Annonce
Danmark

V-kommuneformand om mail: Ingen taler om Venstres politik

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Formanden for Venstres kommuneforening i Jammerbugt Kommune er utilfreds med den megen uro i partiet.

Bekymring. Det er et meget anvendt ord i Venstres bagland i øjeblikket efter den offentlige uro, der har præget partiet de seneste uger.

Torsdag aften kunne Jyllands-Posten erfare, at Venstres regionsafdeling i Nordjylland samme dag havde sendt en mail, der udtrykte netop bekymring, til partiets formandskab.

Mailen til V-formand Lars Løkke Rasmussen, næstformand Kristian Jensen og partisekretær Claus Richter skete som opfølgning på det møde, der blev afholdt onsdag aften i den nordjyske regionsafdeling.

Over for Politiken bekræfter Venstres kommuneforeningsformand i Jammerbugt Kommune, Morten Grønborg Larsen, at mailen blev sendt til partitoppen.

- Det er rigtigt, at vi blev enige om at sende en mail til ledelsen. Men vi kunne ikke blive enige om noget konkret andet end det, vi har skrevet – at vi udtrykker bekymring, siger han.

Venstres bagland har de seneste uger med frustration set til, hvordan de interne stridigheder mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen har taget form som et offentligt skuespil.

Det har skygget for den politik, som det næststørste parti i Folketinget har at tilbyde, mener Morten Grønborg Larsen.

- Der ligger det, at når man taler om Venstre i medierne, så taler man om formand og næstformand.

- Det er da problematisk, at det ikke er Venstres politik, der tales om. Det er der ikke nogen, som kan være tilfredse med, siger han til Politiken.

Torsdag aften mødtes kommuneforeningsformændene i Region Syddanmark til et lignende møde.

Her diskuterede de fremtiden for Venstres topfigurer, men lysten til at dele tankerne med offentligheden var ikke stor efter mødet.

- Vi har haft en god og åben drøftelse af de forhold, vi har i Venstre, og det har vi betragtet som et internt møde, og det gør vi fortsat, og det tager vi nu med til hovedbestyrelsesmødet, sagde Leif Krarup, der er formand for regionsbestyrelsen i Region Syddanmark.

Han havde ingen kommentarer til, om der fortsat er tillid til Venstres ledelse.

Mandag mødes kommuneformændene i Region Midtjylland, og onsdag er der møde i Region Sjælland.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Dannebrog er kærlighedens flag

I sidste uge besøgte jeg Konservativ Ungdom i Aabenraa. En fredag aften sammen med unge om noget så gammeldags som en faneindvielse - endda på de unges initiativ. Det er både vigtigt og prisværdigt, at ungdommen står vagt om Dannebrogs betydning. Dannebrog er verdens ældste, eksisterende nationalflag. Historien om dengang det faldt ned fra Himlen i Estland for 800 år siden er lidt mærkelig. Det vender jeg tilbage til om lidt... Vi flager, når vi skal markere noget stort eller skabe en særlig stemning. Det være sig en fødselsdag, sejr eller mærkedag. Vi flager fra tage, busser og flagstænger - eller maler os rød-hvide i ansigtet, når vi hepper på landsholdet. Vi bruger flaget ved fødsel og død, og efter en begravelse sættes flaget fra halv til hel stang. Synligt, stumt og værdigt. Dannebrog kan opleves alle steder og i mange former. Af plastik, papir eller stof. På busser, kager eller som julepynt. Kun fantasien sætter grænser, for Dannebrogs betydning er hævet over flagets fysiske materiale og værdi. Det er selve symbolet på den danske folkesjæl. Derfor har andre flag en sekundær betydning for de fleste danskere. Mange bryder sig ikke om, at Dannebrog vajer side om side med andre landes eller sammenslutningers flag på dansk jord. Nogle vil gerne udfordre flagreglerne, mens andre mener, at for eksempel EU-flaget ikke bør behandles med samme agtelse som Dannebrog. Jeg synes, at EU-flaget sagtens kan vaje fra rådhuse og Christiansborg, hvis det sker velovervejet og med ærbødig respekt for, at Dannebrog er vores primære flag i Danmark. Jeg kan heller ikke hidse mig op over, at folk flager med andre flag i private haver. Jo, det sender et særligt budskab til omgivelserne, men det vil jeg hellere invitere til en samtale om, end jeg vil lade mig fornærme og kræve forbud. Dannebrog bliver ikke mindre værd, fordi det vajer ved siden af et andet flag - tværtimod. Vi ser i disse år en bekymrende nationalisme strømme ind over Europa. Den næres blandt andet af stærkt føderalistiske og union-elskende liberalister, som vil udviske nationale forskelle. I stedet for at lade samfundet polarisere af yderfløjene, bør vi respektere både kærligheden til vores fædreland og fællesskabet med vores naboer. De to ting udelukker ikke hinanden. Det giver mening at vise andres flag respekt, netop fordi mit eget flag er Dannebrog - et kærlighedens flag. For mig er historien om Dannebrogs nedfald fra Himlen (med stort H) forklaringen på dets betydning. Ligesom Biblen er fuld af historier, som ikke altid skal tages fuldstændigt bogstaveligt, foregik Dannebrogs “fødsel” nok heller ikke præcist som overleveret. Det siger vores sunde fornuft os. Men det er også lige meget. Pointen er, at Dannebrog ikke blev kreeret af en fancy design- eller systue på bestilling fra datidens magthavere. Dermed fik flaget sin guddommelighed indvævet - og det forklarer måske, hvorfor det har overlevet så mange år uden at miste betydning eller hænder. Dannebrog er hævet over enkeltpersoners initiativ eller magt. I stedet signalerer flaget kærlighed til fædrelandet, som vi hylder med sange på vores modersmål. Men kærlighedens budskab i Dannebrog handler om mere end landegrænser og sprog. Det handler især om næstekærlighed og det forpligtende fællesskab mellem os danskere. Et fællesskab, hvor vi har regler og traditioner for omgang med flaget, som var den en kærlig ven, vi ikke bare smider på jorden, brænder af eller overbelaster med brug i tide og utide. Forholdet til Dannebrog er et udtryk for den næstekærlighed, vi danskere føler dybt i vores sjæl og udtrykker i hverdagens gøremål og mærkedage. Tydeligt og roligt står vi i vores eget lys med vores fane i hånden eller tankerne. Men også fulde af rummelig anerkendelse over for naboens flag - om det så er i regnbuens farver eller blåt med guldstjerner på. Alle har ret til at have deres flag og symboler - og med hånden på vores eget Dannebrog bør vi værne om og respektere denne grundlæggende rettighed. For Dannebrog er kærlighedens flag.

Annonce