Annonce
Navne

Værsgo - her er en million kroner: Forsker får pengegave for sin kamp mod folkesygdom

Karsten Buschard har i over 40 år forsket i mulige behandlinger og forebyggelse af type 1 diabetes. Foto: Sine Fiig
Årets Bagger-Sørensen Pris på én million kroner går til diabetesforsker, der har forsket i folkesygdommen i over 40 år.
Annonce

Pris: Professor Karsten Buschard får Bagger-Sørensen Prisen 2020 på én million kroner for sin forskning i diabetes.  Fonden karakteriserer årets prismodtager, som "en af Danmarks fremmeste diabetesforskere, som i mange år har ydet væsentlige bidrag til forståelse af udviklingen og forebyggelsen af type 1 diabetes".

Vejle-fonden tilføjer, at Karsten Buschard, professor, dr.med. og dr.med.vet. på Bartholin Instituttet, Rigshospitalet og Københavns Universitet gennem end 40-år har sat solide aftryk på adskillige forskningsområder, der bidrager til større forståelse af årsagerne til type 1 diabetes og mulighederne for forebyggelse.

- Netop en lang række af originale og nyskabende videnskabelige opdagelser inden for type 1 diabetesområdet har Fonden lagt vægt på i tildelingen af hædersprisen til Karsten Buschard,  siger Claus Bagger-Sørensen, formand for Bagger-Sørensen Fonden i en pressemeddelelse om årets pris.

Annonce

Fuld af kreative idéer

Professor Oluf Borbye Pedersen, bestyrelsesmedlem i Bagger-Sørensen Fonden, uddyber:

- Karsten Buschard er en pioner inden for sit forskningsområde. En forsker og forskningsleder, der har evnet at udvikle anderledes hypoteser om udviklingen af type 1 diabetes og kreative idéer, som undertiden er blevet mødt med skepsis af andre forskere. Alligevel har han haft den nødvendige udholdenhed og modet til at følge de originale tanker op i omhyggeligt gennemførte eksperimenter, og resultaterne af disse er frugtbare og beundringsværdige.


Karsten Buschard er en pioner inden for sit forskningsområde, og han har evnet at udvikle anderledes hypoteser og kreative idéer.

professor Oluf Borbye Pedersen


Eksempelvis har Karsten Buchards forskning bidraget til en generel forståelse af udviklingen af autoimmune sygdomme. Sammen med kolleger har han også fremsat en hypotese om overstimulation af de insulinproducerende celler i sidste del af svangerskabet hos gravide og en senere øget risiko for udvikling af type 1 diabetes. Desuden forskning i sammenhængen mellem madens indhold af gluten og udløsning af sukkersyge.

Annonce

Fonden har fokus på flere sygdomme

Diabetes af et af de seks sygdomsområder, som har Bagger-Sørensen Fondens bevågenhed.

- De øvrige fem områder er øjensygdomme, mund- og tandsygdomme, cøliaki, autisme og neurofibromatosis Recklinghausen – alle sygdomme, som vi i familien har været eller er direkte berørt af, ligesom mange andre familier er det. Derfor er det også en ekstra stor glæde - gennem Bagger-Sørensen Fonden - at kunne hædre mennesker, som vier en stor del af deres liv til at gøre en forskel for alle os andre, siger Claus Bagger-Sørensen.

Annonce

Flere priser overrækkes

Bagger-Sørensen Fonden uddeler i år også Ung Forsker Priser på 100.000 kroner til to talenter. Prisen går til adjunkt og reservelæge Nicolai Jacob Wewer Albrechtsen, Rigshospitalet og Københavns Universitet. Han modtager prisen for sin innovative hormonforskning med relation til diabetes.

Desuden til lektor og læge Tor Biering-Sørensen, Københavns Universitet og Herlev og Gentofte Hospital for sin omfattende forskningsaktivitet til forebyggelse af hjertesygdom ved diabetes.

To sygeplejersker modtager desuden Bagger-Sørensen Fondens Påskønnelsespriser. Det er sygeplejerskerne Teresa Andersen og Kathe Jensen, begge fra Medicinsk Afdeling, Sygehus Lillebælt i Vejle. De hædres for deres initiativ til etablering og drift af kommunikationsplatformen ”Sukkerøret”, som er en succesfuld telefonrådgivning af diabetespatienter og behandlerpersonale. De får hver en personlig hædersgave på 50.000 kr.

Selv prisuddelingen finder sted 22. oktober ved en højtidelighed i Bagger-Sørensen Fonden i Vejle.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce