Annonce
Hedensted

Upopulære cykelstrimler udvides med 30 cm på Nørregade i Hornsyld

Cykelstriberne på Nørregade er blevet anlagt for smalle. Foto: Peter Brenderup Mathiasen
Grundet en kommunikationsfejl i Hedensted Kommune er de røde cykelstrimler på Nørregade i Hornsyld blevet 30 cm for smalle. Cykelstrimlerne er af borgere blevet stærkt udskældt og betragtet som uanvendelige cykelstier.

Hornsyld: Fra 50 cm til 80 cm. Så meget bredere bliver cykelstrimlerne på Nørregade i Hornsyld, der den seneste uge har fået kritik på de sociale medier for at være for smalle og farlige for cyklister.

Flere borgere giver udtryk for, at striberne med rød asfalt er helt ubrugelige.

- På grund af en kommunikationsfejl mellem Hedensted Kommune og Eurostar Danmark er de røde cykelstrimler blevet for smalle. De vil hurtigst muligt blive udvidet med 30 cm, siger Marianne Søgaard Jensen, der er konstruktør hos Hedensted Kommune.

Cykelstrimlerne er lavet på baggrund af Hedensted Kommunes seneste trafiksikkerhedsplan, der har inddraget borgerhenvendelser, skolevejsanalyser og møder med lokalrådene, og meningen med cykelstrimlernes røde farve er at sikre plads til cyklisterne på kørebanen og nedsætte hastigheden.

- Formålet er at sænke farten på de hurtige biler på Nørregade og indsnævre kørebanerne, som hver bliver 275 cm brede. Den røde farve har en afvigende effekt, siger Marianne Søgaard Jensen.

Den røde grus, som det seneste vejarbejde på Nørregade har efterladt sig, vil blive suget op og fjernet fra cykelstrimlerne.

Ikke cykelstier

Flere borgere i Hornsyld og omegn betegner de nye cykelstrimler som cykelstier, men det er dog ikke tilfældet, fortæller Marianne Søgaard Jensen.

- Det er en misforståelse at opfatte de røde cykelstrimler på Nørregade i Hornsyld som cykelstier, da bilerne må færdes på dem såfremt, der ikke kører cyklister.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce