Horsens: En milepæl i byggeriet af Vestsalen på Fængslet i Horsens blev rundet lørdag.
På en råkold vinterdag fik den kommende sal, der skal være med til at styrke Fængslets ambitioner om at være et kulturelt fyrtårn af international karat, så at sige "hætte" på. En meget tung en af slagsen.
Danmarks største mobilkran var hyret til at lægge i alt 135 ton tag over den del af Vestsalen, der udgøres af den ene af det forhenværende statsfængsels indergårde.
Vestsalen
- Byggeriet af Vestsalen blev officielt sat i gang 11. juni.
- Salen, der har et budget på cirka 110 millioner kroner, skabes ved at forbinde den indre og ydre vestvendte fængselsgård og "skyde" et helt nyt rum ind i det hul, der opstår.
- Kapaciteten bliver 800 personer i det ca. 1200 kvadratmeter store rum.
- Vestsalen bliver en af Fængslets store satsninger på at huse endnu flere koncerter, events og konferencer i fremtiden.
- Byggeriet er finansieret via fonde. Casa A/S er hovedentreprenør, mens arkitektfirmaet Cubo fra Aarhus samt Rambøll og Niras er med som rådgivere.
Horsens Folkeblads fotograf fulgte første del af operationen fra jorden - og luften, hvor det ny tag i 18 meters højde blev lagt på plads på de 168 år gamle mure.