Horsens: Onsdag kommer der til at være tryk på vejene til og fra Horsens og omkring Casa Arena, når den stort opsatte Pink-koncert maler byen lyserød.
Selvom lange bilkøer er et nødvendigt onde, de fleste koncertgæster tager med oprejst pande, er der alligevel grund til at væbne sig med ekstra tålmodighed bag rattet 7. august.
30 kilometer nordpå åbner årets Smukfest nemlig samme dag, og det kommer til at skabe ekstraordinære omstændigheder på vejene - både i Horsens og Skanderborg, lyder vurderingen fra Vejdirektoratet.
- Både den kollektive trafik og privatbilismen bliver berørt, men vi kan hjælpe hinanden med at komme bedst muligt frem ved at følge Vejdirektoratets køreråd, siger afdelingsleder Søren Carlsen i en pressemeddelelse.
Både den kollektive trafik og privatbilismen bliver berørt, men vi kan hjælpe hinanden med at komme bedst muligt frem ved at følge Vejdirektoratets køreråd.
Søren Carlsen, afdelingsleder hos Vejdirektoratet
Størst kø-risiko sidst på eftermiddagen
I begge byer vil trafikken være værst ramt mellem klokken 15 og klokken 18, men også tidligere på dagen og i de sene aftentimer. Vejdirektoratet forventer 30 minutters ekstra rejsetid i Horsens by og opfordrer til, at bilister slår navigationen fra indenfor bygrænserne og i stedet kører efter de gule trafikskilte - opsat til lejligheden.
Koncertgæster, der kommer nordfra, skal desuden være opmærksomme på vejarbejdet på Østjyske Motorvej ved Skanderborg, som kan forlænge køreturen med yderligere tyve minutter.
Dagen igennem kommer der løbende trafikmeldinger på DR P4 Trafik.