Annonce
Erhverv

Viborg-virksomheder er danmarksmestre i at handle med Rusland

Sorteringsanlæggene til kartofler fra Skals Maskinfabrik i Viborg Kommune bliver skræddersyet til den enkelte kundes behov, og det er en af Skals Maskinfabriks helt store konkurrenceparametre på et russisk marked præget af kopiprodukter og stor protektionisme, fortæller direktør Søren Lund Madsen. Pressefoto
Fire østjyske kommuner er på Top-10 over danske kommuner med størst SMV-eksport til Rusland. Viborg Kommune topper med eksport til et marked, der hovedsageligt består af maskiner og den tungere del af industrien.

VIBORG: De danske små og mellemstore eksportvirksomheder, de såkaldte SMV’ere, oplevede en fremgang i eksporten til Rusland fra 2016 til 2017 på 325 mio. kroner.

Det svarer til en vækst på 27 procent. Det fortæller en pressemeddelelse fra eStatistik.dk. Hele fire østjyske kommuner er på Top-10 over danske kommuner med størst SMV-eksport til Rusland.

Aarhus, Randers og Skanderborg Kommune er at finde i Top 10, mens Viborg Kommune indtager førstepladsen med eksport til Rusland på 113 mio. kroner. Det svarer til 7,4 procent af hele Danmarks samlede SMV-eksport til Rusland.

Annonce

SMV-eksport

  • Der er pt. 704 antal eksportører til det russiske marked i Danmark.
  • Den samlede eksportværdi er på 1,535 mia. kroner.
  • SMV-andelen af den samlede eksport til Rusland er 24,5 procent. For alle lande er det 29,2 procent.
  • Rusland er det 18. største eksportmarked for danske SMV’ere.

Stærk jern- og maskinindustri

Det er nogle meget specifikke varegrupper, som har vist sig egnet til eksport til det russiske marked. Mens den globale danske vareeksport generelt er præget af store virksomheder inden for medicinal-, energi- og fødevareindustrien, er varesammensætningen en anden, når det gælder SMV-eksporten til Rusland.

Her står særligt jern- og maskinindustrien stærkt. Maskiner og tilbehør samt specialmaskiner til industrien udgør mere end 37 procent af den samlede SMV-eksport til Rusland, og der er langt ned til de næste varegrupper, som for eksempel korn og kornvarer, levende dyr og kemiske materialer og produkter.

Vækstland med svag valuta

Trods fremgangen ligger vareeksporten til Rusland i dag dog væsentlig under niveauet i 2011, hvor de danske SMV’ere eksporterede for 3,375 mia. kroner.

Eksporten fra de danske små og mellemstore virksomheder til Rusland blev kun kortvarigt ramt af finanskrisen, og derfor blev Rusland betragtet som et af de fire vækstlande, der sammen med Brasilien, Indien og Kina, skulle trække den fremtidige eksportvækst. Dog har en svag russisk valuta, handelssanktioner og politisk uro ikke helt ført til det handelseventyr, som først blev forventet.

Faldet i vareeksporten er blandt andet påvirket af den lavere værdi af rublen, der i sig selv har mindsket værdien af produkterne solgt i Rusland for eksisterende eksportvirksomheder. Bunden blev nået i 2016, hvor de små og mellemstore virksomheders samlede eksport var på 1,2 mia. kr.

Et fald i forhold til 2011 på hele 64 procent. Dette har medført et fald i antallet af små og mellemstore virksomheder, der eksporterer til Rusland, gennem de sidste godt 10 år.

Fra 2007 til 2013 lå antallet konstant på omkring 1000 eksportører. Antallet blev reduceret til 676 i 2016, men dette blev øget igen i 2017, hvor der var 704 eksportører, som stod for en samlet eksportværdi på 1,535 mia. kroner.

Viborg Kommune har 17 eksportører, som står for størstedelen af eksporten til Rusland fra danske SMV’ere. De små og mellemstore virksomheder i Region Midtjylland har hele 31 procent af SMV-eksporten til Rusland, selvom regionen kun er hjemsted for omkring 23 procent af det totale antal virksomheder i Danmark.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce