Annonce
Horsens

Par fra Odder åbner campingplads på Endelave: Nu med hø-hotel

Parret Connie Lind og Søren Timmermann fra Odder hygger med hundene og Søren Timmermanns yngste datter Amalie, inden deres nyindkøbte campingplads på Endelave slår dørene op for gæster mandag morgen. Privatfoto
Første juli kan man igen slå teltpælene i jorden og parkere campingvognen på Endelave. Et par fra Odder har nemlig købt campingpladsen for en måned siden og melder nu klar til åbningen.

Endelave: Sandal-fødder i morgendug på vej til fælleskøkkenet. En kold pilsner i solen foran vognen. Hyggelige aftener med brætspil og tæpper om benene. Campingsæsonen er i gang, og efter to år uden gæster åbner Endelave Camping igen 1. juli.

Det er Odder-parret, pædagog og værtshusbestyrer Connie Lind på 54 og smed Søren Timmermann på 44, der har købt pladsen, som nu igen skal emme af liv og børnelatter hele sommeren.

- Vi sad en aften og blev enige om, at vi gerne ville prøve noget nyt. Det kunne være sjovt at prøve at bo på en ø, og så så vi, at den her campingplads var til salg, fortæller Connie Lind.

Og der var ikke langt fra tanke til handling.

- Vi ringede til ejendomsmægleren, og en måned senere var vi flyttet ind.

Dermed blev fastlandet skiftet ud med ø-livet, og parret har ikke fortrudt.

- Vi er bare blevet så godt modtaget. Herovre ved de godt, når der kommer nye, og alle har hilst os velkommen.

Annonce

- Vi vil satse på fred, ro og hygge. Tilbage til tiden før vores samfund gik amok. Næsten ligesom at komme tilbage til Morten Korch.

Connie Lind, Den ene halvdel af ejerduoen fra Endelave Camping

Plads til heste

Ud over parrets egen bolig er der fire hytter og plads til 68 campingvogne på Endelave Camping. Og så er der en særlig plads til gæsternes firbenede venner.

- Vi har selv to heste med, så vi har besluttet os for at lave hø-hotel. Vi har lejet en mark ved siden af pladsen og bokse i en stald, så på den måde kan man have sine heste med på ferie, fortæller Connie Lind.

Endnu har parret ikke nået at sætte forventningerne op til den kommende sæson, men de er klar, når campisterne kommer.

- Alle, der har lyst, skal komme, men forventningerne er ikke så store, fordi pladsen har været lukket. Jeg beholder mit job på værtshuset i Odder et par dage om ugen, men på sigt er det meningen, at jeg, ligesom Søren, skal have alle mine timer herovre, fortæller Connie Lind.

Morten Korch-stemning

Rom blev jo som bekendt ikke bygget på en dag. Og campingparret vil også tage tingene lidt ad gangen. Cafeen kommer først op at køre i løbet af sæsonen, men når den gør, bliver det med gammeldags danske retter - for det er netop den stemning, parret vil skabe.

- Vi vil satse på fred, ro og hygge. Tilbage til tiden, før vores samfund gik amok. Næsten ligesom at komme tilbage til Morten Korch, fortæller Connie Lind og tilføjer:

- Men vi skal nok sørge for, at der er lidt morgenbrød og is til børnene, inden cafeen kommer op at køre.

Det er efterhånden 14 dage siden, parret officielt flyttede til Endelave. De mangler stadig det sidste, men de er helt sikre på, at valget af Endelave Camping er det rigtige.

- Nej for søren, vi har ikke fået økuller. Vi gider slet ikke over til fastlandet igen. Naturen, hyggen og roen. Alt er stille her, og man kan høre havet.

- Jeg har camperet hele min barndom ved Hou camping. Fastliggere fra påske til sæsonen sluttede. Og Søren er kommet en del på Endelave, så kombinationen er helt rigtig, lyder det fra Connie Lind, som nu bare kan tælle ned til åbningen mandag.

- Vi er enormt spændte og enormt glade. Det føles bare så rigtigt, så vi er meget fortrøstningsfulde.

Endelave camping åbner 1. juli, og 19. juli holder parret åbent hus kl. 14-18 og byder på en øl og en pølse.

De nye campingpladsejere er flyttet til Endelave for 14 dage siden, og er allerede vilde med ø-livet. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tak til efterskolen

Det er dyrt at have sit barn på efterskole. Det ved jeg kun alt for godt. Derfor blev jeg selvfølgelig også glad på min privatøkonomis vegne, da jeg fik en mail fra efterskolens forstander om, at jeg kan få noget af egenbetalingen tilbage. Det er et resultat af den aftale, der er indgået med undervisningsministeriet. Tak for det. Og måske især for den del af tilbagebetalingen, der handler om kostpenge. For alt det, jeg sparer på benzin frem og tilbage til arbejde i disse coronatider, ja, dem bruger jeg på at brødføde en stor, sulten teenager. Hvad angår den øvrige del af tilbagebetalingen, siger jeg selvfølgelig ikke nej til pengene. I hvert fald ikke så længe jeg er sikker på, at efterskolens medarbejdere stadig kan få løn, og efterskolen også kan eksistere efter corona. Hver dag siden efterskolen lukkede, har min søn siddet foran sin computer og modtaget undervisning. Idrætslærerne har på skift tvunget ham ud af huset for at tage billeder af blade i skoven, kramme træer eller bare løbe en tur. Lærerne lægger videoer ud og hjælper de unge mennesker med stadig at have en fornemmelse af at gå på efterskole. Nuvel, der er dage, hvor cybersamværet gør savnet større i stedet for mindre, men for det meste kommer sønnen ud af værelset med mere lys i øjnene, end inden timen begyndte. Jeg synes faktisk stadig, jeg får noget for pengene, selvom skolen er lukket. Så for mig er det vigtigste ved hjælpepakken ikke, hvad jeg kan få retur, men at lærerne kan få deres løn og beholde deres job på efterskoler, der stadig står klar til at tage imod vores børn og endda have råd til at gøre lidt ekstra for dem, når de forhåbentlig når tilbage til efterskolen og kammeraterne, inden skoleåret er omme. For hjælpepakke eller ej, så kan min søn og alle de andre efterskoleelever ikke få den tabte tid tilbage. Der er ikke nogen ny chance, uanset hvor mange penge jeg får retur.

Danmark

Liveblog: Politiet opfordrer til at sprede påskehandlen ud over flere dage

Annonce