Annonce
Danmark

K og V vil presse regeringen til cigaretpris på 60 kroner

Vibeke Toft/Ritzau Scanpix
Hvis ikke regeringen vil hæve prisen på cigaretter til 60 kroner, vil Konservative og Venstre samle flertal.

Hvis ikke regeringen hæver priserne på cigaretter til 60 kroner per pakke fra nytår, vil De Konservative og Venstre forsøge at samle et flertal uden om regeringen.

De Konservative fremsatte tirsdag et beslutningsforslag om, at partiet ønsker prisen sat op til mindst 60 kroner.

- Tobak er en kæmpe dræber, og prisen er især vigtig i forhold til at forhindre, at børn og unge begynder at ryge. Og det er vigtigt, at der kommer en markant stigning, så det får en effekt, sagde sundhedsordfører Per Larsen (K) onsdag til Altinget.

Venstre er også klar til at lade cigaretprisen stige fra de nuværende 40 kroner, siger sundhedsordfører Sophie Løhde (V) til Berlingske.

Venstre vil have det med ind i finanslovsforhandlingerne.

- Vi vil sikre, at der bliver handlet med et væsentligt højere ambitionsniveau end det, som regeringen ser ud til at lægge for dagen.

- Børn, unge og rygning hører ganske enkelt ikke sammen, og derfor skal der ske noget nu, siger Sophie Løhde til Berlingske.

Forud for folketingsvalget 5. juni var der bred enighed om, at priserne på cigaretter skulle stige. Men ifølge Altinget er regeringens plan for nuværende at hæve prisen til 50 kroner per pakke over tre år.

Til Berlingske siger Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, at Altingets oplysninger ikke er et udtryk for regeringens politik på området, eller hvad regeringen vil foreslå til finansloven.

- Sophie Løhde er kandidat til danmarksrekorden i hykleri, når det kommer fra hende, at der skal sættes fut under arbejdet mod tobak.

- Som sundhedsminister afviste hun selv at lade priserne stige, og man standsede også den løbende stigning i cigaretpriserne, siger han.

Regeringens støttepartier ønsker alle mærkbart højere cigaretpriser.

- Vi går efter 70 kroner, men 60 kroner er bedre end ingenting. Og det burde der være mulighed for at opnå et flertal for i finanslovsforhandlingerne, sagde forebyggelsesordfører Nils Sjøberg fra De Radikale onsdag til Altinget.

SF og Enhedslisten er ifølge Berlingske også parat til at hæve cigaretpriserne til 60 kroner.

- Rygning er klart en af de største faktorer i forhold til at skabe ulighed i sundhed, og det er et udtalt problem, at et stigende antal unge begynder at ryge, siger Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten, til avisen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: FLAG-evaluering viser gode resultater, ’når planer går i fisk’

Den danske FLAG-ordning er netop blevet evalueret af COWI, og resultatet er positivt! Evalueringen beskriver set-up’et for ordningen, som handler om, at hver FLAG-forening laver en udviklingsplan og ansætter en koordinator, hvorefter lokale virksomheder og organisationer kan søge støtte og få hjælp til fremme af ideer, som falder ind under planen. FLAG-bestyrelsen indstiller projekterne til Erhvervsstyrelsen, som udfører legalitetskontrol og udbetaler støttebeløbene. På europæisk plan er der oprettet knap 370 FLAG’er, hvoraf 10 er danske. Fra EU’s side er argumentet for at støtte FLAG’erne, at lokale ideer, initiativer og ressourcer tages som udgangspunkt for udvikling, og at der arbejdes på tværs af sektorer som fiskeri, turisme og kulturinstitutioner for at opfange og udvikle nyskabende løsninger. Denne tilgang til udvikling kaldes CLLD (community-led local development). CLLD placerer lokalbefolkningen i førersædet, så de kan beslutte, hvordan de vil bruge EU-finansiering til at forbedre deres område. Men hvad er det for projekter, de danske FLAG’er sætter i værk? Et eksempel er Motorfabrikken Marstal, som med midler fra FLAG-ordningen har renoveret en del af en gammel fabrik og er ved at skabe et innovativt kontormiljø, hvor iværksættere kan leje et kontorlokale og deltage i kurser og workshops. På et senere tidspunkt planlægges yderligere renovering til konferencefaciliteter og et værksted, der bygger på både traditionelt håndværk og nye digitale maritime industrier. En stor del af de gamle maskiner findes stadig i bygningen, og man vil genoplive bygningerne i overensstemmelse med deres tidligere brug, da det kan skabe merværdi og inspirere iværksættere. Projektet er med til at udvide opfattelsen af, hvad maritime erhverv er. Det anses som vigtigt for også at få unge mennesker og tilflyttere til at bo og arbejde i kystsamfund. Et andet projekteksempel er Kerteminde Maritime Haver, som har opnået støtte til at etablere en besøgs- og formidlingsattraktion, der kobles sammen med sejlads med turister. Turisterne vil som et stop på turen modtage historier om og smagsprøver af tang og skaldyrsproduktion. Projektet er netop et godt eksempel på, hvordan lokalområder kan have gavn af at erfaringsudveksle og lære af hinanden. Kerteminde Maritime Haver er således blevet opbygget på basis af både lokal viden og erfaringer med en lignende havhave ved Ebeltoft. De maritime erhverv har aldrig været lukkede om sig selv. En anbefaling om en understøttelse af flere samarbejdsprojekter kunne bringe nye og frugtbare koblinger af projektideer med sig. COWI’s evaluering fastslår, at FLAG’erne allerede har opfyldt en del af de mål, som fra nationalt hold har været opstillet for deres indsats for programperioden 2014-2020. FLAG’erne er lykkedes med at få iværksat relevante projekter, skabe beskæftigelse og være en solid sparringspart for projektansøgere i deres lokalområder. Dette selvom ansøgningsprocessen beskrives som forholdsvis indviklet. Der er også skabt resultater, som er sværere at måle, som bedre fællesskab i lokalområder, bedre oplevelser og rammebetingelser. Hvad angår samarbejdsprojekter lever man imidlertid ikke op til det ved programstart fastsatte mål om, at der skal gennemføres samarbejdsprojekter mellem FLAG’er i Danmark og mellem danske og udenlandske FLAG’er. Der er nemlig ifølge evalueringen kun iværksat 1 samarbejdsprojekt ud af et samlet måltal på 18 projekter. Samarbejdsprojekter er netop vigtige for at øge muligheden for nyskabende erhvervsaktivitet, for opnåelse af kritisk masse for et projekt, for at indgå i nye netværk, eller for at få adgang til nye markeder. Så når der ikke er fastlagt nogle anbefalinger for FLAG-delen af evalueringen, kunne dette godt være et område at komme med én!

Annonce