Annonce
Horsens

Venstre: Nye ejerforhold kan sikre, at vi undgår ny corona-lukning af genbrugspladser

Der var trængsel på genbrugspladsen i Horsens i de første dage efter genåbningen. Genbrugspladserne burde have været åbne under hele corona-krisen, og det kunne Horsens have valgt, hvis ejerforholdene på pladserne var anderledes, påpeger Venstres gruppeformand, Martin Ravn. Arkivfoto: Søren Gylling
Corona-krisen har vist, at det er en fordel, at beslutninger kan tages lokalt, mener gruppeformand Martin Ravn (V). Et kommunalt ejet aktieselskab kunne have valgt at holde genbrugspladsen åben under hele krisen, og det skulle man have gjort, mener han.
Annonce

Horsens: Corona-krisen har udstillet svagheden ved ejerforholdene på genbrugspladserne i Horsens Kommune. Beslutninger skal træffes lokalt, og løsningen er, at de kommunale genbrugspladserne fremover skal drives som et kommunalt ejet aktieselskab.

Det mener Venstres gruppeformand, Martin Ravn (V), som i et læserbrev i Folkebladet tirsdag argumenterer for forslaget og bebuder, at byrådets største oppositionsparti vil bringe det med til budgetforhandlingerne, der starter efter sommerferien.

Forslaget er i høj grad opstået som følge af erfaringerne fra corona-krisens første uger, hvor Martin Ravn i forhold til genbrugspladserne oplevede en uheldig topstyring fra Christiansborg.

- Der er fornuft i at holde så mange ting som muligt kørende under en krise og dermed minimere skaderne. Et eksempel er genbrugspladserne, som man sagtens kunne have holdt åbne, hvis beslutningen lå lokalt, siger han.

Venstre foreslår, at Horsens, i det omfang det er muligt, kopierer den model, man bruger i Silkeborg Kommune, hvor genbrugspladserne i lighed med vand, varme og spildevand hører under Silkeborg Forsyning A/S, der er et 100 procent kommunalt ejet aktieselskab.

Medarbejderne her er ikke kommunalt ansatte og kan derfor agere mere selvstændigt, påpeger Martin Ravn.

- I Silkeborg tog man den lokale beslutning at holde genbrugspladserne åbne under hele corona-krisen. Det burde Horsens Kommune også have gjort, men selv om vi efter min vurdering sagtens kunne have håndteret det på en fornuftig måde, havde vi ikke muligheden, fordi nedlukningen var dikteret udefra, siger Martin Ravn.

Annonce

Vi skal bestemme selv

Problematikken er også relevant i forhold en eventuel anden bølge af covid-19, lyder det fra Martin Ravn.

- Denne gang får vi refunderet udgifterne fra staten, men det er jo ikke sikkert, at vi gør det næste gang. I den situation er det vigtigt, at vi har så megen selvbestemmelse som muligt. At vi kan tage de rigtige beslutninger ud fra lokale forhold, siger han.

- Hvordan forestiller du dig, at Venstres forslag rent praktisk skal realiseres?

- Jeg har ikke den forkromede løsning, men det fungerer i Silkeborg, og jeg tænker, at vi skal se nærmere på, hvordan de gør der, siger Martin Ravn.


Denne gang får vi refunderet udgifterne fra staten, men det er jo ikke sikkert, at vi gør det næste gang. I den situation er det vigtigt, at vi har så megen selvbestemmelse som muligt.

Martin Ravn (V), gruppeformand


Martin Ravn kritiserer også den såkaldte krisestabs beslutning om at hyre et privat vagtværn ved genåbningen af pladsen 29. marts. Patruljeringen har ifølge teknisk direktør Charlotte Lyrskov kostet kommunen 1,1 millioner kroner, der dog ligesom kommunens øvrige covid-19- udgifter forventes refunderet af staten.

- Vi skal lære af det her. Havde genbrugspladsen været åben i hele perioden, havde det næppe været nødvendigt at regulere adgangen på den måde, og jeg er i øvrigt også sikker på, at kommunens egne medarbejdere sagtens kunne have håndteret den opgave, siger han.

Folkebladet har forelagt forslaget for borgmester Peter Sørensen (S), men han ønsker ikke at kommentere det på nuværende tidspunkt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Pandemier. Det er vores egen skyld

Horsens

Trods påbud og dødsfald: - Jeg har tillid til både personale og ledelse, når jeg taler med avisen

Annonce