Annonce
Horsens

Venstre vil blokere for godsejers overtagelse af offentlig vej

Kort: Google

Et flertal i Horsens Byråd har givet ejeren af Mattrup Gods ved Føvling lov til at overtage en del af Våbenholmsvej. Venstre og Enhedslisten mener, at vejen fortsat skal være offentligt tilgængelig, og Venstre vil nu lave en indsigelse mod privati

Føvling: Er det i orden at overdrage en naturskøn, offentlig skovvej til lodsejeren, eller skal kommunen fastholde alle bilisters adgang til vejen?

Et flertal i Horsens Byråd bestående af alle partier minus Venstre og Enhedslisten har sagt god for det første og vil dermed nedklassificere Våbenholmsvej mellem Stidsmøllevej og Lillebuskvej fra offentlig til privat vej.

Vejen er en 1,3 km lang skovvej, som krydser jord, der er ejet af Mattrup Gods.

Godsejeren, Anders Steen Westenholz, har bedt kommunen om lov til at overtage vejen og spærre den for uvedkommende biltrafik. Til gengæld overtager han forpligtelserne i forhold til vejvedligeholdelsen, snerydning m.m.

Det stemte et flertal i byrådet for, men Venstres Jens Pedersen og Ingerlise Thaysen argumenterede for, at vejen fortsat skal være offentlig.

- I budgetforliget skrev vi, at vi ønsker øget tilgængelighed i landdistrikterne, og vi gør det modsatte her. Hvis vi skal bevare troværdigheden, bør vi gøre det, vi skriver, lød det fra Jens Pedersen, og Ingerlise Thaysen supplerede:

- Det er en virkelig flot skov, og jeg ved, at der er plejehjem, der holder af at tage en forårstur på den vej. Jeg stemmer imod, og jeg ved, at sagen skal tages op igen, hvis en borger har en indsigelse. Den indsigelse har jeg tænkt mig at skrive, konstaterede hun.

Ole Pilgaard Andersen (DF), formand for teknik- og miljøudvalget er ikke enig i Thaysens fortolkning af sagen.

- Vi tager altid indsigelser alvorligt, men i modsætning til Ingerlise Thaysen mener jeg godt, at vi kan afvise en indsigelse i udvalget uden at tage sagen op igen, sagde han efter mødet.

Ole Pilgaard Andersen og bl.a. også næstformanden for teknik- og miljøudvalget, Niels Peter Bøgballe (S), argumenterede for deres sag med, at vejen benyttes meget lidt, og at det derfor vil være fornuftigt at spare skatteborgernes penge.

Enhedslistens Betina Steufer stemte ligesom Venstre imod privatiseringen af vejen.

- Jeg ser ingen grund til, at en tilfældig bondemand får den vej for sig selv, konstaterede hun.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tirsdag morgen går alting lidt hurtigere på hsfo.dk

Nye briller, ny frisure eller et slips, der matcher efterårets farver - de fleste af os trænger til at få vores "look", som det hedder på nydansk, forfrisket en gang imellem. Og det gælder såmænd også Horsens Folkeblads hjemmeside, www.hsfo.dk, som tusindvis af horsensianere - flere og flere - klikker ind på hver dag. Den tekniske stab, der designer hjemmesiden, har arbejdet længe og målrettet med en opdatering, og i morgen tidlig, tirsdag klokken 4, går det nye hsfo.dk så i luften. Helt synligt vil det være, at hjemmesiden har fået nyt design og nye skrifter - men opdateringen indeholder også en række tekniske forbedringer, som vil komme læserne til gavn. Først og fremmest er den nye hjemmeside endnu hurtigere med nyhederne end den nuværende. Nyhederne kommer hurtigere ud i verden, når vi på redaktionen trykker "offentliggør" - og hjemmesiden reagerer mere tjept, når du som læser klikker på artikler og/eller billeder. Det nye design gør det samtidig muligt for os at præsentere flere nyheder ad gangen, især for dem, der følger med på en pc. Den nye hjemmeside er naturligvis også tilpasset iPads og mobiltelefoner, men her sætter skærmstørrelsen en begrænsning for antallet af overskrifter. Det bliver nemmere at finde frem til dagens e-avis, hvor man kan bladre gennem siderne ligesom i den trykte avis. E-avisen får simpelthen en fast kasse på forsiden. Som noget nyt er det muligt at få en digital assistent - "hun" hedder Athena - til at læse nyhederne op. Det kan både være en fordel for dem, der måtte have svært ved at læse, og for dem, der for eksempel vil høre nyt, mens de kører bil. Endelig bliver det nemmere for læserne at udnytte og tilpasse vores nyhedsbreve, hvor man hver dag får en e-mail med de vigtigste overskrifter. Vi ved, at mange af jer, der læser den trykte avis, også følger med på nettet. Og vi håber og tror, at I vil synes godt om det nye hsfo.dk. Skulle der vise sig børnesygdomme - så tøv ikke med at kontakte redaktionen eller avisens Kundeservice. God fornøjelse i morgen klokken 4.

Annonce