Annonce
forside

Video: Kollega fanger lastbilchaufførs vanvittige overhaling

Asbjørn Vester filmede, da en lastbil med hænger overhalede ham venstre om et helleanlæg på A13 i sidste uge. Sagen er nu meldt til politiet.

Tørring: Lastbilchauffør Asbjørn Vester fik sig i sidste uge et chok, da han pludselig blev overhalet af en kollega på hovedvej A13 nær Tørring. Chokket skyldtes ikke det at blive overhalet, men den vanvittige måde det skete på.

Asbjørn Vester, der har kørt som chauffør i omkring 30 år, kørte knap 80 km/t, da han passerede et helleanlæg med svingbaner.

En bagvedkørende lastbil med hænger havde ikke tid til at vente på Asbjørn Vester og valgte derfor at blæse forbi ham i høj fart - venstre om både helleanlæg og svingbaner. Et forsigtigt bud er, at overhalingen foregik over knap 500 meter, før chaufføren igen trak ind.

Asbjørn Vester har et kamera i forruden, og han valgte efterfølgende at dele videoen af den hasarderede overhaling på Facebook, hvor den tirsdag formiddag var blevet vist flere end 225.000 gange med masser af meget forargede kommentarer til følge.

Han er rystet over, at han har chaufførkolleger, der kører på den måde.

- Jeg har kørt lastbil i 30 år, og jeg har set mange sjove og dumme ting. Både fra lastbiler og personbiler. Men det er heldigvis ikke hverdagskost, at nogen kører så idiotisk, siger Asbjørn Vester, der altid har kameraet tændt, når han kører i sin lastbil.

- Det er for at beskytte mig selv, hvis jeg bliver indblandet i noget. Jeg optager ikke alt, men trykker på en knap, når der er noget, jeg gerne vil gemme. Jeg var ikke i tvivl om, at det her skulle gemmes - og deles på Facebook, siger han, der understreger, at han ikke deler videoer fra sine køreture i flæng. Det er faktisk første gang, det sker.

Nåede ikke at se chaufføren

Asbjørn Vester fortæller, at han ikke nåede at se, hvem chaufføren var, men det har han efterfølgende fundet ud af. Og der er - siger Asbjørn Vester - tale om en dansk vognmand.

- Jeg har ikke nogen interesse i, at manden skal miste sit kørekort. Der er ikke tale om nogen form for hævnakt, men jeg synes, folk skal se det. Og jeg synes selvsagt, det skal stoppes. Der skete ikke noget denne gang, men er det så i orden? Det synes jeg ikke, siger Asbjørn Vester, hvis indbakke er svømmet over med henvendelser, efter han delte videoen i weekenden.

- Det er blevet meget vildere, end jeg havde forestillet mig, siger han.

Han har siden talt med politiet, som henvendte sig, fordi de havde fået en anmeldelse af chaufførens overhaling.

- Jeg synes, der er stor forskel på folk i min branche. Som jeg skriver i mit opslag, så er der chauffører, og der er ratholdere. Chauffører er dem, der tager hånd om erhvervet, kører ordentligt og passer på. Ratholdere er dem, der bare kører uden at have hovedet med. Og her er der tale om en ratholder, siger Asbjørn Vester.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: En ambitiøs pakke tobak med ét stort skod

13.600 danskere dør hvert år som følge af rygning, og for første gang i 20 år er der en stigning i antallet af voksne danskere, der ryger. Det er særligt unge mellem 16 og 24 år, der er blevet faste rygere. Udviklingen er alarmerende, og det er positivt, regeringen tager udviklingen så alvorligt, at den nu har fremlagt en meget omfattende handlingsplan i 10 punkter. Regeringen fortjener ros for både at være ambitiøs og for at tænke i helheder. Det er ikke bare ét enkelt sted, der sættes ind, men en bred palet af initiativer, som skal vende udviklingen: Tobakken skal blandt andet gemmes væk i butikkerne, indpakningen skal være mere neutral, og der indføres rygeforbud på uddannelsesinstitutioner. På ét punkt er regeringens plan dog aldeles uambitiøs. Og det på trods af, at alle eksperter og alle undersøgelser igen og igen har slået fast, at prisen på tobak er den uden sammenligning mest udslagsgivende faktor, når det gælder rygning eller ej. Her vil regeringen hæve prisen på en pakke cigaretter med sølle fem kroner om året de næste to år, så prisen lander på 50 kroner i 2021. Det er på ingen måde den markante prisstigning, som sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke selv kalder det. Prisen skal langt højere op, hvis den skal få både unge og voksne til at ændre adfærd.

Annonce