Annonce
Debat

Vejen til psykologhjælp gør mig mere træt end mine egne psykiske udfordringer

Vi har indrettet vejen til psykologhjælp som en forhindringsbane med så mange benspænd, at alt for mange aldrig krydser målstregen. År efter år taber vi unge, som rækker ud efter hjælp, men i stedet må kæmpe med udløbne lægehenvisninger, månedsvise lange ventelister og prioriteringssystemer, som kun fordrer de økonomiske stærke i samfundet.

Jeg besluttede for et halvt år siden, at nu måtte det være tid; det måtte være tid til at søge hjælp via kognitiv terapi til at hjælpe mig ud af flere år på angstens hest udløst af dårligt selvværd, kropshad og et forskruet forhold til mad herudaf. Overraskende for mig blev det et skridt lige ind i vores udmattende og usammenhængende psykologsystem.

Den første forhindring startede det øjeblik, jeg trådte forhåbningsfuldt og lettet ud af lægehuset med min henvisning i hånden, da det nu viste sig, at jeg var overladt til mig selv med at finde den psykolog, som matchede mine behov.

Forestil dig, hvis du havde hofteproblemer, og din læges eneste instans var at stikke en henvisning i hånden på dig og vinke dig ud med beskeden; Så finder du bare selv ud af, hvilken læge der er mest rigtig ift. dit problem ud af alle landets læger, og forresten så har du kun fire uger til både at finde en læge og sikre dig, at han har tid til at konsultere dig snarest. Systemet er nemlig også i sin reneste form selvmodsigende, når man oplever, at den lægehenvisning, som skulle være ens hjælpende hånd, er udløbet, når dens funktion bør træde i kraft.

Det er et urimeligt krav at stille til patienter. Derfor kan jeg kun stille mig totalt uforstående, hvorfor psykologhenvisninger gribes sådan an. Hvor ville det være hensigtsmæssigt, hvis psykologer f.eks. blev tilknyttet en lægepraksis.

Udover at skulle finde den rette psykolog selv indenfor de fire uger, så mødes man i sin søgen af uoverskuelige lange ventelister, hvor prioriteringslisten er rangeret efter, hvem der er villig og har midlerne til at betale mest for konsultationen. Hos mange psykologer ender patienter med lægehenvisning aller nederst på ventelisten, hvor borgere med råd til det fulde beløb placeres øverst. Man skulle fristes til at tro, at politikerne sidder bag de lukkede mure og fejrer det med kage, når privatiseringen igen udvander dele af vores velfærdssamfund?

Det skaber dog håb, når vi forsøger os med gratis psykologkonsultationer til unge mellem 18-20 år, og psykiatrifonden indsamler underskrifter til et borgerforslag om gratis psykologhjælp til voksne, men desværre må vi konstatere, at det ikke er nok. Fejlen ligger nemlig i den måde, vi indretter vores henvisningssystem på.

Mine tanker kan kun gå til alle, som ikke er født med en ressourcestærk familie i ryggen, som kæmper en endnu hårdere kamp end jeg selv. Psykiatrien har brug for omprioriteringer og omstruktureringer, for vi må ikke nøjes med at konstatere, men handle på de høje tal om psykisk udsatte unge, som vi år efter år chokeres af. For hvis det velfærdssamfund, som vi ellers har så kært, ikke griber dem, som har mest brug for det, men tværtimod taber dem på jorden, hvem gør egentlig så?

Annonce
Sofie Matilde Billeskov Moss
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny café slår dørene op i Horsens

Læserbrev

Et elektrisk løbehjul er ikke legetøj

Læserbrev: Det’ sørme, det’ sandt - december! En tid for brunkager, Lucia-optog og ikke mindst julegaveindkøb. Vi giver gaverne med de bedste intentioner, men der er alligevel grund til at tygge en ekstra gang på småkagen, før vi trykker "køb" på hjemmesiden eller kører dankortet gennem maskinen nede i butikken. Det gælder særligt for en type af særdeles populære gaver. Et bredt flertal i Folketinget besluttede sidste år, at det fra 17. januar 2019 skulle være muligt at køre på elektriske løbehjul på cykelstierne. Det er en forsøgsordning, som mange har taget til sig, og mange børn ønsker sig brændende at komme lidt hurtigere til skole eller fritidsinteresser. Det elektriske løbehjul er et alternativt transporttilbud, som vi følger med stor opmærksomhed fra politisk side; netop fordi det fortsat er en forsøgsordning, som vi skal evaluere efter nytår. Forsøgsordningen har nu varet i knap et år, men jeg oplever, at der stadig er stor usikkerhed om reglerne for brugen af elektriske løbehjul. Føreren af det elektriske løbehjul skal køre på cykelstien - ikke på fortovet eller imod kørselsretningen på kørebanen, som nogle brugere åbenbart tror. Der må kun være én bruger på et løbehjul, og nej, man må selvfølgelig heller ikke køre i spirituspåvirket tilstand. Det gælder for alle vores transportmidler, og derfor er løbehjulet ingen undtagelse. Det fører mig til reglen, som man særligt i julegavesæsonen skal have for øje: Føreren af det elektriske løbehjul skal være fyldt 15 år. Hvis man ikke er 15 år, må man kun køre på det elektriske løbehjul, hvis en voksen ledsager overvåger kørslen. Hvis man ikke har en voksen med, er det kun tilladt at køre på særligt skiltede lege- og opholdsområder; og vel at mærke fortsat kun med en enkelt bruger på løbehjulet ad gangen. Som forælder, bedsteforælder eller søskende vil man gerne glæde sine nærmeste og give dem det, de ønsker sig, men hvis det i dette tilfælde er et elektrisk løbehjul, der skal bruges til at køre i skole, så gør man klogt i at foreslå alternative julegaver, for det er som nævnt ikke tilladt at køre alene på offentlig vej, før man er fyldt 15 år. Vi afventer fortsat Færdselsstyrelsens evaluering af forsøgsordningen for elektriske løbehjul, som lander på mit bord i det nye år. Jeg vil derfor vente med at udtale mig om, hvordan reglerne for de elektriske løbehjul ser ud i 2020 og fremefter, men én ting er sikker: Jeg vil ikke lempe lovgivningen, når det kommer til aldersgrænsen. Et elektrisk løbehjul er ikke et legetøj. Det er et motoriseret transportmiddel, som man skal have en vis alder for at kunne håndtere. Jeg håber derfor, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man pakker et elektrisk løbehjul ind til husets yngste beboere.

Annonce