AARHUS: Hvad laver mon den danske kunstner Asger Jorn på en udstilling, der er skabt af to erfarne amerikanske kunstnere?
Ja, for han er med, den danske kunstner, som døde i 1973, og som masser af århusianere kender for det legendariske værk på Statsgymnasiet i Aarhus - den 30 meter lange og tre meter høje keramikvæg i skolens forhal.
"Colony Sound 2019-2020" hedder udstillingen, som lørdag 10. oktober åbner for offentligheden på Aros Aarhus Kunstmuseum.
Jonah Freeman og Justin Lowe hedder de to kunstnere, der bor og arbejder i New York.
Jorn ofte med
- Asger Jorn har vi brugt i mange år i vores udstillinger. Vi bliver inspireret af hans værker, og sidst, vi var her, besøgte vi Statsgymnasiet og så det store relief, fortæller Jonah Freeman, mens vi er i udstillingen.
- Vi brugte Jorn første gang i 2012, og i fem-seks år har vi i det hele taget haft interesse for Cobra-malerne, siger Jonah Freeman.
De to kunstnere har tre af Asger Jorns litografier med i et af de 15 rum, som udstillingen består af. Derudover er de tydeligt inspireret af Jorns maleri og keramik i nogle store værker, som de har skabt til et af rummene.
Til eftertanke
Den usædvanlige og ekstraordinære udstilling er skabt for at få os til at tænke over samfunds- og verdensudviklingen.
- Den sætter hjernen i gang, siger Erlend G. Høyersten, direktør på Aros.
- Den er scenografisk opbygget ligesom scener i en film, når man bevæger sig fra rum til rum, siger overinspektør på Aros og kurator, Lise Pennington.
Udstillingen består af en urovækkende parallelverden med byen San San, hvor de to amerikanske byer San Diego og San Francisco smelter sammen til et gigantisk bykompleks. "Colony Sound" er en ungdomskultur, som bor der.
Lise PenningtonHvert rum lægger op til, at man skal komme i tvivl om, om man er gået forkert.
Sære oplevelser
Gennem rummene får gæsterne den ene sære oplevelse efter den anden i en metrovision.
At sætte sig ind i indholdet i hvert rum kræver en god del energi. Der er for eksempel et nedbrændt musikstudie og en lejlighed, hvor en kvinde, der arbejder med neurovidenskab, bor.
Freeman & Lowe har hentet inspiration i bogen "The Year 2000", hvor forfatterne Herman Kahn og Anthony J. Wiener i 1967 kiggede i krystalkuglen og gav deres bud på verden i år 2000.
De to amerikanere har lavet en totalinstallation, som vi selv skal gå på opdagelse i og vurdere, hvad der er fiktion og hvad der er fakta.
- De inkluderer alt fra loft til vægge og gulve. Tilmed er der en række modreaktioner på samfundet, inspireret af historiske og fiktive begivenheder, siger Lise Pennington.
Synonym på modreaktion
Asger Jorn er netop synonym med en modreaktion, da han nægtede at modtage Guggenheim-prisen på 10.000 dollars for billedet "Døddrukne danskere". Han malede det som reaktion på, at den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i 1963 udtalte, at det skandinaviske folk havde en anløben moral og især anklagede danskerne for at være et fordrukkent folkefærd med en udpræget hang til selvmord. Det gjorde Asger Jorn vred. Han malede "Døddrukne danskere", et voldsomt billede, der syder af liv og indignation.
Kort før udstillingen åbnede på Guggenheim sendte Asger Jorn fra Paris et uforskammet telegram med teksten:
- Go to Hell with your money bastard. Refuse price. Never asked for it. (Gå til helvede med jeres penge. Jeg nægter at tage imod prisen. Jeg har aldrig bedt om den).
Asger Jorn kunne ikke fordrage at blive placeret på en piedestal, hvor en pris gjorde ham til en bedre kunstner end andre.
Før og i coronatiden
Udstillingen på Aros er skabt længe før coronakrisen, men har aktualitet, fordi de to kunstnere behandler skrækscenarier, nye og virkelighedsnære fremstillinger af katastrofer og samfundsforhold afledt af blandt andet sundhedspidemier, klima og teknologi.
Vejen gennem udstillingen begynder i et butiksinteriør fra en telefonforretning til det halvbrændte musikstudie og et rum belagt med kobber.
Undervejs er der sorte skulpturer af for eksempel et strygejern og en kopimaskine, og ved nærmere og grundigt eftersyn opdager man, at de er lavet af sorte ris.
Dansk skilt?
- Hvert rum lægger op til, at man skal komme i tvivl om, om man er gået forkert. Om man bryder nogens privatsfære eller har forvildet sig ind i et baglokale, som viser sig at være en hemmelig forsøgsstation, siger Lise Pennington.
I alle rum er der underlægning af musik, der er skabt til udstillingen.
- Tidligere har vi haft mikrofoner i lofterne, hvor vi optog folks stemmer i ét rum og sendte lyden ud senere i udstillingen, så gæsterne kunne høre deres egne stemmer. Men sådan har vi ikke gjort her, siger Justin Lowe.
Det er også muligt at finde en enkelt dansk tekst på et skilt. Der står "Iskolde drikke".
- Vi tager altid noget med fra de områder, vi er i, siger Justin Lowe og føjer til, at en udstilling i Ohio, USA, indeholdt et kort over Danmark.
Udstillingen
- Aros Aarhus Kunstmuseum. Udstillingen "Colony Sound, 2019-2020". Kunstnerduoen Jonah Freeman og Justin Lowe.
- Kan ses 10. oktober 2020-21. februar 2021.
- www.aros.dk