Annonce
Danmark

Veganerpartiet er langt fra Folketinget i meningsmåling

Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
I den første meningsmåling fra Voxmeter, hvor Veganerpartiet optræder, står partiet kun til lille opbakning.
Annonce

Veganerpartiet, der i sidste uge officielt blev opstillingsberettiget til Folketinget, står i ny meningsmåling ikke til at få mandater.

Det viser meningsmålingen fra Voxmeter, der er den første, hvor partiet optræder selvstændigt. Ifølge målingen står partiet til 0,3 procent af stemmerne.

Dermed er partiet et stykke fra de 2,0 procent, som er spærregrænsen for at komme i Folketinget.

Den lave opbakning kommer ikke bag på politisk kommentator Noa Redington.

- Det er ikke så overraskende, at de står til 0,3 procent. Jeg kender ikke nogen danskere, der kan nævne navnet på Veganerpartiets formand eller forperson. Jeg kan ikke engang gøre det selv.

- De er et part med én meget stærk mærkesag, men som de fleste danskere ikke kender noget til.

- Spørgsmålet er, om de har en chance. Det kan de få, hvis de bliver partiet, der er allerstærkest på den grønne dagsorden. Men det kræver, at vi lærer nogle mennesker at kende, siger Noa Redington.

Veganerpartiet har endnu ikke præsenteret en samlet politik, men vil præsentere både kandidater og et politisk program den 28. september.

Det bliver dog med en ny forperson i Lisel Vad Olsson, der har overtaget posten efter formand Michael Monberg, der i sidste uge trak sig pludseligt.

Veganerpartiets vej til mandater i Folketinget bliver et hårdt slagsmål med andre partier, der også vil stå for den grønne dagsorden.

De tæller Alternativet, der i målingen står til 0,8 procent, og Frie Grønne, en samling tidligere alternativister, der samler vælgererklæringer.

- Vi står i en situation, hvor der virkelig er kamp om taburetterne på Christiansborg. Der er Alternativet og Frie Grønne, og flere på vej. Vi kan ikke nu sige, hvor mange der ender med at være opstillingsberettigede.

- Vil de snuble over hinanden? Det gør de højst sandsynligt. De bliver ikke alle valgt til Folketinget, siger Noa Redington.

Kristendemokraterne, der i sidste måned blev opstillingsberettiget, står til 1,3 procent af stemmerne i målingen.

Samlet giver målingen et betydeligt forspring til rød blok, der i målingen står til 106 mandater i det 179 mandater store Folketing.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frank Jensen: - Man kan opfatte, at min glæde bliver for overvældende

Annonce