Juelsminde: Vandet i hanerne i Juelsminde indeholder mere kalk, end forbrugerne og deres vaskemaskiner bryder sig om.
Nu er meldingen fra Juelsminde Vand, at man er ved at være klar med en løsning på problemet.
Vandværket ventes at kunne forsyne forbrugerne med blødere og dermed mindre kalkholdig vand i første halvdel af 2021.
- Vi har næsten en dato klar, men vi tør ikke melde den ud endnu, for vi venter på en tilladelse til den tank, der skal op uden for vandværket. Men lad os sige, at vi er klar til foråret - i april eller maj. Så går det ikke helt galt, siger bestyrelsesformand Kim Erfurt til Folkebladet.
Et langstrakt projekt
Han og den øvrige bestyrelse kan se tilbage på en lang og ikke helt ukompliceret proces henimod at komme kalken til livs.
Den første plan om at bruge et kalkfjerningsanlæg blev droppet, fordi det ikke kunne sænke vandets hårdhedsgrad tilstrækkeligt. Man vil gå fra 20 dH til 8 dH.
Siden har man lagt sig fast på blødgøring af vandet ved ion-bytning, hvor vandet ledes igennem et anlæg med salt. Det fjerner kalken.
- Så vidt jeg ved, er vi det andet vandværk, der får sådan et anlæg etableret. Men i industrien er metoden blevet brugt i mange år, siger Kim Erfurt.
Vil udlede saltvand i kanal
Ionbytningsanlægget er billigere at drifte og fylder mindre end et alternativ.
Kim Erfurt, bestyrelsesformand, Juelsminde VandI januar skal vi i gang med at sætte det hele op. Bagefter skal vi igennem en testfase, så vi bliver klar til at trykke på knappen til foråret.
Der dannes dog overskydende saltholdigt vand, som Juelsminde Vand skal skille sig af med. Det kommer til at ske ved udledning i kanalen, der render ud i bugten i Juelsminde.
Vandværket bruger en gammel råvandsledning, som går ned til det gamle vandværk midt på Vejlevej. Herfra har vandværket fået boret og gravet ud til en ledning, der kan lede vandet de sidste 600 meter ned til kanalen få meter fra havet. Der bliver tale om maks. 19 kbm i døgnet.
Er der miljømæssige konsekvenser ved udledningen?
- Nej, det er der ikke. Det bliver blandet op med det saltvand, som kommer ind fra havet af, og det er blevet vurderet, at det ikke får nogen betydning for miljøet, svarer Kim Erfurt.
Opstiller anlæg efter nytår
Juelsminde Vand har for en måneds tid siden fået Hedensted Kommunes tilladelse til udledningen samt tilladelse til at bruge ionbytningsanlægget. Men man afventer altså i øjeblikket tilladelsen til tanken, der skal opmagasinere salt til anlægget.
- I januar skal vi i gang med at sætte det hele op. Bagefter skal vi igennem en testfase, så vi bliver klar til at trykke på knappen til foråret, siger Kim Erfurt.
Holder budgettet
Prisen på anlægget og opstillingen af det er tre mio. kr. Dertil kommer omkostninger til gravearbejdet.
- Som det ser ud nu, så holder vi os inden for budgettet, siger Kim Erfurt.
Der er ikke udsigt til nye afgiftsstigninger for forbrugerne.
- Vi har allerede lavet en stigning, der tager højde for det her. Den er blevet godkendt, så der er ikke lagt op til, at taksten for vandet skal stige yderligere, siger Kim Erfurt.