Annonce
Livsstil

Opskriften på et livslangt venskab: Grineflip, skænderier og pladderromantik

Venner gennem 30 år. Hanne Lynge og Pernille Geertsen forrest i billedet kigger tilbage på en lang venskabsrejse. Foto: Lasse Olsson
Den græske filosof Aristoteles omtalte venskab som noget af det mest nødvendige i livet og som vejen til et godt liv. Vi har mødt to kvinder, som har fundet vejen og været venner i 30 år. Grineflip, dybe samtaler og pladderromantik er en del af opskriften
Annonce

- Har I været gift? er et af mine indledende spørgsmål til de to kvinder for at lære dem bedre at kende.

- Ikke med hinanden! siger de prompte i munden på hinanden og slår en høj skraldlatter op.

De griner ofte. Afslutter hinandens sætninger. Og kan den ene ikke huske en historie, så supplerer den anden. 57-årige Hanne Lynge og 50-årige Pernille Geertsen fra Odense, som mødte hinanden for 30 år siden på en trappesten foran det landskendte spillested ”Hansens Værtshus” i Odense. Siden mødet på trappen har de været venner, og Pernille griner, da hun fortæller, at de da også har snakket om, at de måske ender i oldekolle sammen.

Ingen af de to kvinder har været gift eller fået børn, men ifølge en fælles veninde lyder de ofte som et gammelt ægtepar.

- Vi kan nemlig skændes så det fløjter, siger Hanne, mens Pernille supplerer, at der heldigvis er flere dybe samtaler og grineflip end skænderier.

I dag ser de tilbage på 30 år med hinanden som livsvidner, og Pernille filosoferer over, om Hanne måske synes, hun var en smule irriterende i starten af deres venskab. Hanne tænker et splitsekund og siger med alvorlig mine:

- Det er først senere, da jeg lærer dig at kende. De bryder begge ud en høj latter igen, og så er vi ligesom i gang med rejsen. Venskabsrejsen.

Hanne og Pernille er bevidste om, at deres tætte venskab er noget helt særligt.   Foto: Lasse Olsson
Annonce

Dig og mig

Hanne og Pernille er begge psykoterapeuter, ligesom de begge er aktive i den musikalske verden. Pernille begynder at synge, da hun møder Hanne og udfolder sig i dag primært på de bonede musicalgulve, mens Hanne i en lang årrække har levet af at være professionel komponist, sanger og underviser. Eller som Pernille betegner det:

- Hanne er lidt mere hardcore end mig og går all-in på alting.

Den beskrivelse er Hanne enig i, og hun laver stadig musik og optræder og er samtidig initiativtager og leder af en bo-ordning for unge i Odense, der ikke kan bo hos deres forældre.

Det projekt startede hun op i 2005, men det er altså musikermiljøet i 1990’erne, der får den dengang 20-årig Pernille og 27-årige Hanne til at få øjnene op for hinanden. Hanne husker stadig, da hun ser Pernille på trappen for første gang med det store, kraftige hår og de smukke øjne. Og energien.

En stærk energi mellem dem, som gør, at de ifølge Pernille er bedste venner fra første færd.

- Næsten fra første færd, nikker Hanne, og Pernille supplerer:

- 1990’erne er lidt et svært årti for mig, fordi jeg mister min far i slutningen af 80’erne, og Hanne er en figur for mig, som er livsklog, omsorgsfuld og vis, så måske vil jeg Hanne lidt mere i starten, end hun vil mig.

- Ja, det sagtens være, siger Hanne og husker, at hun kort tid efter mødet på trappen rejser til Irland med sin guitar og lever af at spille derovre.

Da hun kommer hjem efter et halvt år, udvikler venskabet sig for alvor. Her lever hun af musikken, og Pernille rejser med ud i landet og hjælper til. De finder hurtigt ud af, at de er ens på mange områder, men deres grundstof er vidt forskelligt.

- Vi har aldrig haft sådan et venskab, hvor vi skal ringe sammen én gang om ugen, ellers bliver vi sure. Nogle gange ringer vi sammen hver tredje dag, men i perioder kan der gå flere måneder. Jeg er sådan en, der ikke kan holde ud at blive bundet op, og jeg skal ikke have nogen, der lægger bånd på mig, fortæller Hanne, og Pernille supplerer med et grin:

- Det kan være svært for mig at få Hanne til at binde sig til en dato, hvis vi for eksempel skal på ferie sammen. Hun bliver helt sindssyg, hvis jeg kommer et halvt år før og foreslår, at vi tager til Gran Canaria. Her er der virkelig forskel på os, for jeg har en kontrolside, og vished er rigtig vigtigt for mig.

- Eller når du vil holde nytår med mig og spørger i november måned, påpeger Hanne grinende og fortsætter:

- Jeg er meget impulsiv som person, så hvis det er alt for planlagt, så begynder jeg at kede mig på forhånd. Det er den store forskel på dig og mig.

Annonce

Fantastiske Toyota

Trods forskelligheder og en impulsiv Hanne, så har de to kvinder alligevel haft en fast tradition gennem de sidste 20 år. De tager på ferie sammen hver eneste sommer. Ud i det blå. Ud hvor solen skinner. Uden at planlægge ruten på forhånd.

Og selvom der gennem årene har været kærester i kvindernes liv, så har mændene aldrig været med. Det har altid blot været Hanne og Pernille.

- Det starter for 20 år siden, hvor jeg har en smårusten varevogn i alle regnbuens farver, så det er den, der bestemmer formen. Der er plads til madrasser bagi, og så kører vi bare derhen, hvor solen skinner. Så overgår jeg til at få en Toyota Previa, og i den skal madrasserne skæres til, fordi hjulkapslerne ligger lidt tættere, forklarer Hanne, og Pernille overtager med et smil:

- Så har vi en batteridrevet lampe i loftet, så vi kan sidde derinde og hygge og ordne verdenssituationen, og på et tidspunkt opgraderer Hanne til en autocamper, som desværre bliver stjålet, men vi beslutter os for, at vi selvfølgelig skal holde ferie sammen alligevel. Så vi tager på charterferie tre år i træk, og derefter begynder Hanne at låne en venindes autocamper, så vi kommer tilbage på de danske veje og har gjort det lige siden, fortæller Pernille.

I starten holder de uden for campingpladserne, fordi de ikke har råd til at betale for en plads, men det ændrer sig, og Pernille skraldgriner ved tanken om, hvorfor de går fra rå parkeringspladser til ordnede campingforhold.

- Jeg glemmer aldrig engang, hvor vi holder på en parkeringsplads foran en campingplads, så vi kan låne toiletterne og køre igen, inden de åbner. En gruppe af unge mennesker kommer så tilfældigvis gående med en kæp i hånden, og jeg glemmer aldrig Pernilles gisp og blikket i hendes øjne, som går lige i mit angstfelt, fortæller Hanne, som er overbevist om, at de kommer efter dem.

Pernille griner endnu højere, og siden dengang har de betalt for campingpladserne, og de elsker deres ferier sammen. Her slapper de af, spiller kort, shopper, drikker gin og tonics, og det er altid de dybe samtaler, der er i centrum.

- Vi har faktisk aldrig gået i byen eller været fulde på vores ferier, og vi socialiserer egentlig heller ikke med nogen, påpeger Hanne, og Pernille tager over:

- Jeg tror bare, vi har rigtig meget at sige hinanden. Vi har sindssygt meget på hjerte i forhold til at være der for hinanden, og for mig har det også været min egen indre livsrejse, som har taget form af, at jeg har haft dig i mit liv. Du har jo støttet mig i det, som jeg har brug for. Jeg føler mig mere hel, fordi jeg har været igennem vridemaskinen med dig, siger Pernille til Hanne, som kvitterer med et kærligt i lige måde.

Annonce

Lav sol over Aarhus

De kalder hinanden skat. Driller hinanden. Og så kan de være 100 procent ærlige over for hinanden. Men vejen til det unikke venskab har været en proces. Lidt som et langt ægteskab, hvor der også skal arbejdes på forholdet.

- Vi er gode til at være sammen og kan sige tingene ligeud til hinanden. Vi er dog blevet endnu bedre til at vide, hvornår vi skal sige tingene, og hvornår vi skal pakke det en smule ind. Vi er nok blevet mere finpudsede gennem de 30 år, fortæller Pernille og husker, at de kun én enkelt gang har forladt hinanden som uvenner.

Det var i 10 minutter i 2008 på en ferie på Blommehavens Campingplads i Aarhus, og det er aldrig sket siden. Nu kan de tale om tingene og løse dem.

- Vi kan komme til at støde lidt sammen, fordi jeg er bedre til at sige, hvad jeg gerne vil have, og hvordan jeg gerne vil have tingene, siger Pernille, og Hanne nikker og uddyber:

- Hvis Pernilles mad for eksempel ikke er i orden, når vi er ude at spise, så klager hun. Det gør jeg ikke, for jeg er ikke nær så…

- Behovstyret! overtager Pernille.

- Nej, det er jeg faktisk ikke. Jeg er meget mere accepterende, nikker Hanne og fortsætter:

- Og det der med at være taknemmelig er jeg nok heller ikke så god til at udtrykke, som Pernille er. Hun er god til at sige, at hun holder af mig, og at hun elsker mig, men jeg er ikke så verbal. Pernille griner:

- Jeg kan godt blive lidt pladderromantisk og virkelig åbne op for sluserne og sætte ord på de dybe ting og måske skræmme nogen lidt væk. Altså ikke dig jo, siger hun og kigger på Hanne.

Annonce

Pernilles sang

Det kan godt være, at Hanne ikke mener, hun er god til verbalt at udtrykke sine følelser for sin bedste ven gennem 30 år, men det er hun til gengæld gennem musikken.

Til Pernilles 50-års fødselsdag skriver hun en sang, som hun synger for Pernille og de 55 fødselsdagsgæster.

- Jeg overvejer ikke altid tingene så kraftigt, og på en måde har jeg taget venskabet som en selvfølge i de år, men det går faktisk op for mig, da jeg skriver sangen, hvor specielt det egentlig er, det vi har. Det der med at have et livsvidne, der kender en ind til benet. Mit bånd til Pernille er lige så stærkt, som hvis hun havde været min søster, fortæller Hanne, som også mærker det på kroppen, da hun skal synge sangen til fødselsdagen. Hun må starte forfra på et vers, fordi hun bliver rørt.

- Den sang er den ultimative kærlighedserklæring for mig, og det er vigtigt lige at understrege, at der aldrig har været nogen fysisk tiltrækning overhovedet. Når Hanne synger den sang, så bliver jeg bare meget taknemmelig. Man kan ikke udvikle sig som menneske uden at have dybe relationer, og derfor er jeg også taknemlig over, at Hanne vil med på rejsen, og at vi evner at give så meget til hinanden. Det er meget særligt, og det er vi også godt klar over, siger Pernille.

- Vil du ikke høre Pernilles sang? spørger Hanne mig pludselig og inviterer mig dermed ind i den mest intime stund, jeg længe har været i. En unik stund. En modig stund på en måde. Hvor to bedste venner bare er til stede. Sammen. I nuet. De kigger hinanden i øjnene, og Pernille smiler, og hagen dirrer let, mens Hanne synger…

Ensom er den der mangler et vidne i livet Selvisk er den der regner et venskab for givet Heldig er jeg for jeg ved vores venskab er valgt Lykkelig er jeg for jeg ved at du kender til alt Ahhh kender til alt Fattig er den der kun kender sin egen historie Glemt bliver den der blænder sig vej med sin glorie Rig bliver den der lytter til anden og svanen Elsket blir’ kun den, der selv tør elske en anden Vi to vi bliver så gamle som den ældste af os… nu bliver For minderne vil leve til vi begge er væk Når vi fortæller om livet der gik Når vi fortæller om alt det vi fik Ja minderne vil leve til vi begge er væk…

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Større udvalg, robotstyret dæklager og 40 lifte: Nyt bilhus på 5600 kvadratmeter står klar om et år

Annonce