Annonce
FC Fredericia

Vild afslutning: FC scorede dybt inde i overtiden og fik point i Viborg

Uzo sendte FC Fredericias spillere i ekstase, da han scorede til 2-2 dybt inde i overtiden og bjærgede et point i Viborg. Arkivfoto: Mette Mørk
FC Fredericia var foran i 83 minutter men kom bagud i Viborg. Helt til sidst fik Uzo dog udlignet, og dermed kom FC Fredericia tilbage og fik point i en totalt vanvittig kamp.

Viborg: FC Fredericia kom hjem med et point fra en vanskelig udebane i Viborg. Gæsterne var ellers helt nede i sækken i den dybe overtid, men alligevel fik højrebacken Uzo bjærget et point. Kampen endte 2-2. Begge klubber scorede i overtiden.

FC Fredericia kom i næsten samme formation, som den der slog VB 1-0 for en uge siden i Vejle. Men Jacob Buus var foretrukket på højre back i stedet for Uzo, der nedslået måtte tage plads på bænken.

FC Fredericia har det med at spille godt i Viborg og tabe alligevel, men sejren over Vejle havde givet Jonas Dal og spillerne mod på mere. De ville spille godt og vinde i Viborg for en gangs skyld, og chancerne for at flot resultat blev større af, at den kliniske målscorer Andreas Albers var rejst til Tyskland og ikke længere befandt sig i domkirkebyen

FC Fredericia styrede spillet, men Viborgs defensiv var kompakt, og de grønne gæster var 11 mand bag bolden, når der blev forsvaret. Det gjorde selvsagt arbejdsbetingelserne vanskelige for gæsternes dynamiske offensiv. Alligevel var den amerikanske skarpretter Steven Enna tæt på at chokstarte, da et sjældent kiks i Viborg-defensiven gav ham en stor chance. Han afdriblede klodset målmanden men holdt ikke hovedet koldt, da han skulle afslutte. Inde på stregen kunne Nikko Boxall agere målmand med hovedet og støde bolden til hjørnespark.

Viborg havde modtaget dårligt nyt i ugen, idet førstemålmand Lucas Lund blev skadet i 9-12 måneder med et overrevet ledbånd i knæet. I hans sted vogtede Ingvar Jónsson målet, og han havde smør på handskerne, da Agon Mucolli testede ham med et hårdt hug mod nærmeste stolpe. Men Steven Enna fik ikke skroget i bevægelse hurtigt nok, og han nåede ikke at kaste sig over returen.

Annonce

Viborg FF-FC Fredericia 2-2 (0-1)

1. division

Mål: 0-1 Agon Mucolli (36.), 1-1 Jakob Bonde (83.), 2-1 Alassana Jatta (90.), 2-2 Uzo (90.).

Viborg FF: (3-4-3): Ingvar Jónsson - Lars Kramer, Nikko Boxall (Christian Sivebæk 46.), Jakob Bonde - Mikkel Knudsen, Jeppe Grønning, Frederik Brandhof, Christian Sørensen - Jeff Mensah, Mikkel Agger (Casper Gandrup 82.), Emil Scheel (Alassana Jatta 64.).

FC Fredericia (4-2-3-1): Alexander Nybo - Jacob Buus, Erik Nissen, Christian Ege Nielsen, Nicolaj Ritter - Andreas Oggesen, Mathias Gertsen - Anders Holvad (Martin Mikkelsen 72.), Kristian Kirkegaard (Uzo 87.), Agon Mucolli (Mathias Nygaard 72.) - Steven Enna.

Advarsler: Emil Scheel (28.), Andreas Oggesen (59.).

Dommer: Patrick Remon Gammelholm.

Tilskuere: 2645 på Energi Viborg Arena.

Et smukt mål

FC styrede dygtigt spillet, og det var småt med chancerne den anden vej. Mikkel Agger kom til en af de store, da han vakst vippede bolden ind i feltet på en flad pasning. Han skulle blot udplacere Nybo, men sparkede bolden direkte i hænderne på ham med et forkølet forsøg.

Den tidligere FC'er Christian Sørensen er ekspert i at sparke frispark, og hans gode, drejende bold fik skabt ravage i FC-feltet, efter at Jacob Buus havde hægtet ham. Men modtageren tog hånden til hjælp i forsøget på at kontrollere bolden, og FC fik frispark.

Kort efter fik Viborg endnu et frispark. Kendere af Christian Sørensen vil vide, at den lå perfekt til hans giftige venstreben. Men hans plads i Viborg-hierarkiet blev slået fast, da Emil Scheel i stedet gik til bolden og lossede den langt over mål. Heldigt for FC, at Sørensen ikke fik lov.

FC Fredericia kom ind i en vanskelig periode, fordi Viborgs offensive blev mere sammenhængende, men Agon Mucolli trak de gulklædte spillere ud af denne lettere groggy tilstand. Kristian Kirkegaard foretog et raid op ad venstre side, og hans fine pasning til Agon Mucolli blev behandlet med perfektion af den lille troldmand. Han lagde bolden død og vendte i én og samme bevægelse, og så sendte han ellers bolden i kassen klinet op ad stolpen.

1-0 til FC Fredericia - og det første vrede råb fra tilskuerpladserne på Energi Viborg Arena begyndte.

Gæsterne tog igen styring over kampen, og resten af halvlegen blev kørt roligt i garagen. FC førte 1-0 efter 45 minutter.

En vanvittig afslutning

Hjemmeholdet sadlede om efter pausen som følge af en sløj halvleg. 3-4-3 blev smidt i skraldespanden og Nikko Boxall erstattet af Christian Sivebæk. De grønne gik i 4-4-2, og det skabte fra start ballade for FC Fredericia, som ikke synes at kunne håndtere denne nye, taktiske ramme.

Sivebæk brugte fysikken til at smide Nicolaj Ritter i en direkte duel, og hans indlæg blev behandlet perfekt af Mikkel Agger, som hårdt presset dirigerede bolden mod mål. Men Alexander Nybo gjorde sig bred og reddede glimrende forsøget med et udstrakt ben. Kort efter var en dødbold ved at puste liv i Viborg, men tæt under mål blev den losset langt over Alexander Nybos net.

Viborg var et andet hold efter pausen, og Christian Sivebæk var vaks, da Nicolaj Ritter og Christian Ege miskommunikerede. Han lagde en lang bold videre til indskiftede Alassana Jatta, men den lang-lemmede gambier kunne ikke nå frem til bolden. I stedet landede den ved Mikkel Agger, som igen brændte en halvstor chance. Denne gang med et dårligt venstrebensspark.

Viborg følte sig snydt af kampens dommer, da Christian Ege Nielsen og Christian Sivebæk faldt i en duel i feltet. Viborg ville have straffe, men dommeren fløjtede ikke, og det fik agiteret bænken. Senere blev Mikkel Agger revet ned i feltet, og igen var fløjten tavs trods et temmelig klart straffe. Viborgs cheftræner Jacob Neestrup gik bananas og blev bortvist.

FC Fredericia var foran grundet en flot første halvleg, men de sidste 45 minutter var grønne, og Viborg udlignede fortjent efter 83 minutter. En simpel bold blev sendt over i bageste del af FC-feltet, og Jakob Bonde pandede den i kassen. Udligningen fik de grønne til at lugte blot, og alt kogte på Energi Viborg Arena efter at presset gav pote.

FC Fredericia tabte på to sene mål sidst, klubben gæstede dette stadion. Og alt blev sort, da den debuterende gambier Alassana Jatta prikkede bolden i kassen i overtiden. Christian Sivebæks hovedstød tog stolperoden og dansede rundt på stregen, hvor Jatta fik den prikket i kassen til 2-1.

FC Fredericia stirrede ind i øjnene på en gigantisk skuffelse, men så skete det utænkelige: Mathias Gertsens indlæg blev snittet af Christian Sørensen og skabte panik hos målmanden. Returen sendte Uzo op i nettaget med 500 kilometer i timen: 2-2 og en totalt vanvittig afslutning var en realitet. Kort efter fløjtede dommeren af.

FC Fredericia fik ikke tangeret sin pointrekord med 12 point for fem kampe. Men 10 og en uafgjort på en særdeles vanskelig udebane er bestemt godkendt. Søndag kommer Kolding til Monjasa Park.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Annonce