Annonce
Navne

Vejlenser er kommet til tops i værkstedskæde

I de tidlige 1990’ere blev Michael Lauesen udlært mekaniker i Vejle, og han var i en del år ansat i det store bilhus på Bugattivej, der dengang husede Toyota og Lexus. Siden blev hans metier i langt højere grad den driftsmæssige og administrative del af autobranchen, og han er nu kædedirektør i Skorstensgaard-koncernen. Pressefoto
48-årige Michael Lauesen, der er opvokset i Skibet og bosat i Bredballe, Vejle, er blevet udnævnt til kædedirektør i Skorstensgaard-koncernen. Han skal fremover varetage ledelsen sammen med de to grundlæggere.

Vejle: 48-årige Michael Lauesen er blevet udnævnt til kædedirektør hos autoværkstedskæden Skorstensgaard.

Den erfarne bilmand fra Vejle træder ind i både direktion og bestyrelse. Dermed udgøres direktionen fremadrettet af de to grundlæggere, Anders og Martin Skorstensgaard, der henholdsvis er administrerende direktør og driftsdirektør, samt Michael Lauesen.

De to grundlæggere har en klar forventning om, at Michael Lauesen med sin indtræden kommer til at øge dynamikken både i direktionen og bestyrelsen hos Skorstensgaard.

- Jeg glæder mig over at have fået muligheden for at blive en del af direktionen. Vi har mange ønsker og mål, og sammen med Anders og Martin skal jeg sikre, at vi får sparket hul ind til endnu flere storkunder.

- Vi er blevet en af de store spillere på banen, som de andre holder et skarpt øje med. Det er dejligt, men det betyder også, at vi skal være endnu mere på tæerne. Men det er vi i øvrigt også, påpeger Michael Lauesen.

Annonce

Ansat i halvandet år i koncernen

Michael Lauesen er en rigtig Vejle-dreng, der er vokset op i Østengaard - blot få kilometer vest for Vejle.

Tilbage i de tidlige 1990’ere blev han udlært mekaniker i Vejle, og han var i en del år ansat i det store bilhus på Bugattivej, der dengang husede Toyota og Lexus.

Siden blev Michael Lauesens metier i langt højere grad den driftsmæssige og administrative del af autobranchen, og han har tidligere haft ledende stillinger i autobranchen, blandt andet i importørleddet.

I dag er Michael Lauesen bosat i Bredballe sammen med sin hustru og deres datter.

Den nye kædedirektør har været en del af Skorstensgaard-koncernen siden 1. maj 2018

- Michaels opgave vil fremadrettet handle om i endnu højere grad at samle kæden, blandt andet når det gælder store erhvervskunder, forklarer Anders Skorstensgaard.

Michael Lauesen får desuden det overordnede ansvar for nuværende og kommende Skorstensgaard-lokationer - både i form af nye afdelinger og særlige franchise-aftaler.

Endelig er han også medansvarlig for kædens strategi og vækst.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny café slår dørene op i Horsens

Annonce