Annonce
Biler

Vi tester: Høj opladningshybrid med muskler

Den kraftfulde Peugeot 3008 GT Hybrid4 med 300 hk er stylet med full LED-forlygter med rullelys. Foto: Jens Overgaard
Vi kører den nye Peugeot 3008 GT Hybrid4, der byder på 300 hk, firehjulstræk og klarer 63 kilometer på en opladning.
Annonce

Selv om man gerne vil være grøn, kan man godt have store muskler. Det er filosofien bag den nye Peugeot 3008 GT Hybrid4. Den lange modelbetegnelse har en forklaring. GT står for det adrætte, hvilket blandt andet betyder sportsligt trim, tofarvet lakering og kabine med alcantara. Hybrid fortæller, at det er en plug-in-hybrid, som altså kan lades op i elnettet og køre delvist på strøm, mens 4 angiver, at bilen også har træk på baghjulene.

Her sidder en elmotor, som hjælper benzin- og elmotoren på forhjulene med at give bilen fremdrift og mere præcise køreegenskaber.

Drivlinjen omfatter en 1,6-liters benzinmotor på 200 hk, som spiller sammen med et batteri på 13,2 kWh og de to elmotorer, der yder 80 kW (100 hk) på forhjulene og tilsvarende på bagakslen. Det giver en systemydelse på 300 hk, et systemmoment på 520 Nm, hvilket rækker til en acceleration fra 0 til 100 kilometer i timen på 5,9 sekunder, mens topfarten er hele 240 kilometer i timen.

Resultatet fornægter sig ikke i den sportsligt stylede opladningshybrid, hvor systemydelsen ligger pænt højere end de 225 hk i den mere civiliserede 3008 plug-in-hybrid, kaldet Allure Hybrid.

Prisen er med sine 470.000 kroner da også oppe i et andet luftlag end de 320.000 krone, Allure Hybrid koster. Rækkevidden på ren strøm er med sine pæne 63 kilometer næsten på linje med lillebrorens 62 af slagsen.

PEUGEOT 3008 GT HYBRID4

Pris: 469.990 kr.

Peugeot 3008 Allure Hybrid: 319.990 kr.

Brændstoføkonomi: 76,9 km/l (WLTP)

C02 per km: 29 g

Ejerafgift, halvårlig: 390 kr.

Motor: Firecylindret motor på 1,6 liter

Batteri: 13,2 kWh

Ydelse benzinmotor: 200 hk

Ydelse elmotor bag: 80 kW/100 hk

Ydelse elmotor bag: 80 kW/100 hk

Systemydelse: 300 hk

Rækkevidde på el: 63 km

0-100 km/t.: 5,9 sek.

Topfart: 240 km/t.

L/B/H: 445/210/162 cm

Trækvægt u./m. bremser: 750 kg/1.250 kg.

Annonce

Pænt med overskud

Den nye model fra det franske mærke passer meget godt ind i de strømninger, vi også ser hos VW-koncernen, der er på vej med to plugin-drivlinjer til en række modeller.

Linjerne er kendte i 3008'eren, der kom på markedet i 2017 og faktisk står over for et omfattende facelift sidst på året, hvor den blandt andet får en ny front og større infotainmentskærm. Det tager dog ikke brodden af det fuldt digitale i-Cockpit med de tigerkløer-agtige toggles som betjeningsknapper til de mest basale funktioner, der stadig virker up to date. Her kan vi skue en kabine, der virker noget mere eksklusiv end i de almindelige 3008'ere.

På vejen har du en bil, som ikke alene er lydløs på ren el, den er også usædvanlig hurtig. Her er pænt med skub, når bilen skal køre på ren el, og det giver også et overordnet sugende boost til benzinmotoren.

Det er en helt anden bil end den klassiske 3008'er. Den er langt sjovere, uden at der dog går ren racer i tingene. Betragt den mere som en kraftfuld familiebil.

Rækkevidden tegner lovende. Vi kørte 55 kilometer med en let speederfod, så vi vil ikke afskrive de lovede 62 kilometer. Det er fornemt for så høj en bil og gør den også pænt anvendelig i hverdagen.

Opladningen klares med 3,7 kW, hvilket betyder, at batteriet kan lades op på fire timer.

Firehjulstrækket er dog ikke den slags, som hjælper med at forcere lerfyldte terrænbaner. Det støtter derimod op om at trække bilen rundt i sving, hvor det giver mere saft og kraft til accelerationer.

Annonce

Regulær plads

I det daglige er 3008 let at komme ind og ud af, du sidder med en god førerstilling. Kabinen er rummelig, og bagagerummet er også regulært. Drivlinjen stjæler dog plads, så der her er 395 liter i begge plug-in-hybrider mod ellers 591 liter i en konventionel 3008.

Brændstoftanken er 10 liter mindre og lander på 43 liter. Du kan også kun have 1250 kg på krogen mod ellers 1500 kg. Hvis der skal syv om bord, hedder alternativet 5008, men den kan ikke fås som plug-in-hybrid.

Vi har endnu ikke kørt 3008 i standard-plug-in-versionen med de 225 hk. Men ud fra vores test af familiemedlemmet 508 Plug-in Hybrid med denne drivline ved vi, at den har pænt med overskud.

Her er dog alternativer hos koncernfætteren Opel Grandland X Plug-in Hybrid, der findes i to udstyrsvarianter i versionen med 225 hk, og hvor den billigste starter fra henholdsvis små 300.000 kroner og 325.000 kroner, mens den med 300 hk starter fra små 400.000 kroner.

Den høje plugin hybrid har både elektrisk firehjulstræk og et samlet moment på 520 Nm, hvilket gør den til en høj, hurtig sag. Foto: Peugeot
Annonce

Konklusion

Peugeot 3008 GT 4Hybrid viser spændvidden i den nye generation af plug-in-hybrider. Med en begrænset afstand til jobbet vil man kunne køre hver dag tur-retur på ren strøm og stadig have en sportslig GT, som betyder, at man ikke behøver at gå på kompromis med noget af det sjove.

Franskmanden er dog noget dyr, og den avancerede teknologi har potentialet til at kunne give udgifter. Et alternativ kunne være den mere klassisk designede Opel Grandland X, som starter 70.000 kroner billigere.

Det fuldt digitale i-Cockpit er her opgraderet med en mere luksuriøs kabine med alcantara. Foto: Jens Overgaard
Rækkevidden på ren el er 63 km, hvilket gør anvendeligheden for den høje bil pæn. Foto: Jens Overgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Højeste antal nye coronatilfælde siden starten af oktober: Statsministeren er bekymret

Annonce