Annonce
Odder

Venstre vil have fat i ungdommen

Der bliver bejlet til de unge vælgere, og Venstre ved godt, at fødekæden skal holdes intakt, hvis der skal være kandidater til byrådet i fremtiden. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Alle partier har en opgave, mener Jan Gade, der blev genvalgt som formand på partiets generalforsamling. Her blev der evalueret på sidste års kommunalvalg.

Odder: Vi kan have en aldrig så god borgmester. Men hvis vi ikke kan få nogen til at sidde i byrådet, så hjælper det jo ingenting.

Konstateringen kommer fra Jan Gade, der mandag aften blev genvalgt som formand for Venstres partiforening i Odder. Det skete på en generalforsamling på Odder Parkhotel, hvor det gråhårede segment var fint repræsenteret blandt de 40 fremmødte.

- I aften er vi flest af "det grå guld", og ser vi fremad, må vi indrømme, at os er der ikke megen fremtid i. Vi skal finde en måde at tiltrække de unge "zappere" på. Jeg kender ikke svaret, men tænker, at det er en udfordring for alle partier. Derfor skal det også løses tværpolitisk og i samarbejde, havde Jan Gade på forhånd skrevet i sin beretning.

Han henviser til, at det nyvalgte konservative byrådsmedlem Martin Mikkelsen har indbudt til et tværpolitisk samarbejde om emnet. Venstres Ungdom deltager i arbejdet, men ifølge Jan Gade skal det også have topprioritet i Venstres bestyrelse.

- Det er et generelt problem for de politiske partier, og vi er nødt til at samarbejde om at løse det. Med de sociale medier, vi har i dag, så kører de unge videre, hvis der ikke er noget, der lige passer dem. Der er ikke mange, der er med i et politisk parti hele deres liv længere. Det er heller ikke sikkert, at det skal være sådan, men så må man finde en anden måde at strukturere det på, siger Jan Gade.

Annonce

Mange unge er aktive, mens de er på gymnasiet, og så flytter de til Aarhus.

Jan Gade, Venstreformand

Kamp om posterne

Jan Gade blev uden modkandidat genvalgt som formand, men der var rift om bestyrelsesposterne, da Venstre mandag holdt generalforsamling. Syv stillede op til fire pladser, og de fremmødte valgte Jørgen Johansen, Kim Møller, Hanne Appel og Mette Klougart ind i bestyrelsen. Dermed fik Morten Hermansen og Doris Feldborg ikke genvalg.

Jan Gade og Anders Katholm blev valgt til Venstres kredsbestyrelse og Poul Fabricius til regionsbestyrelsen.

Manglede fire på listen

Han ved godt, at mange af de politisk aktive unge forsvinder, når de begynder at studere.

- For to år siden havde vi seks-syv VU-medlemmer, nu er de flyttet. Odder ligger naturligt for, at man flytter til Aarhus som ung, men hvis der ikke er to-tre, der driver værket, så nytter det ikke noget, mener Jan Gade.

Ved valget i november fik Venstre en fremgang på 30 stemmer i forhold til valget i 2013, men mistede alligevel et mandat, fordi der er kommet flere borgere i kommunen og dermed flere vælgere. Og mange af dem stemte på andre partier.

- Hvis vi havde haft fire kandidater mere på listen, som alle havde fået nogle stemmer, så havde vi sandsynligvis fået et mandat mere. I lokalpolitik handler det om at have nogle kandidater, som folk kender og vil stemme på. Hvis vi skal evaluere på valget, så gælder det om at få listen fyldt op, siger Jan Gade.

Uffe sugede stemmer til sig

Borgmester Uffe Jensen (V) fik næsten 60 pct. af de stemmer, der tilfaldt Venstre, og Jan Gade har noteret sig, at Socialdemokraternes nye borgmesterkandidat, Lone Jakobi, klarede sig godt.

- Er du bekymret for, hvad der vil ske, hvis Uffe Jensen ikke genopstiller?

- Den bekymring skal man selvfølgelig altid have. Der er ikke nogen, der er uundværlige, men jeg håber da, at han kan få en periode mere. Han har alderen til det, men vi må erkende, at han ikke sidder til evig tid, siger Jan Gade.

Han har til gengæld noteret sig, at partiets nye byrådsmedlem Lone Riis fik et flot valg.

- Hun stillede op for første gang og fik 487 stemmer, hvilket gjorde hende til kommunens fjerdestørste stemmesluger, sagde Venstre-formanden i sin beretning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Annonce