig, og folk har bosat sig og fået arbejde. Surferne har også været gode til at fortælle om, hvor fedt livet er ved Vesterhavet og i Vorupør, hvilket har været med til at udvikle turismen.

Annonce

Hvad skal vi nu?

Lige nu diskuteres det i byen, om det er en god idé at sætte endnu mere fart på udviklingen ved at bygge et stort badehotel i første klitrække. Kommunen har sagt ja tak til badehotellet, men der er flere i Vorupør, som er usikre på, om det er en god idé.

Det gælder blandt andet Alexander S. Bengtsen.

- Man kan jo godt blive bange for, at det bliver noget Lalandia-gøgl. Der er sket enormt meget på turismefronten, alene siden jeg kom hertil, og vi bliver nødt til at spørge os selv, hvilken retning tingene skal gå i. Kommer hotellet, forsvinder noget af den autenticitet, som Vorupør har måske, men bliver der sagt nej, går vi muligvis glip af nogle investeringer. Det er virkelig en balancegang, siger han.

Julie Müller er enig:

- I Klitmøller er der nok mange, som mener, at det er stukket af og er blevet til ”Lille-Skagen”. I Vorupør er det gået lidt langsommere, og derfor er der en god balance lige nu, men det er vigtigt at være bevidst om, hvilken retning ens by skal bevæge sig i. Et lille samfund som dette er sårbart, hvis det går for stærkt, siger hun.

Klaus Suciu Sørensen mener ikke, at der er grund til at råbe på flere turister, før kommunen har fået styr på infrastrukturen i Vorupør, for ellers bliver det som i Klitmøller, hvor folk holder i private indkørsler og midt på gaden. Han er dog ikke i tvivl om, at der mangler et hotel i byen:

- Udvikling er godt, hvis alle kan følge med, men der bliver kaos i hovedgaden, hvis ikke der kommer styr på infrastrukturen og parkeringspladserne, inden hotellet bliver bygget. Havet er stort nok, og der er nok restauranter til flere turister, men hvis ikke der kan være et fornuftigt flow igennem byen, så kan det være lige meget.

Vorupør

Vorupør ligger lige midt mellem Klitmøller og Agger og er en del af Cold Hawaii. 

Der bor 587 indbyggere i Vorupør.

Ifølge Estate Thisted er sommerhuse, som for et par år siden blevet solgt til en million kroner, steget 20-25 procent i pris. Helårsboligerne er også steget i pris, men ikke så meget. 

Annonce
Horsens For abonnenter

Grim, ærgerlig og snusket: Graven får ikke pæne ord med på vejen, men spørger du politikerne, er det netop ord, der skal være starten på forandring

Danmark

Søndagens coronatal: Yderligere 11 er døde - 4326 har fået en positiv test

Annonce
Annonce
Annonce
Horsens For abonnenter

Lærer-Jan holder aldrig helt fri: Gæsterne og maden må vente, når eleverne ringer

Erhverv For abonnenter

Stinne rejste sig, da fundamentet under hendes firma smuldrede: Nu har hun 50 ansatte og modtager nye jobansøgninger hver dag

Podcast

Ældre Sagen håber på ekstra læger til Hedensted: Vores medlemmer vil blive berørt meget

Hedensted

Fældninger og skader på træer: Det skal til for at hjælpe Staksrode Skov, siger Naturstyrelsen

Løvkvist: Messerschmidt kæmper for at vriste magten ud af døende hænder

Leder For abonnenter

Tiden er kommet: Send dit brokke-gen på vinterferie og lad julefreden sænke sig tidligt og lad den vare til påske og gerne længere

Horsens

Vaccinationscenter opruster med vagt efter hærværk og forsøg på brandstiftelse på centret

Erhverv For abonnenter

Sushi-succes og vækst på værtshus, optik, chokolade og meget mere: Se hvordan lokale firmaer klarer skærene i ugens regnskaber

Skoleleder om mulig Omikron-variant: Der er så mange ansatte, der skal testes, at vi ikke kan tage imod elever

Horsens

Mens priserne på energi stiger: Her bliver der ingen prisstigninger på fjernvarme

Erhverv For abonnenter

Midt i tvangslukning og produktionsproblemer: Allan Hansen fik et af sine bedste år nogensinde - og succesen er kun vokset siden

Kultur

Udsatte familier får chancen for at holde jul på Fængslet

Annonce