Annonce
Indland

Vejle skal måske have ny dåbsattest efter arkæologisk fund

En vejbelægning uden teglbrokker betyder, at Vejles historie måske skal skrives om.

Det var egentlig bare en rutineudskiftning af nogle vandledninger i Kirkegade, som Vejle Kommune var i gang med mandag.

Men så gjorde arkæologer et usædvanligt fund, og nu skal byens historie, der dateres tilbage til år 1256, måske skrives om.

Det skriver TV Syd.

Helt præcist var det en vejbelægning uden teglbrokker, som arkæologer pludselig stødte på. Det er spektakulært, da tegl først kom til landet i 1200-tallet.

Med fundet synes vejbelægningen - og Vejle - formentlig ældre end det, som de skriftlige kilder antyder.

- Jeg er selv super begejstret og det er alle vi arkæologer fra Vejle Museum, fordi vi ved så lidt om det ældre Vejle, siger udgravningsleder og arkæolog ved Vejle Museum, Esben Klinker Hansen til Ritzau.

- Derfor er det bare så vigtigt for os, også selv om det er små bidder og brudstykker fra det ældste Vejle, som vi finder, at få dem alle samme med, fordi de kan sige en helt masse.

Den gamle vejbelægning er lagt i hele Kirkegade, og den vil måske betyde, at Vejles dåbsattest skal skrives om.

Men der kommer til at gå nogle måneder, før vi kender svaret. Arkæologerne skal først tage en række jordprøver, der skal sendes til undersøgelse og være med til at afgøre byens alder.

Esben Klinker Hansen vurderer, at der vil gå 3-6 måneder, før man får svarene på prøverne.

- Så håber vi at kunne få en mere præcis datering og måske en ældre bid af Vejle frem, end det vi kender fra skriftlige kilder og arkæologiske fund.

- Foreløbig kan jeg godt sige, at vejen er fra den tidlige del af middelalderen, siger han med henvisning til tiden, der begyndte i slutningen af 1000-tallet.

/ritzau/

Annonce
Citeret artikel fra TV2 Syd
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Alt om weekendens seriefodbold

Annonce