Horsens: Vi har ytringsfrihed i Danmark, men der er ikke desto mindre grænser for, hvad man må bruge af ukvemsord over for den danske ordensmagt.
Det måtte et par unge mennesker sande, da de var i byen i Horsens natten til lørdag, herunder en 21-årig kvinde fra Horsens.
Da en politipatrulje befandt sig på Nørregade i Horsens kl 03.07, så den 21-årige kvinde sit snit til at kalde politiet for "fucking luderbetjente", og det udløste en anholdelse og sigtelse for at forstyrre den offentlige orden.
Samme skæbne ramte en 23-årig mand, da han kl. 04.13 fik øje på en politipatrulje på Teatertorvet i Horsens. Det fik manden til at råbe "fuck politiet", "fucking bøsserøve" og "politiet er nogle idioter". Også det udløste en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.