Horsens: Udviklingen i Horsens har simpelthen overhalet de planer, kommunen har for trafikken, indenom, før den nuværende trafikplan Trafik2030 er ført ud i livet, og derfor skal den ændres.
Sådan lyder det fra Venstres gruppeformand i Horsens Byråd Martin Ravn forud for de forhandlinger om det kommende kommunale budget, der begynder i weekenden.
Et af de vigtigste punkter, han har med, når han lørdag mødes med borgmesteren, er, at der skal handles på trafikområdet. Og det skal ske nu, mener han. Udviklingen i Horsens har nemlig i meget høj grad udfordret trafikafviklingen igennem byen - og der er ikke udsigt til, at
Han peger bl.a. på, at nye, store byggerier på bl.a. Nordhavnen, Godsbanearealet og Vejlevej efter hans mening ikke er tænkt ind i den trafikplan, som byrådet vedtog i 2017, og som lægger retningslinjerne for udviklingen af vejnettet frem mod 2030.
- De byggerier har ændret og kommer til at ændre trafikken i Horsens by rigtig meget. Og det bliver vi nødt til at se i øjnene og indrette os efter, siger Martin Ravn.
- Man troede, at jo flere ringveje man byggede, desto bedre. Men det har vist sig, at vi stadig har massive problemer i midtbyen. Særligt i kvarteret omkring Bygholm Parkvej og Holmboes Allé.
- Det hjælper f.eks. ikke at opgradere Langmarksvej for at få ledt trafikken væk fra f.eks. Nørregade og Amaliegade, når det ikke er her, vi har de største udfordringer i dag. Trafikken har flyttet sig. De helt store problemer er i området omkring Høegh Guldbergs Gade, Lilli Gyldenkildes Torv og Buchwalds Bro. Her har vi virkelig udfordringer med at få afviklet trafikken. Det skal vi have gjort noget ved, og det er ikke et problem, der kan løses med ringveje, siger Martin Ravn.
Fem nedslag i Venstres budgetforslag
- Oplandet: Områdefornyelsespuljen skal forhøjes med 20 millioner kroner. Det skal bl.a. være med til at lave løft af bymidterne i Hovedgård og Østbirk, som det i de senere år er sket i Brædstrup. Venstre vil også have oplandsudvalget gjort til et stående udvalg på niveau med de øvrige fagudvalg.
- Børn og uddannelse: Fleksible pasningsmoduler og feriepasningstilbud, der imødekommer forældre i hele kommunen. Partiet vil også sætte folkeskolerne mere fri til selv at bestemme over dagligdagen på skolerne.
- Ældre: Brugerråd og bestyrelser på plejecentrene. Beboere og pårørende skal inddrages langt mere i dagligdagen på plejecentrene. Venstre mener, at det vil mindste risikoen for omsorgssvigt - og at det vil give mere tryghed.
- Kommunen: Venstre vil have muligheden for en fire dages arbejdsuge og langt mere fleksible arbejdstider til kommunale medarbejdere undersøgt. Det skal bl.a. ske for at gøre det mere attraktivt at være ansat i Horsens Kommune, så kommunen altid kan tiltrække de bedste medarbejdere.
- Klima og miljø: Horsens Fjords tilstand skal forbedres. Venstre vil sætte gang i et omfattende analysearbejde, der skal kortlægge fjordens tilstand og mulighederne for at gøre noget ved problemerne.
Han understreger, at Venstre ikke vil skrotte trafikplanen.
- Men vi skal altid lave planer, vi er klar til at revidere. Vi bliver nødt til at tænke dynamisk, og vi skal være på forkant med den fantastiske udvikling, byen går igennem, siger Martin Ravn.
Stadsarkitekt skal
Et andet af Venstres store ønsker i forbindelse med det kommende budget handler også om byens fysiske udvikling. Partiet bakker nemlig meget kraftigt op om Konservatives ønske om en stadsarkitekt.
Vigtigt er det dog for Venstre, at en kommende stadsarkitekt ikke bare bliver et alibi.
- Stadsarkitekten skal ikke bare være en del af forvaltningen. Stillingen skal have langt mere pondus og tyngde, mener Martin Ravn, og forsætter:
- I dag er udviklingen omkring klima og biodiversitet ikke forankret noget særligt sted i kommunen. Det flyder rundt i de enkelte udvalg, og vi mangler en fælles strategi. Vi mener, det skal forankres hos stadsarkitekten. Hver gang, vi skal bygge eller udvikle, skal klimavinklen tænkes ind fra begyndelsen. Vi skal have arbejdet struktureret, så det forgrener sig ud - og vi skal have stadsarkitekten til at sidde med på højeste niveau med sin egen tværfaglige stab.