Annonce
Odder

Vandretur på den nye sti mellem Hundslund og Søvind

Den nye trampesti, der blev indviet i december i fjor, forbinder Hundslund og Søvind. PR Foto
Først blev turen aflyst, men nu gentager Odder Museum en gåtur på den nye sti mellem Hundslund og Søvind 4. september.

Odder: Odder Museum lancerede 31. juli en gåtur på den nye trampesti mellem Hundslund og Søvind.

Arrangørerne havde dog ikke taget i betragtning, at der samme aften var det store arrangement Hads Herred Rundt.

Derfor blev turen aflyst. men nu er museet klar med endnu en vandretur på den nye sti - mere præcist onsdag 4. september kl. 17.30-20.30

Stien blev indviet i december i fjor af de to borgmestre Uffe Jensen, Odder Kommune, og Peter Sørensen, Horsens Kommune.

Turen, der arrangeres af Odder Museum, byder natur- og kulturhistoriske fortællinger. PR Foto

Trampesti og skolespor

Stien er en trampesti, og bliver kaldt et skolespor, fordi den forbinder to skoler.

Stien er blevet til efter at en gruppe lodsejere sagde ja til, at stien måtte afmærkes i markskel på deres jord.

Stien rummer et stort udviklingsperspektiv, for en sti hele vejen rundt om Horsens Fjord vil give mange borgere adgang til en masse natur og rekreative muligheder.

Stor betydning

Stien, der er på 5,3 kilometer lang har stor betydning i en større sammenhæng.

Med åbningen af stien bliver det nemlig muligt at afmærke en sti hele vejen fra Odder til Horsens.

Et tværkommunalt samarbejde mellem Hedensted, Horsens og Odder Kommune har som et af deres fælles forslag at lave en sti, der forbinder Horsens Fjord-området på tværs af de tre kommuner.

Og med stiforløbet mellem Hundslund og Søvind i december blev det forslag skudt i gang.

Starter ved brugsen

På turen 4. september vil deltagerne opleve, at stiforløbet har stort potentiale.

De er tale om en sti, der giver muligheder for fysisk at mærke de store geologiske kræfter, der var på spil, da områdets smukke bakkekarakter blev dannet under seneste istid.

Området giver også baggrund for fortællinger om dengang, det var kongelig vildtbane, og hvad det så betyder.

Tilmelding og information telefonisk til Odder Museum i åbningstiden, senest dagen inden turen.

Mødestedet er ved Brugsen i Søvind, og medbring gerne kaffe og et stykke brød.

Turleder er naturvejleder og museumsformidler, Ole Sørensen, Odder Museum.

Der betales for deltagelse.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce