Annonce
Læserbrev

Vi har også fået nok af halloween

Vi vil ikke lege med hekse, genfærd eller onde ånder. Vi vil forsage Djævelen og alt hans væsen.

Læserbrev: Væk med gyselige græskar. Afskaf halloween! Og istem en morgensang om Vor Herres Jesu nåde, der kan lyse og "kyse alle sorte trolde til den fæle Helved-ørk." Find den i salmebogen under "Op min sjæl, thi sol er oppe".

De færreste børn (og voksne) tænker vel over, at man ikke skal spøge med døden eller lege med ånderne.

Men jeg ved om en forhenværende satanist, der nu er blevet kristen, John Ramirez. Han advarer kristne forældre:"Lad ikke jeres børn fejre halloween!"

Han kender om nogen den okkulte verden og siger, det er umuligt at skille halloweens mørke oprindelse fra de tilsyneladende harmløse fejringer i vor tid.

Vi har også fået nok af halloween. Vi vil ikke lege med hekse, genfærd eller onde ånder. Vi vil forsage Djævelen og alt hans væsen.

Vi vil ikke lege gamle keltere og tage del i offermåltider mellem gravene på kirkegården i selskab med grinende græskarspøgelser.

Vi vil samles om den levende Jesus Kristus inde i kirken og i lys og glæde "knæle ned ved Kongens bord".

Og så vil vi takke Gud for vore kristne brødre og søstre, der nu i dag bliver forfulgt, fordi de tror på Jesus og alligevel holder fast, selvom det for nogle kan koste livet.

De er de moderne kristne helgener og martyrer, og vi takker for det eksempel, de giver os.

De bor i lande som Nordkorea, Kina og Indien og i muslimske lande som Iran, hvor mange muslimer møder Jesus i drømme og bliver kristne.

Allehelgensdag synger vi om dem i salmen "Den store hvide flok". "Her" (på jorden) "gik de under stor foragt, men se dem nu" (i Himlen) "i deres pragt."

Lad mig slutte med endnu en strofe fra en allehelgenssalme, "For alle Helgen, som i Kristi Tro stod fast i Striden". Det er en bøn: "Giv os at kæmpe med det samme mod"!

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgelige og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce