Annonce
Horsens

Vaccinerer 400-500 om dagen - og trods besværlig start er ikke en dråbe vaccine gået til spilde

Da bookingsystemet har haft kvaler, og en del borgere har haft svært ved at bruge det, har det krævet mere lavpraktiske løsninger i samarbejde med kommunerne at sikre "kunder" i vaccinationscentret. Foto: Morten Pape
De første 10 dage på covid-19-vaccinationscentret har budt på it-kvaler, håndholdte løsninger, tæt samarbejde med kommuner, vaccinationer og masser af god energi i lokaler, der næsten er på plads.

Horsens: Setuppet på det nye vaccinationscenter på Fuglevangsvej fungerer. Alligevel foregår planlægningen fra dag til dag i tæt samarbejde med kommunerne. For godt nok er de første dages fejl, hvor indbydelserne til vaccinationer ikke var nået frem til borgerne, overstået, men det har vist sig, at det er svært for mange i målgruppen at få booket en tid.

Lige nu er vaccinationerne målrettet borgere over 65 år, som får både personlig og praktisk hjælp i hjemmet, og her gemmer sig mange borgere, som har kvaler med at få tjekket e-boksen for indbydelsen og få booket en tid.

Og hvad gør projektlederen i vaccinationscentret så? Så laver hun blandt andet et samarbejde med kommunerne, som sørger for at indkalde og fragte nogle af borgerne i målgruppen ud til vaccinationscentret.

Annonce
- I hele forløbet har jeg været mest overrasket over it-udfordringerne. Det andet spiller, og vi har en rigtig god energi, fortæller projektleder Kirsten Lysdahl. Foto: Morten Pape

-  Den vaccine vi får, fordeles til Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg efter befolkningstallet. Når vi spørger, om kommunerne kan sende 30 ekstra borgere næste dag, har de været fantastiske til at komme med dem, fortæller Kirsten Lysdahl, som er seniorprojektleder i vaccinationscentret på Fuglevangsvej.

Den løsning giver ikke det flow, som bookingsystemet lægger op til.

- Vi ved ikke, om der kommer en bus med 50 borgere. Gør der det, skal de ikke stå og vente i kulden, så for at sikre et flow har vi indkaldt ekstra medarbejdere.

For målet er klart: Der skal ikke gå en dråbe vaccine til spilde.

- Det er også lykkedes for os.

Håndholdte løsninger

Når en del borgere kommer uden om den elektroniske bestilling af tider, betyder det, at meget af arbejdet håndholdes.

Samtidig skal antallet af borgere i centret matches med dagens tildeling af vaccine - tilsat usikkerheden om, hvor mange vacciner der kan trækkes ud af dagens tildeling.

Indgangspartiet er ved at være på plads, og portdøren er skiftet ud med en glasdør, og et vindfang der samtidig kan sikre, at kulden ikke blæser ind i lokalet, når døren går op. Foto: Morten Pape

- I dag (torsdag, red.) har vi vaccineret omkring 400. I hvert af de 18 lokaler kan der vaccineres otte i timen. Af hensyn til målgruppen har vi sat lidt ekstra tid af, så når vi kommer til de yngre, kan vi nå endnu flere om dagen. Vi har også mulighed for at udvide åbningstiden, siger Kirsten Lysdahl og tager lommeregneren frem.

Er alle 18 vaccinationslokaler åbne fra klokken 8 til 22, lander det på muligheden for at vaccinere over 2000, men det vil kræve flere parkeringspladser.

Annonce

Første stik givet til frontpersonale

På sygehuset tilbydes frontpersonalet også en vaccination. Her er der givet 550 stik.

Vaccinerne tilbydes i prioriteret rækkefølge, hvor personale, der har kontakt med akutte patienter, er med i første bølge. Det gælder blandt andet personale på fødeafdelingen, hjerteafdelingen, akutafdelingen, intensiv  og Medicinsk Sengeafsnit 1, hvor covid-19 patienter indlægges.

- Vi tilbyder vaccinen efter først til mølle-princippet. Nu er den første gruppe ved at være vaccineret. Vi ved ikke, hvor mange der vælger den fra, men vores fornemmelse er, at man gerne vil vaccineres, siger Kirsten Lysdahl.

Beboere på plejehjem har fået den første vaccination.


Af hensyn til målgruppen har vi sat lidt ekstra tid af, så når vi kommer til de yngre, kan vi nå endnu flere om dagen.

Kirsten Lysdahl


Nogle vacciner er reserveret til vagtlæger, præhospitalet og kommunalt ansatte. Hospitalsafdelinger skal sikre, at patienter, der er i risiko for et svært covid-19-forløb, kommer ind i systemet, så de kan booke en tid.

- I weekenden vaccinerer vi alle patienter på dialyseafsnittet, siger Kirsten Lysdahl, som følger den fastlagte prioritering.

Omkring halvdelen af vaccinerne er øremærket fri booking.

Annonce

Hjælp de ældre

Sådan er der hele tiden gang i en proces.

Senest har hospitalsudvalget i Region Midtjylland meldt ud, at øboere skal vaccineres på øerne - ikke på centrene.

- Vi er også opmærksomme på, at der er borgere i den målgruppe, vi vaccinerer nu, som ikke er i stand til at at komme ud på Fuglevangsvej. Dem er vi i en proces med kommunerne om at finde en løsning til, siger Kirsten Lysdahl, som samtidig opfordrer pårørende til ældre til at hjælpe med at bestille tid til vaccination.

Sådan bestiller du tid

Målgruppen er borgere på 65 år og ældre, som modtager praktisk og personlig hjælp i hjemmet, samt personer, som lider af en svær kronisk sygdom og er i behandling på sygehuset - for eksempel kemoterapi.

Borgerne i målgruppen kan ved hjælp af nem-id bestille tid på vacciner.dk.

Har man ikke nem-id, skal man bestille tid ved at kontakte Region Midtjylland på telefonnummer 70 23 24 15. Det skal gøres på hverdage mellem klokken otte og 16.

Vaccinationscentret, Fuglevangsvej 61, dækker Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg kommuner.

Vaccinationscentret på Fuglevangsvej gør en ihærdig indsats for at gøre opmærksom på sig selv. Foto: Morten Pape
En af opgaverne var at få anlagt p-pladser ved vaccinationscentret. Dem er der nu omkring 100 af - og de sidste streger er netop ved at blive tegnet på asfalten. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Se højdepunkterne: En vigtig redning gav AC Horsens endnu et point mod AaB

Annonce