Annonce
Udland

USA og Japan er tæt på ny aftale om handel og landbrug

Pool/Reuters

En handelsaftale mellem USA og Japan er på trapperne. Aftalen kan kølne handelsstriden mellem de to lande.

USA og Japan har forhandlet store dele af en handelsaftale på plads.

Det siger den amerikanske præsident, Donald Trump, og Japans premierminister, Shinzo Abe, ved G7-topmødet i Biarritz i Frankrig søndag.

De to regeringsledere forventer at underskrive aftalen i New York i næste måned.

Ifølge USA's handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, dækker aftalen områder som landbrug, industritold og digital handel. Told på bilhandlen vil forblive det samme, siger Lighthizer.

Hvis aftalen bliver underskrevet, kan det sætte en dæmper på handelsstriden mellem de to allierede, mens krigen raserer videre mellem USA og Kina.

Trump siger ved G7-mødet, at Japan har indvilget i at købe overskydende korn fra USA, som amerikanske landmænd ikke kan komme af med som følge af de forhøjede toldsatser mellem USA og Kina.

Shinzo Abe understreger, at der kun er tale om et "potentielt" køb af korn.

- Det er en meget stor aftale, og vi har i princippet fået den på plads. Det drejer sig om flere milliarder dollar. Fantastisk for landmændene, siger Trump til journalister ved G7-topmødet ved siden Abe.

/ritzau/Reuters

Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Sportschef: Renault-test er et seriøst skridt mod Formel 1 for lokalt racer-talent

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce