Annonce
Kultur

- Vi vil selvfølgelig være verdens største thrash-band...

Horsens har fostret endnu et håbefuldt, ungt metalband: Persecutor. Lørdag udgiver bandet, der består af Stefan Sørensen, Christian Andrés Almanza, Christopher Hejgaard og Benjamin Stage sin debut "Rebirth". Det sker med en koncert på KulisseLageret. Foto: Søren E. Alwan
Persecutor har selvtilliden på plads - nu kommer bandets første skive, der lander som Horsens' hedeste stykke metal på en varm dansk scene, hvor grum tråd ikke længere kun ses som noget for satanister og kirkeafbrændere.

Horsens: Vi kommer ingen vegne, hvis vi ikke selv tror på projektet. Så det gør vi, og vi vil fremad!

Ambitioner og selvtillid fejler ikke noget i Persecutor; et af Horsens' nyeste bud på et varmt navn på en levende dansk metalscene anno 2019.

Bandet har længe barslet med sit debutalbum "Rebirth", lørdag bliver det udgivet officielt, og dermed skruer de fire medlemmer op for de drømme, de har for den kun halvandet år gamle band-konstellation.

- Vi smeder på det rigtige tidspunkt, for der sker virkelig meget på den danske metalscene lige nu nu. Der er en åbenhed over for det, som ikke rigtig har været der før. Der er mange bands, kvaliteten er høj, og der er flere og flere, der signer med pladeselskaber, siger guitarist Stefan Sørensen, da vi møder bandet ved Det Gule Pakhus i Horsens, hvor "Rebirth" er indspillet.

- Det er stadig en niche, men generelt bliver metal jo ikke længere set på som sådan noget for satanister og kirkeafbrændere. Omtalen og støtten til scenen er helt anderledes end for få år siden, uddyber guitaristen og peger blandt andet på den nærmest folkelige succes, aarhusianske Baest har fået med sin dødsmetal i det seneste par år.

Den slipstrøm ligger Persecutor sig nu i. Kvartetten har investeret samtlige sparekroner og det meste af mange måneders fritid i arbejdet med bandet, og resultatet er de stolte af.

I al beskedenhed: Det er "en pissefed skive" bedyrer de om "Rebirth", der nu lander på diverse streamingtjenester.

Annonce

... generelt bliver metal jo ikke længere set på som sådan noget for satanister og kirkeafbrændere. Omtalen og støtten til scenen er helt anderledes end for få år siden.

Stefan Sørensen, rytmeguitarist Persecutor

På rette hylde

- Vi vil være verdens største thrash-band, konstaterer frontmand Christian Andrés Almanza med et grin og tilføjer:

- Okay, det bliver vi måske ikke, men vi er dedikerede som gruppe og enige om vejen frem, så vi vil gøre alt for at komme så langt med det her, som vi kan med de muligheder, vi får, siger han om "Rebirth", der viderefører den thrash-metal, som bandmedlemmerne også har dyrket i deres tidligere bands.

Mens Stefan Jørgensen er ny i bandsammenhæng, har leadguitarist Benjamin Stage og trommeslager Christopher Hejgaard en fortid i gruppen Desecrator, og Christian Andrés Almanza var vokalist i det hedengangne Vallis Mortem.

Dermed er der rutine at trække på, og efter besætningen i Persecutor nu har hængt sammen i halvandet år, er bandmedlemmerne enige om, at de er landet på rette hylde: I et band, hvor der både er plads til fejre thrashens traditioner, men også skrue på håndtagene.

Kan ikke få pop nok

Inspirationen til sangene, der er en blanding af ældre og helt nye kompositioner, kommer alle vegne fra - ikke kun fra metalscenens dunkelkroge.

- Vi hører alt muligt - virkelig alt muligt. Fra en god omgang powerrock til det sorteste black metal, siger trommeslager Christopher Hejgaard

- Men også et band som Queen betyder meget. Og så elsker jeg alt pop fra 80'erne. Jeg kan faktisk ikke få nok, indskyder Stefan Sørensen med et skuldertræk.

Lægger man øre til de første to singler fra albummet, "Schemes" og "O.S.T.M", er der ganske vist mere myrderisk brøl og grum guitarfræs, end den gennemsnitlige popstjerne kan mønstre. Djævelen lurer dog som bekendt i detaljen, og hvordan inspirationerne fra andre genrer ellers glider ind, kan man høre, når Persecutor lørdag spiller release-koncert på KulisseLageret.

Her optræder de sammen med endnu et af de højaktuelle bands på den lokale metalscene, Herezy, som også pusler med nyt materiale.

Persecutor-debuten udgives i første omgang kun digitalt, men planen er også at sende den ud på vinyl, og så er bandet desuden allerede i gang med at skrive på en opfølger.

- Og så lyder jeg måske lidt selvfed, men jeg synes faktisk, vi har sindssygt meget at leve op til i forhold til det, vi sender ud denne gang, siger leadguitarist Benjamin Stage med grinende tilfredshed, inden Christian Andrés Almanza reciterer et stykke af teksten fra seneste single "O.S.T.M" (Old School Thrash Metal":

- This is a path, I cannot lie, with a rock and roll attitude, thrash 'til I die. Now you know who we are, we are the future thrash metal stars.

Persecutor

Horsens-bandet Persecutor udgiver lørdag 19. oktober sit debutalbum "Rebirth".

Forud for udgivelsen har de lanceret singlerne "Schemes" og "O.S.T.M".

Bandet består af:

- Christian Andrés Almanza, sang og bas

- Benjamin Stage, leadguitar

- Stefan Sørensen, rytmeguitar

- Christopher Hejgaard, trommer

Direkte inspirationskilder:

Exodus, Kreator, Hatesphere, Metallica, Lamb of God, Artillery, Slayer, Suicidal Angels, Queen.

"Rebirth" er optaget i Det Gule Pakhus' studie og er delvist produceret af Andreas Linnemann, som også har arbejdet sammen med Baest.

Musikuniverset i Persecutor er båret af 80'er-thrash krydret med input fra både klassisk heavy og death metal. Teksterne favner også bredt: Fra den selv-fejrende "O.S.T.M", hvor bandet ganske enkelt forklarer, hvor fantastisk det er, til sange om krig, ødelæggelse og politik. Foto: Søren E. Alwan
Christopher Hejgaard (til venstre) og Benjamin Stage (bagest til højre) var med i en tidligere udgave af Persecutor. Efter uenighed om ambitionsniveauet skiltes de imidlertid fra deres nu forhenværende bandkammerater, og for halvandet års tid siden kom Christian Andrés Almanza (forrest) og Stefan Sørensen med. Nu kører de på et fælles ambitions-spor. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ønskebørn-ejer om nethandel: Jeg er udfordret og bekymret - men som detailhandel bør vi ikke være sure

Nyheder

Ejeren af den genfundne 12 uger gamle hundehvalp Nala: Jeg er så taknemlig og glad for at være i live

Annonce