Horsens: Projektilet gik gennem en rude i et vindue og endte på offentlig vej, da en polititjenestemand onsdag formiddag ved et uheld affyrede et våben på politistationen på Holmboes Allé i Horsens.
Det oplyser specialkonsulent Marianne Pedersen fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, som står for efterforskningen i sagen. Det er normalt i sager, hvor polititjenestemænd er involveret.
- Jeg kan oplyse, at skuddet blev affyret fra et våbenrum på politistationen. Til alt held blev ingen ramt, siger Marianne Pedersen, der ikke ønsker at oplyse, om der var tale om et tjenestevåben, der gik af.
I forbindelse med vådeskuddet afspærrede politiet Holmboes Allé ved politistationen i omkring fem timer, mens bl.a. hundepatruljer afsøgte området.
- Det er klart, at når der bliver skudt gennem en rude, så er der et projektil, der er røget ud, og det var det projektil, der blev søgt efter, fortæller Marianne Pedersen, der ikke vil oplyse, om politiet fandt projektilet på Holmboes Allé.
Hun fortæller, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed har sendt efterforskere til Horsens, men at de politifolk, der afspærrede Holmboes Allé og afsøgte området med hunde, stammer fra Sydøstjyllands Politi.
- Det er os, der står for efterforskningen, men det lokale politi kan sagtens assistere i de her sager, siger hun.
Det er klart, at når der bliver skudt gennem en rude, så er der et projektil, der er røget ud, og det var det projektil, der blev søgt efter.
Marianne Pedersen, specialkonsulent, Den Uafhængige Politiklagemyndighed
Afhøringer og undersøgelser
Onsdag oplyste Den Uafhængige Politiklagemyndighed, at ingen er hverken sigtet eller anholdt i sagen om vådeskuddet.
Den oplysning vil Marianne Pedersen ikke kommentere torsdag, ligesom hun heller ikke vil komme med yderligere oplysninger om den polititjenestemand, der afgav skuddet.
Hun vil dog gerne fortælle, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed nu undersøger omstændighederne omkring skuddet.
- Vi skal have lagt klart, hvad der skete, og hvorfor skuddet gik af. Det skal bl.a. ske gennem afhøringer og ved at undersøge skuddet, forklarer specialkonsulenten.
Når Den Uafhængige Politiklagemyndighed er færdig med at efterforske i sagen, sender den sagen til Statsadvokaten.
- Og så er det Statsadvokaten, der tager stilling til, om sagen skal lægges ned, eller om der eventuelt skal rejses tiltale mod nogen i sagen. Det er helt almindelig procedure, siger Marianne Pedersen.
Ingen personer kom til skade ved vådeskuddet, der faldt omkring kl. 9.45.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed
- Politiklagemyndigheden er uafhængig af både politi og anklagemyndighed og har til opgave at efterforske strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten samt sager om personer, der er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
- Endvidere har Politiklagemyndigheden til opgave at behandle og træffe afgørelse i sager, hvor der er klaget over politipersonalets adfærd.
- Politiklagemyndigheden er en selvstændig myndighed, der ledes af Politiklagerådet og en direktør. Politiklagerådet er myndighedens øverste ledelse og består af en formand, som skal være landsdommer, en advokat, en universitetslærer i retsvidenskab og to repræsentanter for offentligheden. Politiklagerådets medlemmer beskikkes af justitsministeren for fire år ad gangen.
Kilde: Politiklagemyndigheden.dk