Annonce
Horsens

Vejle-investor nærmer sig mål med i alt 79 lejligheder på havnen i Horsens

Projekt Kanalhusene består af tre bygninger på nordkajen i Horsens. Investor Hans Ole Poulsen fra Vejle ejer hus III forrest i billedet. Det rummer 35 lejelejligheder og er klar til indflytning 1. april. De to øvrige huse bliver ejerboliger. Foto: Morten Pape
Hans Ole Poulsen har erfaring med udlejningsmarkedet i Horsens, men det er første gang, han står bag nybyggerier i byen.

Horsens: Hans Ole Poulsen, boliginvestor med base i Vejle, kender udlejningsmarkedet i Horsens via den "gamle" boligmasse i byen. Nu er han for første gang på vej med nybyggeri og det endda to steder på nordkajen af havnen.

Først i to trins-raketten er Kanalhusene. Hans Ole Poulsen er manden bag hus III, det østligst beliggende, som kommer til et bestå af 35 leje-lejligheder i størrelsen 74 til 122 kvadratmeter.

Som navnet antyder, kommer en nyanlagt kanal til at løbe tæt på, ja, i virkeligheden under, de mest attraktive af boligerne. Yderste række kommer til at stå på pæle i den kanal, der inden længe graves ud. Byggeriet går efter planen og er for hus III's vedkommende færdigt 1. april.

- Vi glæder os. Nu har vi talt om det i to et halvt år, og det er sjovt at følge byggeriet fra mudder og vandpytter til et færdigt hus. Vi er først lige gået i gang med udlejning og markedsføring, og de første boliger er allerede lejet ud, siger Hans Ole Poulsen.

Han påpeger, at det ikke nytter at vise en bolig frem, når det "bare" er en byggeplads. Særligt ikke når det gælder lejere.

Annonce

Vi har en god vare til en fornuftig pris, og vi er ikke ude i noget, Horsens aldrig har set før.

Hans Ole Poulsen, investor

- God vare til fornuftig pris

Man skal leve under en sten for ikke at have opdaget, at boligmarkedet tilføres rigtig meget nybyggeri i disse år:

- Gør det dig ikke nervøs, at så mange lejligheder i Horsens lander på markedet på én gang?

- Nej. Vi har en god vare til en fornuftig pris, og vi er ikke ude i noget, Horsens aldrig har set før, siger Hans Ole Poulsen og hentyder til prisniveauet.

Nok er der en toplejlighed på 122 kvadratmeter med tilhørende terrasse på 30 kvadratmeter nærmest svævende ud over kanalerne til 15.000 kroner om måneden, og dem er der ikke mange af i byen, men hovedparten af boligerne ligger mellem 9000 og 11.000 kroner om måneden. Lejen starter ved 8600 kroner og inkluderer p-plads i aflåst kælder.

- Vi håber, at der er folk til det, siger investoren.

Hans Ole Poulsen oplever ikke at være en konkurrent til hus I og II, der er købt af Dansk Boliginvest ApS og sælges som ejerboliger. De to vestligste huse rummer henholdsvis 25 og 30 lejligheder.

- Det vil være synd at sige. Vi har kørt parløb og delt nogle omkostninger og har en fælles prøvelejlighed til fremvisning. Det er fantastisk med mulighed for både at købe og leje. Vi henvender os til to forskellige målgrupper, siger Hans Ole Poulsen.

Han siger, at det både er ældre, singler og unge par, hvor begge er i arbejde, der henvender sig om Kanalhusene. Fælles for dem er, at de søger den fleksibilitet, der ligger i at være lejer.

Annexhuset klar i juli

Hans Ole Poulsen har øjnene rettet mod dét byggeri lige nu, men snart gælder det Annexhuset kun et stenkast derfra.

Der er tale om 44 lejligheder i størrelsen 50-73 kvadratmeter, og det har før været nævnt, at der skulle være tale om ungdomsboliger. Det er dog ikke tilfældet:

- Det er også for en kvinde på 70 år. Det bliver en blanding, siger Hans Ole Poulsen.

I forhold til Kanalhusene er det "lige en spids ned", fastslår investoren. Lejlighederne i Annexhuset får altaner - ikke terrasser.

Egentlig skulle Annexhuset først være klar 1. oktober, men de hænger sammen med Odinsgaards byggeri Karréhuset, som består af 157 almene boliger, og de har indflytning i to tempi, 15. april og 15. august. Annexhuset står klar 16. juli.

- Udlejningen er ikke skudt i gang endnu. Det er for langt ude i fremtiden. Vi regner med at have en prøvelejlighed klar 1. april, siger Hans Ole Poulsen.

Boligerne lander på 6000-9000 kroner i månedlig husleje.

Kanalhusene og Annexhuset

Hans Ole Poulsen investerer i to nybyggerier på nordkajen af havnen i Horsens.

Først færdigbygget er Kanalhusene, hvor Vejle-investoren har hus III, som rummer 35 lejeboliger og står klar 1. april.

De er i størrelsen 74-122 kvadratmeter fordelt på fem etager. De mest attraktive står delvist på pæle ud i en nybygget kanal og får panoramakig ud over Horsens Fjord.

Udlejningen er startet. Priserne ligger i lejet 8600-15.000 kroner.

Til sommer står et andet udlejningsprojekt Annexhuset klar ikke mange meter derfra.

Der er tale om to huse i sammenhæng med projekt Karréhuset, som Boligforeningen Odinsgaard står bag.

Annexhuset rummer 44 lejligheder i størrelsen 50-73 kvadratmeter. Udlejningspriserne spænder fra cirka 6000 til 9000 kroner om måneden.

Torntoft & Mortensen bygger begge projekter, arkitektfirmaet Rum A/S har tegnet, mens Cowi A/S er ingeniør på opgaverne.

Annexhuset er en integreret del af Karréhusene på havnen i Horsens. Annexhuset er to bygninger, blandt andet den yderst til højre på billedet, med i alt 44 lejligheder, mens Odinsgaard-komplekset Karréhuset lander på 157 almene boliger. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Det kan ramme andre at tage barnet ud for at holde ekstra ferie

Er det i orden at tage sit barn ud af skolen uden for skoleferierne, fordi det passer forældrene bedst at rejse på "skæve" tidspunkter? Tja, hvis Horsens Folkeblads følgere på Facebook er en rettesnor, er det helt op til forældrene. Omvendt slår lokale skoleledere fast, at det altså betyder noget at komme i skole hver dag - ikke mindst for klassens trivsel. Jeg kan godt forstå, at mange jagter en ski- eller solferie uden for de hundedyre rejseuger. En familie sparer mange penge ved at rykke afgangen en uge eller to. En anden anfører, at det for eksempelvis en sygeplejerske ikke er et ta' selv-bord at vælge ferie. Også et validt argument. I det hele taget lever mange i dag et arbejdsliv, hvor ferieugerne langt fra er skåret i granit. Traditionerne har flyttet sig gevaldigt på det punkt i de seneste generationer. Men der er også ting, der trækker alvorligt den anden vej: Antallet af forældre, der beder om fri på børnenes vegne, er stigende i Horsens Kommune. Det sker flere end 2000 gange på et skoleår - mod godt 1600 for bare tre år siden. En enkelt fridag til moster Odas begravelse tæller ikke med her. Vi taler om minimum fem dage inden for en kalendermåned, så i praksis handler det om ferierejser. Fortsætter den tendens, ender vi med klasser, hvor der i nogle uger bliver langt mellem eleverne. En skoleforsker i Politiken har også en pointe med følgende udmelding: - Danske forældre har en forbrugeragtig holdning til skolen. Forstået på den måde, at de ser det som skolens opgave at levere et godt tilbud til eleverne. Men deres egen indsats tænker de måske ikke så meget på at prioritere. Nej, et barn mister ikke vigtig læring af at være væk en uge eller fire i løbet af folkeskoleårene. Men handlinger har konsekvenser for andre: Lærere, skoleledere og ikke mindst klassekammeraterne. - Det er ren egoisme at tage barnet ud, lød det fra en forælder i Folkebladet. Så langt vil jeg ikke gå, for den enkelte kan have gode grunde til at bede om fri. Men tænk over signalet, der sendes: Det bør ikke være noget, "man bare lige gør".

Horsens

Formand for børneudvalget i sag om ferieønsker: Tænk over det signal, I sender

Annonce