Annonce
Udland

USA giver 76 saudiarabere indrejseforbud i Khashoggi-sag

Venner af den dræbte journalist Jamal Khashoggi holdt plakater med hans portræt ved en mindestund foran det saudiarabiske konsulat i Istanbul den 2. oktober 2020, som var toårsdagen for Khashoggis død. Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Forbud skal holde enhver ude af USA, der på vegne af en udenlandsk regering truer kritikere og journalister.

USA indfører visumrestriktioner for 76 saudiarabere, der er mistænkt for at have været involveret i drabet på den kritiske journalist Jamal Khashoggi i 2018.

Det meddeler udenrigsminister Antony Blinken umiddelbart efter offentliggørelsen af en efterretningsrapport om drabet.

Rapporten konkluderer, at Saudi-Arabiens kronprins, Mohammad bin Salman, godkendte - og måske beordrede - drabet.

Men inden Blinkens meddelelse havde embedsmænd i USA's regering gjort det klart, at sanktionerne ikke omfatter kronprinsen selv.

Agnès Callamard, der er FN's efterforsker i Khashoggi-sagen, opfordrer USA til også at lade sanktionerne ramme Mohammad bin Salman.

Det skal gælde både for hans "personlige værdier, men også hans internationale engagementer", skriver Callamard i et længere opslag på Facebook.

- At udstøde dem, der er ansvarlige for at have beordret henrettelsen af Jamal Khashoggi, fra den internationale scene, er et vigtigt skridt i retning af retfærdighed, mener FN-efterforskeren.

Ud over sanktioner mod personer omkring den saudiarabiske kronprins bliver der også indført et indrejseforbud, der er opkaldt efter Khashoggi, siger udenrigsministeren.

Det gælder for personer, der truer eller angriber aktivister, journalister og kritikere på vegne af udenlandske regeringer, siger Blinken.

- Vi har gjort det absolut klart, at Saudi-Arabiens angreb på aktivister, dissidenter og journalister må stoppe, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det indebærer visumrestriktioner for enhver, der "handler på vegne af en udenlandsk regering og menes at være direkte engageret" i alvorlige overgreb mod dissidenter i andre lande.

Jamal Khashoggi blev slået ihjel på Saudi-Arabiens konsulat i den tyrkiske storby Istanbul i oktober 2018.

Han havde skrevet en lang række kritiske artikler om den måde, som kronprinsen og kong Salman forvaltede deres magt i Saudi-Arabien. Han skrev blandt andet for Washington Post.

Khashoggi var saudiarabisk statsborger bosat i USA.

/ritzau/Reuters

Læs Agnes Callamards kommentar her
Annonce
Hedensted For abonnenter

Schæferhunden Buller advarede om nattebrand: Få minutter senere stod Christina på gaden med tre-årige Felix i favnen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce