Annonce
Horsens

Vejlukning på Schüttesvej trækker en smule ud - men der er lys forude, lover kommunen

Schüttesvej har været spærret for nordgående trafik de seneste to uger på grund af arbejde med at grave kloakrør ned. Tirsdag aften bliver vejen åben for trafik igen. Og efter mange kortere spærringer er der nu lys forude for bilisterne, lover kommunen. Billedet er fra en tidligere spærring af vejen tilbage i oktober 2020. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Den trafikerede ringvej har været spærret i to uger. Arbejdet med at udvide vejen fra to til fire spor er snart helt færdigt.

Horsens: Bilisterne på Schüttesvej må tirsdag væbne sig med tålmodighed.

Det omfattende vejarbejde, der igennem de seneste to uger har spærret det nordgående spor, skulle være afsluttet tirsdag morgen kl. 6. Men arbejdet trækker lidt ud, oplyser Horsens Kommune på sin Facebook-side.

- Vi har tidligere meldt ud, at det nordgående spor vil være åbent fra tirsdag morgen kl. 6, men det vil først gælde fra kl. 18. Vi knokler på med arbejdet, og hvis vi er klar inden kl. 18, bliver sporet selvfølgelig åbnet for trafik, så snart det kan lade sig gøre, skriver kommunen, der også takker bilisterne for tålmodigheden.

Annonce

Og netop bilisternes tålmodighed er da også blevet sat på noget af en prøve i området, der har været præget af lange køer og svær fremkommelighed igennem længere tid.

Det hele handler om, at Schüttesvej skal udvides fra to til fire spor, og det har skabt masser af forstyrrelser af trafikken og delvise vejspærringer i området af flere omgange - bl.a. i forbindelse med, at der skulle laves en ny dæmning og en ny sluse ved Bygholm Sø for at sikre mod fremtidige oversvømmelser af vejen og området omkring vejen.

Spærret af hensyn til sikkerheden

I denne omgang er det arbejdet med at udskifte store kloakrør, der skulle graves omkring 3,5 meter ned i jorden på strækningen mellem Lovbyvej og Silkeborgvej, der har generet trafikken.

Af hensyn til trafiksikkerheden og medarbejdernes sikkerhed har det været nødvendigt at lukke det nordgående spor, mens kloakarbejdet blev lavet.

- Der kører meget trafik på Schüttesvej, så vi spærrer det nordgående spor, så medarbejderne trygt kan arbejde på stedet, og så der ikke opstår trafikfarlige situationer. Når vi udfører store vejprojekter, sørger vi for at tænke dem sammen med andre relevante aktører blandt andre Samn Forsyning, så vi får skiftet gamle kabler, rør og ledninger, når vi i forvejen arbejder på strækningen, forklarede Allan Lyng Hansen, afdelingschef i affald, trafik og ejendomme i Horsens Kommune i forbindelse med, at vejen blev spærret for to uger siden.

På den øvrige del af Schüttesvej har Horsens Kommune og Munch Havne og Anlæg, der er entreprenør på vejudvidelsen, udnyttet tiden, hvor vejen har været spærret, til at lægge blandt andet regnvandsstik på tværs af det spor, der er lukket for trafik.

Efter planen er arbejdet med at udvide Schüttesvej helt færdigt efter sommerferien.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens For abonnenter

Kaotisk forløb: Efter total forvirring kom der afslag på tidlig genåbning - og så åbnede det hele alligevel

Annonce