Annonce
Danmark

Vi skal ikke vride folk til den sidste blodsdråbe

Pia Olsen Dyhr

Pension: Der er desværre stor forskel på, om man har brugt sit liv på at bygge huse, hjælpe ældre borgere eller sidde bag et skrivebord. Men pensionsalderen er den samme. Afviklingen af efterlønnen, som var redningsplanken for rigtig mange nedslidte, kombineret med en stadigt stigende pensionsalder, er ikke en holdbar model. Det skal vi have fundet en løsning på.

Vi kan ikke leve med, at alt for mange borgere får en uværdig afslutning på arbejdslivet, fordi de bliver fastholdt på arbejdsmarkedet på et tidspunkt i livet, hvor de simpelthen ikke kan mere. Og vi kan ikke leve med, at hverdagen efter et langt arbejdsliv bliver præget af smerter.

Det gælder selvfølgelig både fysisk og psykisk nedslidning.

Men måske er der lys for enden af tunnelen. Der tegner sig nemlig et flertal i Folketinget for at ændre loven, og det er vi i SF klar til at rykke på og holde de andre partier fast på.

Flertallet har tydeligvis rystet både Lars Løkke og hans ultraliberale regeringspartnere.

Løkke har pludselig indkaldt til forhandlinger, selvom vi alle ved, at han ikke har nogen ønsker om at differentiere pensionsalderen. Det er stik imod den politik, han står for. For bare to år siden foreslog Løkke det stik modsatte, nemlig at sætte pensionsalderen op. Samtidig er både de borgerlige medier og især Liberal Alliance med Joachim B. Olsen i spidsen gået i selvsving med at lægge ansvaret over på den enkelte.

Men nej, nedslidning handler ikke om, om man har røget cigaretter eller spist for mange burgere. Det handler om, at der er forskel på at komme på arbejdsmarkedet som 17-årig og lægge fliser, stå på et slagteri eller et stillads i 40 år - eller blive uddannet akademiker som 28-årig og sætte sig til rette på en arbejdsplads med frugtordning, hæve-sænke skrivebord og fleksible arbejdstider.

Forstå mig ret. Det er selvfølgelig fantastisk, at rigtig mange arbejdspladser er gode til at tage sig af deres medarbejdere. Det skal vi udbrede, så vi gør meget mere for at passe bedre på dem, der arbejder i en skurvogn, en fabrikshal eller i pleje- og omsorgssektoren.

Men vi skal også sikre, at der reelt er en værdig udvej for dem, der har brug for det.

Vi skal ikke vente, til folk ikke kan mere, og så lige tvinge dem ti gange mere rundt i manegen. Det er ikke rimeligt. Derfor støtter SF også en rettighedsbaseret ordning. Den skal være en kombination af, at dem som har været længst på arbejdsmarkedet kan trække sig tilbage tidligere, og at dem som er for eksempel 10 år fra pensionsalderen får ret til en arbejdsevnevurdering, som kan udløse enten halv eller hel seniorpension eventuelt kombineret med et seniorjob.

Det vil være med til at sikre, at alle nedslidte uanset anciennitet kan få en værdig afsked med arbejdsmarkedet.

Min kollega Karsten Hønge plejer at sige, at elevatoren mod pensionsalderen skal stoppe på flere etager. Det synes jeg er meget rammende. For vi kan desværre ikke alle sammen klare hele turen gennem arbejdslivet på fuld kraft.

SF er klar til forhandlinger, hvor vi selvfølgelig skal have arbejdsmarkedets parter til at hjælpe med at gøre nettet så finmasket, at ingen falder igennem. Det bliver en af de mest centrale opgaver for en ny regering, hvis flertallet skifter efter valget.

Lad os udnytte flertallet til at gøre en forskel. Det skal være slut med at tvinge den sidste rest af arbejdsevne ud af de nedslidte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce