Annonce
Debat

Vi sygeliggør hellere børnene end systemet

Hjemmeskole: Hvis dit ni-årige barn kom hjem efter skole med hovedpine dagligt og tomme livløse øje, og blot kunne ligge i sin seng med nedrullede gardiner, hvad ville du så gøre?

Hvis dit andet barn på syv år kom hjem efter skole og slog ud efter dig, ville slå dig ihjel og var ekstremt aggressiv og nærmest var “uden for pædagogisk rækkevidde”, hvad ville du så gøre?

Jeg så, at der var to muligheder:

Man kunne kigge på barnet som den, der havde problemet, og som den, der “skulle fikses”.

Eller: Man kunne kigge på noget i den ydre verden omkring barnet, som var problemet og “skulle fikses”.

Jeg møder og ser familier, hvor de vælger at anskue det med de første briller.

Børn, der får diagnoser og medicin. Børn, der bliver sendt på rektors kontor eller til børnepsykolog. Børn, der bliver gjort forkerte eller sygeliggjort.

Jeg har valgt de andre briller. Helt bevidst. Og som helt sikkert kan vække undring eller uforståenhed. Fordi flertallet jo vælger nummer et. Uden at stille spørgsmål til det andet.

Men i mine øjne er det aldrig barnets skyld.

Børn reagerer langt ofte med helt sunde reaktioner og symptomer på noget, der er usundt for dem.

Det er sjældent barnet, der skal laves om, men det omkring dem.

Og jeg behøver vel ikke sige, at ved at tage mine børn væk fra deres “ydre verden” i skolen, har jeg fået to helt nye børn. I bedre trivsel. Fysisk, psykisk og mentalt.

Og i og me,d at vi så har skabt denne forandring for vores familieliv og hverdag, følger nedenstående spørgsmål ofte med. Enten sagt via ord eller usagt og helt lydløst, men med en forundring og et kropssprog som signalerer;

“Hvorfor har du valgt at hjemmeskole, Pernille?”

“Ja, hvorfor har du valgt folkeskolen?” har jeg så lyst til at svare igen.

Da mine børn gik i folkeskolen, havde jeg ikke bevidst valgt skolen til. Ment på den måde, at “børn skal jo i skole - og sådan er det jo..."

Jeg fulgte flertallet. Flokken. Normen. Med tillid. Uden at stille yderligere spørgsmålstegn ved mit valg.

Stemte skolens værdier - eller mangel på samme - overens med mine? Blev mine børn kommunikeret med og til på samme måde, som jeg værdsætter?

Blev mine børn respekteret for egne behov og grænser? Var det rolige, afbalancerede voksne, der var omkring mine børn?

Hvordan foregik undervisningen egentlig? Hvad var indholdet og “metoderne..?"

Jeg Anede Det Ikke!

Og da jeg fandt ud af det, brød jeg mig bestemt ikke om det. For det var i virkeligheden kontrasten til alt, hvad jeg kæmpede for. I vores familie. I min virksomhed. Mit menneskesyn. Mine værdier.

Alt strittede imod. Og modarbejdede alt, jeg prøvede at lære og vise mine børn. At de har en stemme.

Deres egen.

Så at ens børn skal være et sted i så mange timer, hvor man (læs: Jeg) faktisk var imod måden, timerne foregik på, var at modarbejde mig selv og det, vores familie stod for. Og stadig gør. At børns stemme er lige så meget værd, som de voksnes. Og at ens fysiske krop ofte fortæller en, når man mistrives, og at man selv skal lære at handle. Ikke som flertallet dikterer. Men som man selv har brug for.

I starten tog jeg mine børn ud af skolen som et fravalg af folkeskolen. Uden at vide, hvad der så skulle ske. Men nu, tre måneder efter, har jeg mine børn hjemme som et tilvalg. Fordi det giver os en enorm stor frihed og fleksibilitet. Ikke kun i vores hverdag. Men som mennesker. Hele mennesker.

Jeg ser ikke det ene bedre end det andet. Der findes ikke kun en sandhed. Ikke kun en vej. Vi skal bare alle have lov til at følge ens egen.

Og vigtigst af alt; mine børn isolerer sig ikke længere under dynen eller på værelset eller smækker med døre. De er langt mere sociale og ude i samfundet og i det virkelige liv, end de var før, da de sad bag de firkantede vægge.

De lever nu.

En særlig tak til Grundloven, som sikrer os vores ret til selv at vælge. Trivsel kommer før læring.

Annonce
Pernille Neess Blix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Beboer i Østerbo i Vejle: Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på

Læserbrev: Rygning er farligt, passiv rygning er farligt. Det er der ikke nogen tvivl om. Derfor er det helt uforståeligt, at Østerbo ikke har taget højde for, at tobaksrøg, mados og andre lugte uhindret stiger op gennem det nye ventilationsrør for til sidst at ende i de øverste lejligheder. Ifølge planen skulle opsætningen af det nye ventilationssystem tage 17 dage for en opgang. Fire en halv måned senere er ventilationssystemet stadig ikke taget i brug, og passiv rygning er blevet et stort og farligt problem. Desværre er det ikke kun ventilationssystemet, der tager alt for lang tid, det gør alle de andre arbejder også. Et andet eksempel er udskiftningen af fire indvendige døre, der ifølge planen skulle tage halvanden dag for en lejlighed. Fire måneder senere er dette arbejde heller ikke færdigt. "Hvorfor får de aldrig gjort noget færdig?", spørger alle. Direktørerne og projektlederne i Casa og Østerbo kan prøve at spørge deres egne familier, hvad de vil sige til, at de kan forvente, der kan komme fremmede og låse sig ind på alle tider af dagen de næste fire måneder, hvis de bestiller håndværkere til at lave et arbejde, der kan gøres på halvanden dag. Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på. Håndværkerne bliver sendt rundt for at reparere ting, der er ordnet, og andre ting bliver ikke ordnet, fordi de glemmes, og sådan fortsætter det i månedsvis. Håndværkerne bliver frustrerede og stressede, og beboerne mistrives i en sådan grad, at det fører til trusler mod håndværkerne - noget, Casa og Østerbo let kan forebygge med lidt omtanke og respekt. Alle har ret til respekt for privatliv, familieliv og hjem ifølge FN's menneskerettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven, og målet helliger ikke midlet. Når vi har rettigheder, har andre pligter, og selvom tilgængelighedsprincippet til vore hjem blev ændret, da vi stemte ja til renovering, har vi stadig krav på respekt for hjem og privatliv. Casa skal naturligvis ikke have adgang til vore hjem længere end højst nødvendigt. Østerbo bliver nødt til at tage beboerne alvorligt og også lære at informere på en konkret og fyldestgørende måde, så vi ikke gang på gang bliver taget med bukserne nede, også i vore egne badeværelser, når der pludselig står fremmede i hjemmet. Beboerhåndtering og fagtilsyn består i, at beboerne skal henvende sig til Østerbo, men der er intet proaktivt tilsyn i lejlighederne. Henvendelserne fører sjældent til andet end en sludder for en sladder, og fem måneder efter min henvendelse har jeg stadig ikke fået svar fra Østerbo. Alt for mange har den oplevelse. Vi håber, Casa og Østerbo lærer af deres fejl og ændrer strategien for de sidste boligblokke.

Annonce