Annonce
Horsens

Fitnesscentre har tabt mange penge: Vi håber og tror på åbning 8. juni

Fit & Sund åbner et nyt, stort center på Langmarksvej. Anders Steffensen satser på, at det er godkendt til åbningsdatoen, når medlemmerne får lov at vende tilbage til træningscentrene. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Coronalukningen af fitnesscentrene har gjort ondt på lokale Fit & Sund, men indehaver Anders Steffensen har aldrig mistet troen på, at de klarer sig gennem krisen. Nu sætter han sin lid til genåbning i starten af juni. Og han er klar.
Annonce

Horsens: Anders Steffensen, indehaver af fitnessdelen i Fit & Sund, håber og tror, at han kan slå dørene op til Fit & Sunds fem træningscentre i Horsens mandag 8. juni eller få dage efter.

- Det har jeg stor tiltro til. Og vi er klar til at åbne med tiltag, der skal sikre afstand og afspritning. Jeg forventer også, at vi vil gøre mere, end vi skal. Et er, at vi skal overholde reglerne, men vi skal være helt sikre på, at vores medlemmer føler sig trygge, når de kommer for at træne igen.

Det har været en voldsom oplevelse at stå i spidsen for Fit & Sund, som inden lukningen havde lavet en aftale om nye lokaler på Langmarksvej, som nu er ombygget til fitnesscenter.

- Når vi åbner igen, er det med næsten 1700 flere kvadratmeter, end da vi lukkede på grund af corona.

Set med positive øjne giver det gode muligheder for at sikre afstand mellem medlemmerne, når de igen skal op på træningscyklen, til yoga eller noget helt tredje

- Lukningen har gjort ondt, og vi kommer til at tabe mange penge, men jeg er altid optimist i forhold til det, jeg laver. Jeg har aldrig tænkt, at vi ikke klarer den.

Det store spørgsmål er, hvor hurtigt vi får medlemstallet op, når vi åbner igen.

Anders Steffensen

Annonce

Tidsfaktoren er vigtig

For Anders Steffensen var det noget af et chok, da meldingen var, at fitnesscentrene først måtte åbne i august.

- 90-95 procent af vores indtjening kommer fra medlemskontingenter. Problemet er ikke, at mange melder sig ud, det tal er nogenlunde det samme som sidste år. Problemet er, at vi ikke får nye medlemmer. Jeg har ikke tallene, men hvis vi for eksempel mister 200 medlemmer i april, får vi måske samtidig 180 nye medlemmer, så faldet er kun på 20 medlemmer. Siden lukningen har vi kun mistet medlemmer uden at få nye.

- Det store spørgsmål er, hvor hurtigt vi får medlemstallet op, når vi åbner igen. Og her kan man sige, at sommeren ikke er den bedste tid at åbne i. Vi vil bare gerne i gang igen hurtigst muligt, men lige nu står vi et vakuum, siger Anders Steffensen.

Annonce

Vi er klar

- Det gør en kæmpe forskel, om vi kan åbne i juni eller august. Jo længere der går, desto færre medlemmer har vi tilbage. Og når vi åbner, er udgifterne stort set de samme, om vi er få eller mange, der træner. Vi kan spare lidt på vand, men vi tænder stadig lyset i hele centret og skal betale hele huslejen. Så det store spørgsmål er, hvor hurtigt vi kan komme op på et medlemstal, så det løber rundt igen. Men jeg tror på det. I løbet af ni et halvt år har vi ti-doblet vores omsætning, så vi må have gjort noget rigtigt, og det skal vi arbejde videre med.

Den politiske besked om genåbning i august blev mødt med en del udmeldinger fra medlemmerne.

- Om det så bliver udjævnet i løbet af måneden, ved jeg ikke - men politikerne tog ikke hensyn til, at sådan en melding koster hos os.

Siden har den politiske debat overbevist ham om, at åbningen i stedet bliver 8. juni eller kort efter.

- Jeg tror på det. Og vi er klar.

Annonce

Ingen træning udendørs

Nogle centre har lavet hold med udendørsfitness, den mulighed har Anders Steffensen ikke benyttet sig af.

- Hjælpepakkerne er skruet sådan sammen, at trækker vi en medarbejder på arbejde for at have et hold i en time, så koster det en hel dags lønkompensation. Og en træner kan ikke have hold i otte timer uden at blive skadet, så det vil blive en meget dyr time.

Og, som han siger, med næsten 8000 medlemmer og højest ni deltagere på hvert hold skulle der laves rigtig mange hold, for at det reelt kunne gøre en forskel for medlemmerne.

Fit & Sund har i alt 137 medarbejdere med stor variation i timetal. Det svarer til 26-27 fuldtidsstillinger. Centrene har kunnet sende medarbejderne hjem med lønkompensation.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce