Annonce
Udland

Våbenhvile blev ikke diskuteret i EU: Vi har reageret

Thierry Roge/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen understreger, at verdenssamfundet ikke er færdig med at diskutere Tyrkiet.

USA har fået kritik for den fem dage lange våbenhvile, som torsdag blev indgået i det nordøstlige Syrien.

Men på topmødets dag to i Bruxelles fredag blev amerikanernes ageren ikke diskuteret, fortæller statsminister Mette Frederiksen (S).

- Det mener jeg heller ikke, vi skal bruge energien på her. Men jeg tror til gengæld, at Danmark skal bruge noget energi - og det har vi tænkt os at gøre - på koalitionen i forhold til Islamisk Stat, hvor USA jo indgår som den vigtigste partner.

- Det synspunkt blev faktisk også fremhævet af andre lande her, lyder det fra den danske statsminister.

USA's vicepræsident, Mike Pence, oplyste torsdag på et pressemøde, at Tyrkiet har accepteret at indstille sin offensiv i Syrien i fem dage.

Derudover har Tyrkiet lovet at indstille sin indtrængen i landet, hvis de kurdiskledede tropper trækker sig tilbage fra en sikkerhedszone ved grænsen mellem Syrien og Tyrkiet.

Og det krav er blevet accepteret, og derfor har flere kritiseret USA for at have givet tyrkerne, hvad de vil have.

Men Mette Frederiksen mener ikke, at EU skal reagere kraftigere end tilfældet er lige nu.

Fredag morgen på vej ind til topmødet sagde hun, at EU allerede reagerer mod Tyrkiet.

Her henviste hun til, at EU-landene mandag gav hinanden håndslag på indtil videre at stoppe eksporten af våben til Tyrkiet.

Der er tale om en politisk aftale og ikke en decideret våbenembargo, som EU eksempelvis har i forhold til Venezuela og Libyen.

Samtidig mindede hun om, at Tyrkiet er et Nato-land.

- Vi skal være kritiske, vi skal tage afstand, men vi skal fortsat have en dialog med Tyrkiet, sagde Mette Frederiksen og understregede, at hun mener, at det internationale samfund ikke er færdig i sagen.

Det var i sidste uge, at Tyrkiet indledte en militæroffensiv i det kurdiske Syrien, efter at USA trak sine tropper ud af området.

Tyrkiet vil oprette en "sikker zone" til at genhuse flygtninge fra den syriske borgerkrig, lød det.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce