Annonce
Horsens

Vi hjælper valgets debutanter med gratis avis

Peter Orry.

Horsens: Tusindvis af unge skal stemme for første gang, når vi skal til folketingsvalg. Det er ikke nødvendigvis så ligetil. Der er næsten utallige emner at sætte sig ind i, og der er rigtig mange, der gerne vil gøre sig til for at score de unge stemmer.

Vi vil gerne hjælpe førstegangsvælgerne. Derfor tilbyder vi dem et gratis, digitalt abonnement på Horsens Folkeblad/hsfo.dk i tre måneder. Da vi ved, at der er mindre end tre måneder til valget, gælder tilbuddet allerede nu.

Hvorfor vi er så gavmilde? For nu at bruge de store ord: for demokratiets skyld. Jysk Fynske Medier, som udgiver Horsens Folkeblad, har som sin mission at støtte demokrati og sammenhængskraft i lokalområderne. Det mener vi, at vi gør med god journalistik.

Stem på et oplyst grundlag

Mens mange - især unge - finder deres nyheder på sociale platforme som Facebook, hvor ingen kontrollerer eller står på mål for indholdet, hører vi til de klassiske og redigerede medier. Vi tjekker vores oplysninger, før vi bringer dem. Vi står på mål for vores indhold. Vi redigerer det væsentlige til og det uvæsentlige fra. Vi mener i al beskedenhed, at vi er til at stole på i modsætning til de sociale platforme, hvor noget nok er fakta, men hvor andet er fri fantasi.

Ikke mindst i en valgkamp er det vigtigt at skelne sandt fra falskt. Det er vores redaktionelle mål at få så mange som muligt til at stemme på så oplyst et grundlag som muligt. Derfor tilbuddet til dem, der skal stemme for første gang. Det gælder for personer over 18 år, der er født efter maj 1997, og som ikke har haft et abonnement på et af vores dagblade inden for de seneste seks måneder.

Hører du ikke selv til dem, så giv meget gerne tilbuddet videre til en af demokratiets debutanter ved dette valg.

Find tilbuddet på https://jfm.bestilavis.k/forstegangsvaelgere/

Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tirsdag morgen går alting lidt hurtigere på hsfo.dk

Nye briller, ny frisure eller et slips, der matcher efterårets farver - de fleste af os trænger til at få vores "look", som det hedder på nydansk, forfrisket en gang imellem. Og det gælder såmænd også Horsens Folkeblads hjemmeside, www.hsfo.dk, som tusindvis af horsensianere - flere og flere - klikker ind på hver dag. Den tekniske stab, der designer hjemmesiden, har arbejdet længe og målrettet med en opdatering, og i morgen tidlig, tirsdag klokken 4, går det nye hsfo.dk så i luften. Helt synligt vil det være, at hjemmesiden har fået nyt design og nye skrifter - men opdateringen indeholder også en række tekniske forbedringer, som vil komme læserne til gavn. Først og fremmest er den nye hjemmeside endnu hurtigere med nyhederne end den nuværende. Nyhederne kommer hurtigere ud i verden, når vi på redaktionen trykker "offentliggør" - og hjemmesiden reagerer mere tjept, når du som læser klikker på artikler og/eller billeder. Det nye design gør det samtidig muligt for os at præsentere flere nyheder ad gangen, især for dem, der følger med på en pc. Den nye hjemmeside er naturligvis også tilpasset iPads og mobiltelefoner, men her sætter skærmstørrelsen en begrænsning for antallet af overskrifter. Det bliver nemmere at finde frem til dagens e-avis, hvor man kan bladre gennem siderne ligesom i den trykte avis. E-avisen får simpelthen en fast kasse på forsiden. Som noget nyt er det muligt at få en digital assistent - "hun" hedder Athena - til at læse nyhederne op. Det kan både være en fordel for dem, der måtte have svært ved at læse, og for dem, der for eksempel vil høre nyt, mens de kører bil. Endelig bliver det nemmere for læserne at udnytte og tilpasse vores nyhedsbreve, hvor man hver dag får en e-mail med de vigtigste overskrifter. Vi ved, at mange af jer, der læser den trykte avis, også følger med på nettet. Og vi håber og tror, at I vil synes godt om det nye hsfo.dk. Skulle der vise sig børnesygdomme - så tøv ikke med at kontakte redaktionen eller avisens Kundeservice. God fornøjelse i morgen klokken 4.

Annonce