Annonce
Horsens

V foreslår medarbejdere på rådhuset - mod alle fornuftige retningslinjer siger borgmesteren

Coronakrisen er over os, men byggeriet skal holdes i gang. Derfor foreslår Venstres byrådsgruppe, at kommunens byggesagskonsulenter skal sidde og arbejde på rådhuset for at højne deres effektivitet. Men det forslag, mener borgmester Peter Sørensen (S), går mod alle fornuftige retningslinjer og alle de anbefalinger, der er kommet fra sundhedsmyndighederne. Arkivfoto: Morten Pape
For at højne tempoet på at udstede byggetilladelser foreslår Venstres byrådsgruppe, at hjemsendte byggesagskonsulenter skal ind og sidde på rådhuset. Men kritikken af tempoet er skudt helt ved siden af, siger borgmesteren.
Annonce

Horsens: Midt i en coronatid foreslår Venstres byrådsgruppe med formand Martin Ravn i spidsen at kalde en gruppe af kommunens folk på arbejde, som ellers er blevet sendt hjem.

- Konsulenterne i byggesager sidder hjemme og arbejder, og det har betydet en nedgang i effektivitet, hvilket igen betyder, at de ikke har kunnet give tilladelse til det samme antal byggesager. Det er helt logisk, at tempoet går ned, når man sidder hjemme, og det gode er, at det ikke står stille, men at der er stadig gang i at få sendt byggetilladelser ud, siger han.

Alligevel mener Martin Ravn, som også er formand for kommunens plan- og miljøudvalg, at det ville gavne byggebranchen, hvis medarbejderne blev kaldt tilbage på arbejde og i stedet for at sidde hjemme blev spredt ud over den megen plads, der er på rådhuset.

- De medarbejdere kunne godt arbejde fra rådhuset. Ligesom medarbejdere fra sundhedssektoren er det her en medarbejdergruppe, som er enormt vigtig for at holde erhvervslivet i gang. Vi spurgte borgmesteren, om man ikke kunne lave tiltag, så man kan køre det samme flow som tidligere, så håndværksmestrene kan komme i gang. Men det fik vi nej til, forklarer han.

- Konsulenterne i byggesager sidder hjemme og arbejder, og det har betydet en nedgang i effektivitet, hvilket igen betyder, at de ikke kunnet give tilladelse til det samme antal byggesager. Det er helt logisk, at tempoet går ned, når man sidder hjemme, og det gode er, at det ikke står stille, men at der er stadig gang i at få sendt byggetilladelser ud.

Martin Ravn (V)

Annonce

Ingen nødpasning

Hvis kommunen skulle åbne for at kalde konsulenterne i byggesager på arbejde på rådhuset, ville en del af dem muligvis få problemer med børnepasning, men Martin Ravn mener, at denne gruppe også udfører en kritisk opgave i samfundet, og at børnene derfor skal have samme muligheder som for eksempel børn af sygeplejersker for at komme i nødpasning.

- Vi har også spurgt borgmesteren, om de børn kunne komme i nødpasning. Men det kunne heller ikke lade sig gøre.

Og den beslutning mener Martin Ravn er forkert.

- Det er os som kommune, som er med til at beslutte, hvad der er kritisk personel for os, og de her medarbejdere er med til at understøtte erhvervslivet så meget som muligt, og dermed bliver de til kritisk personel, understreger han.

Annonce

Uforsvarligt at samle folk

At personalet i byggesagsafdelingen har en meget vigtig funktion, er borgmester Peter Sørensen (S) enig med Martin Ravn i, men her holder enigheden også op. Ifølge borgmesteren løser medarbejderne deres opgaver til meget stor tilfredshed hjemmefra, understreger han.

- Vi har ingen betydelig nedgang i byggesagsaktivitet. Det er klart, at det er en særlig situation, men der leveres en lang række byggetilladelser hver dag, og de arbejder på fuldt tryk hjemmefra. Det ville ikke højne tempoet, at de kom herind og sidde, for der er stadig en masse, der ikke er oppe i at køre i forhold til samarbejdspartnere. Og jeg har en lang række mails fra virksomheder, som er ovenud tilfredse med det niveau, der leveres på, understreger han.

- Efter min mening er kritikken fuldstændig forfejlet og skudt helt ved siden af. Jeg synes ikke, det er fair over for de medarbejdere. De leverer, og de passer på sig selv, så de også fremadrettet kan levere. At de får kritik af formanden for plan- og miljøudvalget for ikke at levere nok, det er simpelthen ikke rimeligt, siger borgmesteren.

Peter Sørensen understreger desuden, at diskussionen ikke handler om nødpasning eller ej, men nærmere om, at det er uforsvarligt at have medarbejderne på rådhuset.

- Vores medarbejdere er sendt hjem, hvor de kan arbejde hjemme, og hvis de har brug for nødpasning, får de det. Men det er ikke det, vi snakker om. Hvis de sidder herinde alle sammen, er risikoen for at smitte hinanden meget større. Formanden for plan- og miljø beder dem om at øge risikoen for at bliver syge mod alle fornuftige retningslinjer og alle de anbefalinger, der er kommet fra sundhedsmyndighederne, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce