Annonce
Horsens

Video fra vælgermødet: Borgerne stillede spørgsmålene - det sagde politikerne om børneområdet

Antallet af ansatte pr. barn i kommunens dagtilbud og behovet for minimumsnormeringer blev debatteret på Horsens Folkeblads vælgermøde onsdag aften.

Annonce

Horsens: Horsens har vokseværk, og indbyggertallet stiger - bl.a. med mange børn, der skal passes i kommunens dagtilbud. For Karina Leth Petersen, der er mor til en dreng på to år og snart nedkommer med en lillebror, er spørgsmålet om pasningstilbuddene højaktuelt.

Selvom en undersøgelse har vist, at forældrene i Horsens Kommune er meget tilfredse med børnepasningen, er Karina Leth Petersen bekymret for, om normeringen på området går ud over kvaliteten.

I forbindelse med Horsens Folkeblads store vælgermøde på Learnmark onsdag aften bragte Karina Leth Petersen emnet på banen med et direkte spørgsmål til politikerne i panelet.

Se hende stille spørgsmålet i videoen ovenfor og læs her uddrag af politikernes svar i den rækkefølge, de kom i på mødet:

Claus Kvist Hansen (DF): Det er en relevant bekymring at have. Vi har et godt niveau på børneområdet, men det kan blive bedre. Vi skal satse på, at folk, der tjener penge, flytter hertil, så de betaler skat, vi kan bruge på varme hænder. Pengene i kommunekassen kommer ikke blafrende ned fra himlen.

Paw Amdisen (SF): To alenetidsundersøgelser fra BUPL viser, at en del pædagoger mener, det i nogle situationer er uforsvarligt, fordi de står alene med en større gruppe børn. Det er en direkte konsekvens af besparelsen på en pct. Vi ligger tæt på det anbefalede niveau med tre børn pr. voksen i vuggestuer og seks børn pr. voksen i børnehaver, men der er også talt køkken- og teknisk personale med, så det er lidt misvisende.

Martin Ravn (V): Vi skal have styr på normeringen, men der er andet end vuggestuer. Jeg er meget opmærksom på dagplejen, som er et tilbud, der er på retur i Horsens. Jeg kan godt frygte, det ender med, vi kun har vuggestuepladser.

Birgit Skovgaard (Maren Spliid Gruppen): Normeringen er helt sikkert for lav. Pædagogerne fortæller om kaotiske og uforsvarlige tilstande, så det er vi nødt til at kigge på.

Lisbeth Torfing (EL): Man kan i kommunen fastsætte minimumsnormeringer. Det vil koste noget, men det bliver også rigtig dyrt, hvis børn bliver tabt på gulvet, fordi der ikke er nok opmærksomhed i dagtilbuddene.

Sinnet Ellehauge Haag (R): De første 1000 dage i et barns liv er meget vigtige for det fundament, barnet siden skal stå på. Det er væksten, som skal være med til at finansiere det.

Dan Ingemann Jensen (LA): Børnene og de første år af deres liv er utrolig vigtige. Der skal være dagplejere, vuggestuer og mulighed for, at man kan passe sit barn hjemme og få tilskud til det.

Peter Sørensen (S): Udfordringen i mange år har været, at vi har set for mange børn, der tidligt i livet risikerer at få et noget dårligere liv. Det har vi arbejdet på at ændre. Derfor har vi besluttet at ansætte 8-10 nye pædagoger specielt til at spotte nogle af de børn, der er i risikogruppen for at falde uden for det gode liv. Det vil også give de andre pædagoger tid til resten af børnegruppen.

Simon Overby Kristensen (KE): Jeg går meget ind for minimumsnormeringer, hvis vi kan gøre det på en enkel og ubureaukratisk måde. Vi vil gerne fremme en udvikling, hvor pengene følger barnet. Forældre, som gerne selv vil passe deres barn, skal have 75 pct. af det, en dagtilbudsplads koster. Derved sparer kommunen 25 pct., som kan bruges på minimumsnormeringer.

Dorte Normann (MDF): Der skal være lighed for alle og fra starten. Vi har kæmpet for, at alle børn skal sprogstimuleres, og vi vil også gerne have alle elever i 3. klasse ordblindetestet. I mange år har vi haft demografi på børne- og skoleområdet, og det kræver, at vi har en økonomisk politik, som giver mulighed for det fremadrettet.

Morten Kaj Degnebolig (Alt): Jeg savner at snakke dialog. Vi skal blive bedre til at komme ud og snakke med vores fagfolk. Hvad har de brug for - og så skal vi lytte til dem.

Jens Jørgen Lauridsen (Nærpolitisk Folkeparti): Det er en god idé at give tilskud til de forældre, som gerne vil passe deres børn. Især i de institutioner, hvor der er lidt for meget tryk på. Det kan være, der er nogle forældre, som har små børn derhjemme i forvejen, hvor det vil være nemmere for dem at passe flere hjemme.

Se eller gense vores live-dækning af vælgermødet her.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Her er tallene, du ikke må se: 48 smittede med minkvariant i Region Midtjylland

Danmark

Se klippene - udvalgte spørgsmål til statsministeren: Kan jeg bryde loven og via min uvidenhed slippe for straf?

Annonce