Annonce
Indland

Verdensstjernen Wozniacki nåede sine mål

Issei Kato/Reuters
Verdensstjernen, grand slam-vinderen og den tidligere verdensetter Caroline Wozniacki, der i januar indstillede tenniskarrieren, fylder 30 år den 11. juli.
Annonce

Hun nåede de meget ambitiøse mål, hun satte sig som tennisspiller, Caroline Wozniacki, der lørdag den 11. juli fylder 30 år. Således vandt hun et grand slam-trofæ og lå nummer et på verdensranglisten, inden hun i januar takkede af som 29-årig.

Grundlaget for succesen, der gjorde hende til en af Danmarks største atleter i historien, var hårdt arbejde, fra da hun var en ung pige. Med sine polske rødder blev hun uddannet efter den østeuropæiske skole med far Piotr Wozniacki som træner igennem stort set hele karrieren.

Kimen var lagt til noget stort, da Wozniacki i 2006 strøg til tops i juniorernes Wimbledon, og da hun året efter for alvor tog skridtet ind i de voksnes rækker, stormede hun frem på WTA-ranglisten, og marchen kulminerede, da hun i 2010 avancerede til pladsen som nummer et i verden. En placering hun samlet havde i 71 uger.

Wozniacki var bare 11 år, da hun i et tv-interview satte ord på sine ambitioner. Hun ville netop være nummer et i verden og vinde en grand slam-turnering.

Det sidste skulle dog blive en hel del sværere, og nogle mente, at hun ikke var en værdig verdensetter, når hun ikke havde vundet en af sportens fire store turneringer.

Flere gange var hun meget tæt på. Hun tabte US Open-finaler til Kim Clijsters i 2009 og til Serena Williams i 2014, og da hun siden ramte en periode med formnedgang og deroute, blev hun af mange regnet færdig blandt de bedste.

Men Wozniacki var på alle måder en fighter, der aldrig gav op. Hun arbejdede sig tilbage og havde en forrygende periode i 2017, hvor hun spillede noget af karrierens bedste tennis.

I slutningen af det år triumferede hun ved sæsonfinalen, der har deltagelse af årets otte bedste spillere, og hun var stadig på toppen af formkurven, da den næste sæson begyndte i januar.

Ved årets første grand slam-turnering, Australian Open, lykkedes det endelig at vinde et af de fire grand slam-trofæer efter en nervepirrende finale mod Simona Halep.

Det skulle dog gå ned ad bakke senere samme år, da hun i sensommeren fik konstateret leddegigt. Det kom til at hæmme hende sammen med en række andre skader i store dele af 2019.

I december kom meddelelsen så. Wozniacki annoncerede, at Australian Open i januar ville blive hendes sidste turnering. Således sagde hun farvel, hvor hun havde fejret sin største sejr.

Allerede inden karrieren var helt slut, begyndte hun i 2019 at studere business-fag på Harvard. Samme år blev hun også gift med den tidligere basketballspiller David Lee.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Forstå kravet om mundbind i Horsens: Hvor skal man have dem på? Hvem kan slippe for dem? Må man bruge et af stof?

Annonce