Annonce
Udland

USA er bekymret over paramilitære styrker nær Hongkong.

Manan Vatsyayana/Ritzau Scanpix

USA opfordrer Kina til at leve op til dets forpligtelser og tillade høj grad af selvstyre i Hongkong.

USA udtrykker dyb bekymring over, at Kina har sendt paramilitære styrker til grænsen til Hongkong.

En talsmand for USA's udenrigsministerium siger, at det er vigtigt, at Hong Kongs regering respekterer ytringsfrihed og retten til at holde fredelige møder.

Talsmanden siger, at USA er dybt bekymret over rapporter om, at paramilitære styrker er rykket tæt på Hongkongs grænse.

- USA opfordrer indtrængende Kina til at leve op til dets forpligtelser og tillader, at Hongkong bevarer en høj grad selvstyre, hedder det.

Præsident Donald Trump sagde tirsdag, at det amerikanske efterretningsvæsen har orienteret ham om, at Kina har rykket soldater tæt på grænsen til Hongkong.

I Paris opfordrer den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, til at genoptage forhandlinger med demonstranterne om en fredelig løsning på den nuværende krise.

- Jeg opfordrer alle parter - og navnlig myndighederne i Hongkong - til at genoptage en dialog for at finde frem til en fredelig løsning og få bragt den eskalerende vold til afslutning, siger Le Drian.

Protesterne i Hongkong udgør en af de hidtil største udfordringer for Kinas magtfulde præsident, Xi Jinping.

Kina kaldte tidligere onsdag demonstrationer i Hongkongs lufthavn for "terrorlignende handlinger". Det skete, efter at to personer angiveligt er blevet banket af en gruppe demonstranter i lufthavnen natten til onsdag dansk tid.

- Vi fordømmer på det kraftigste disse terrorlignende handlinger, sagde Xu Luying, der er talsmand for det kinesiske kontor i Beijing, som tager sig af anliggender i Hongkong og Macau, i en meddelelse.

/ritzau/AFP

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce