Annonce
Erhverv

Vi blev udsat for værre forhold end grisene - Danish Crown afviser

Jan Balcks krop er slidt ned, og han har svært ved at løse dagligdagsopgaver. Han bebrejder primært arbejdsforholdene på Danish Crown, at hans krop er slidt ned. Foto: Morten Pape

Jan Balck bebrejder primært arbejdsforholdene på Danish Crown, at hans krop er slidt ned. Produktionsdirektør kan ikke genkende kritikken.

Horsens: I en alder af blot 43 år er horsensianske Jan Balck slidt ned og færdig på arbejdsmarkedet.

Det skyldes, er han overbevist om, primært forholdene på Danish Crown, hvor han var ansat i 22 år. Først som rengøringsmand og senere som servicemand og mestersvend.

- Skaderne i min ryg skyldes det arbejde, jeg udførte på Danish Crown. Der var jeg dagligt udsat for belastninger, der ikke burde forekomme, siger Jan Balck, der stoppede på Danish Crown i slutningen af 2015.

På Danish Crown var der ifølge Jan Balck ingen officiel arbejdsbeskrivelse, der dikterede, hvad han skulle lave. Den mundtlige jobbeskrivelse lød på, at han skulle overvåge fabrikkens automatiske system og rette de fejl, der måtte opstå undervejs. Og fejl, dem var der ifølge Jan Balck mange af. Urimeligt mange.

- Der var slet ikke styr på produktionen. Det hele skulle foregå automatisk, men systemet virkede ikke, og vi medarbejdere måtte ustandseligt træde til manuelt, når systemet gik ned. Det vil sige kravle rundt på gulvet, bære tunge kasser, klatre i højder og udsætte os selv for fare - alt sammen for, at produktionen ikke skulle gå i stå, og alt sammen med et utilfredsstillende niveau af hjælperedskaber, siger Jan Balck.

For mens produktionsevnen hele tiden blev optimeret, blev der ifølge Jan Balck ikke gjort mange tiltag, der tilgodeså medarbejderne.

- Danish Crown optimerede, så firmaet kunne producere mere, men vi medarbejdere, der stod i pakkeriet, blev syltet. Vi blev udsat for værre forhold end grisene, siger Jan Balck.

Der er ikke nogen afdelinger, der ikke bliver prioriteret. Vi optimerer produktionen, men vi gør det ikke uden at sikre os, at de forhold, vi tilbyder vores medarbejdere, er ordentlige.

Per Laursen

Nogle bøller

Som eksempel på de hårde arbejdsforhold nævner Jan Balck, at selvom det var det automatiske systems opgave at løfte tunge genstande, talte han sig til, at han dagligt løftede mellem 800 og 1000 kasser med kød på op til 40 kg.

- Og når nogen kom til skade - der var mange skarpe kanter, og kasserne faldt jævnligt ned fra hylderne som regnbyger, så det var nemt at komme til skade - så fik vedkommende blot en advarsel af ledelsen. I stedet for at anmelde skaden fik vi blot at vide, at vi havde gjort noget, vi ikke skulle. Og vi havde jo ikke nogen arbejdsbeskrivelse at henvise til, siger han.

- Danish Crown er nogle bøller, og på sigt bliver virksomheden en folkesygdom i Horsens, sådan som den behandler sine medarbejdere, siger Jan Balck.

Signal til medarbejderne

Hos Danish Crown er produktionsdirektør Per Laursen forundret over den kritik, Jan Balck retter mod slagterivirksomheden.

- Hvis der er medarbejdere ude på vores virksomheder, som kommer i nærheden af at opleve det, som den tidligere medarbejder beskriver, så vil jeg opfordre dem til at tage fat i deres arbejdsmiljørepræsentant og fortælle det, så der kan blive gjort noget ved det, siger Per Laursen, der i det store hele har svært ved at genkende Jan Balcks kritik.

Heriblandt Jan Balcks afsavn af en arbejdsbeskrivelse.

- Det er overenskomstfastsat, at der skal være en arbejdsbeskrivelse, og uden en sådan ville vores folk ikke kunne arbejde eller få udbetalt løn, siger han og slår fast, at alle arbejdsskader på Danish Crown bliver anmeldt.

- Men en medarbejder kan godt komme til skade og samtidig få en advarsel, hvis han har tilsidesat vores sikkerhedsregler, eksempelvis hvis han ikke har taget sikkerhedshandske på den hånd, han ikke holder kniven med. Det er vores signal til medarbejderne om, at vi ikke accepterer, at de ikke overholder sikkerhedsreglerne, siger Per Laursen.

Ordentlige forhold

Produktionsdirektøren vil gerne medgive, at der i perioden, efter Danish Crown var kommet til Gedved, gik noget tid med indkøring, hvor systemet ikke var helt oppe at køre.

- Og når man har en produktion af den størrelse, som vi har i Horsens, blandt andet med 10 kilometer bånd, så vil der selvfølgelig være stop hver dag. Men at en medarbejder har løftet så mange varer rundt (800 til 1000 kasser på op mod 40 kg om dagen, red.), det virker usandsynligt, siger Per Laursen.

Han kan heller ikke genkende udlægningen af, at medarbejderne i pakkeriet blev syltet.

- Der er ikke nogen afdelinger, der ikke bliver prioriteret. Vi optimerer produktionen, men vi gør det ikke uden at sikre os, at de forhold, vi tilbyder vores medarbejdere, er ordentlige, siger han.

Af samme grund mener han også, at sikkerheden for medarbejderne er ordentlig.

- Det er korrekt, at der er skarpe kanter, hvis man kravler rundt i maskineriet, men det er ikke tiltænkt, at nogen skal gøre det. Der er endda klare regler for, at de rengøringsfolk og mekanikere, der skal op i maskinerne, skal benytte de trapper og adgangsveje, vi har lavet, siger han.

- Og i al den tid, jeg havde min daglige gang i slagteriet i Horsens (Per Laursen sidder i dag i Randers, red.), har jeg aldrig oplevet, at bakkerne er faldet ned fra reolerne i byger. Og jeg har aldrig hørt, at andre skulle have oplevet det, siger han.

Jan Balck har på baggrund af sin nedslidning hos Danish Crown søgt om erstatning hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen). En anmodning, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har afvist.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce