Annonce
Debat

Vi betyder mere for hinanden end vi tror

Som psykolog hører jeg ofte folks livshistorier. Nogle gange hører jeg om en barndom så forfærdelig, at det er vanskeligt for mig at forstå, hvordan det barn nogensinde er blevet voksent. Jeg hører mine klienter fortælle om den tanke, der ofte strejfede dem: Er livet virkelig værd at leve? Leonard Cohen synger, at der er en sprække i alting; det er sådan, lyset trænger ind. På topsikrede fængsler fandt man ud af, at selvmordsraten blandt indsatte faldt markant, hvis man gav de indsatte et indtryk af, at flugt var en mulighed. Håbet er livsvigtigt. Og det håb indgydes af andre mennesker. Men for nogen findes de sprækker ikke. Nogle vælger derfor døden frem for livet. Også børn.

Men andre finder den sprække, hvorigennem lyset strømmer ind. Eller rettere sagt: Andre møder mennesker, som åbner den sprække for dem. Det kan være en buschauffør. En klient fortalte mig, at havde det ikke været for chaufføren i skolebussen, havde hun ikke siddet her i dag: “Han smilede altid til mig og var venlig. Jeg husker en gang, hvor jeg bad ham køre en ekstra tur i en rundkørsel, og han gjorde det. Det lyder fjollet, men det gav mig en tro på livet.” Mon den buschauffør var klar over, at han stod med den lille piges liv i sine hænder?

Børn, som har overlevet og præsteret på trods af svære opvækstvilkår, bliver i folkemunde kaldt 'mælkebøttebørn', fordi de ligesom mælkebøtten gør det utænkelige: Bryder igennem og blomstrer på trods af overvældende modstand. Det har været foreslået, at mælkebøttebørn skulle være født særligt robuste. Det lader ikke til at være tilfældet. Det er ikke deres medfødte genetik, som gør dem til mælkebøttebørn, men de møder, de har haft med andre mennesker. Det er ikke, hvem de er; det er hvem, de har mødt. Mennesker, som i kraft af deres varme og oprigtige nærvær har indgydt dem håb. Et håb om, at der er en sol over asfalten. Det er næsten ikke til at fatte, at et møde med et andet menneske med nærvær og varme kan være forskellen på liv og død. Men det kan det. Derfor er det afgørende, at vi dropper idéen om, at mælkebøttebørn overlever, fordi de er stærke i sig selv. De er stærke i kraft af andre.

Jeg stødte engang på en tankevækkende beretning. For mere end 50 år siden gav en ung sociologiprofessor på John Hopkins-universitetet i USA sine elever en opgave: De skulle interviewe 200 unge i byens slumkvarterer. Derefter skulle de forudsige de unges fremtid. Studenterne nåede frem til det resultat, at 90 pct. af de unge ville tilbringe en større eller mindre del af deres liv i et fængsel. Så gik der 25 år. Nu bad han sine nye studerende finde de unge, som var blevet interviewet for 25 år siden. De fandt 180 af de 200. Kun fire af dem havde været i fængsel. Hvorfor havde de taget så meget fejl i deres forudsigelser?

Da de læste interviewene, bemærkede de, at mere end 100 af de unge havde talt om en lærer, de alle havde haft. Hun hed Sheila O’Rourke og var i mellemtiden blevet 75 år og kommet på plejehjem. Da hun blev spurgt, hvorfor hun blev nævnt af alle disse unge, kunne hun bare sige: ”Det eneste, jeg gjorde, var at elske hver eneste af dem!” Måske havde Sheila O’Rourke virkelig så stor betydning, at hun ændrede drengenes livsbane. Noget i forskningen støtter i hver fald den hypotese. Vi kan se, at den faktor, som allerbedst forudsiger trivsel senere i livet er minimum én tryg voksen tilknytningsrelation. Det betyder én voksen, jeg kan mærke holder af mig, én, jeg kan betro mine inderste tanker uden at frygte, at den pågældende støder mig bort. Èn voksen, som er i mit liv længere tid ad gangen. Det behøver ikke at være en forælder. Det kan lige så vel være en lærer eller en pædagog i børnehaven.

Her rammer vi ind i noget helt centralt. I øjeblikket bliver netop kvaliteten af vores pædagoger diskuteret markant efter TV2-dokumentaren “Daginstitutioner bag facaden” kunne afsløre, hvordan børn oplevede ikke at blive trøstet, men talt nedladende til og ignoreret af det pædagogiske personale. Det er hjerteskærende tv, og det er skyggesiden af voksnes betydning for børn. For ligeså meget som forældre, pædagoger og lærere kan have en opbyggelig betydning for børns selvværd, kan de have en nedbrydende. For ikke så længe siden havde jeg en klient, hvis klasselærer i folkeskolen havde nedbrudt hendes selvtillid totalt. Det var ikke noget, læreren havde sagt eller gjort direkte. I hvert fald kunne min klient ikke sætte en finger på, hvad det konkret var, læreren havde gjort. Det nærmeste, hun kunne komme, var en modvilje, hun havde fornemmet fra klasselærerens side. Børn fornemmer alt. Særligt fornemmer de, når mennesker rundt omkring dem har vanskeligt ved at holde af dem.

Det ville være betydningsfuldt ud over alle grænser for børn, hvis vi voksne, som til dagligt har berøring med dem, uanset om vi er forældre, pædagoger eller lærere, indhenter viden og støtte, så vi kan lære at holde af dem. Gad vide, hvad der ville ske, hvis vi alle spurgte os selv: “Ville de børn, jeg nu engang har ansvaret for, sige, at jeg holder af dem?” Hvis jeg svarer nej til det spørgsmål, melder næste spørgsmål sig: “Hvori består mine barrierer for at holde af de her børn? Hvem eller hvad kan hjælpe mig med at bryde de barrierer ned?”

TV2-dokumentaren afslørede nemlig, at det ikke kun er dårlige normeringer, som står i vejen for den gode voksen-barn kontakt i daginstitutioner. Hver enkelt af os bærer rundt på psykologiske barrierer for vores kærlighed, vi selv kan søge hjælp til at nedbryde. Men vi kan også hjælpe hinanden. Som reaktion på dokumentaren markerede forældre landet over med balloner, hjemmelavede skilte og hjerter deres støtte til pædagogerne i deres børns institutioner. Ikke som en underkendelse af dokumentaren, men som en anerkendelse af de pædagoger, som hver eneste dag løfter en livsvigtig opgave. Dét betyder noget. De forældre har stillet sig selv det næste væsentlige spørgsmål: “Hvordan kan jeg støtte andre, så deres kærlighed får de bedste mulige betingelser for at blomstre?”

Frej Prahl har netop udsendt bogen "ARGH. Den sunde vrede i familielivet" på Kristeligt Dagblads Forlag

Annonce
Frej Prahl
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Formand i replik: Mangel på halkapacitet bremser kommunens vision om flere idrætsaktive borgere

Læserbrev: Horsens Folkeblad skrev lørdag 19. oktober, at det halter med halgulv, og at det kun er Københavns Kommune, der er ringere stillet end Horsens Kommune. Formanden for kultur- og civilsamfundsudvalget, Jakob Bille, mener ikke, at der er et problem, da flere nye haller er på vej. Han mener endvidere, at flere nye kunstgræsbaner samtidig vil frigøre indendørs kapacitet. Line Læsøe fra Sport Horsens betragter sin egen lokalforening og mener på den baggrund, at kapaciteten kunne udnyttes bedre, end den bliver i dag. Til trods for at vi i Østbirk nu i godt et år har haft to haller, er virkeligheden hos os i Østbirk IF en anden. Vi er taknemmelige for vores nye hal. Den erstattede skolens gymnastiksal, og vi har derfor fået samlet næsten alle foreningens aktiviteter i eller omkring Østbirkhallen, og det har givet et kæmpe løft til det sociale liv i ØIF. Men det halter stadig med kapaciteten. I ØIF har vi 10 aktivitetsudvalg med et varieret idrætstilbud til borgerne i og omkring Østbirk. Skolen råder over hallerne i dagtimerne, men deler velvilligt med ØIF's senioridrætsudøvere og tennisspillere. Mellem kl. 15 og 21 (nogle dage til kl. 22) er hallen fuldt booket - ofte med tre igangværende aktiviteter på samme tid. Så jeg har vanskeligt ved at få øje på, hvordan vi i ØIF skulle kunne udnytte kapaciteten bedre, end vi gør i dag. Det er svært at få haltidskabalen til at gå op, og der må indgås kompromiser for at skabe plads til alle. Byrådet har besluttet, at de næste kunstgræsbaner skal placeres i Østbirk og Hovedgård. Der er næsten dobbelt så mange fodboldspillere i Østbirk som i Hovedgård, så vi har en forventning om, at analyse og sund fornuft sender den første af de to nye baner til Østbirk. Men vi har ingen forventning om, at det vil flytte mere af fodbolden ud af hallen og derved frigøre tid til andre aktiviteter. Horsens Kommune har en vision om, at 10.000 flere borgere skal være idrætsaktive om fem år. Lidt løs hovedregning fortæller, at 350 flere borgere i Østbirk skal være idrætsaktive. I ØIF er vi ca. 1300 aktive, og vi skal så forventeligt skaffe kapacitet til en stor andel af de yderligere 350 idrætsaktive borgere. I ØIF har vi allerede arbejdet med kommunens vision, og vi har klare mål om at starte endnu flere aktiviteter, f.eks. floorball og basketball, op. Men visionen bremses desværre af mangel på haltider, medmindre vi udvider dagen yderligere eller nedlægger andre aktiviteter. Det første bliver vanskeligt at gennemføre, og det sidste giver ingen mening. Så det kan godt være, at kapaciteten andre steder i kommunen kan udnyttes bedre, men det er ikke tilfældet i ØIF. Vi har viljen til at arbejde med på Horsens Kommunes vision, men vejen mangler.

Annonce