Annonce
Horsens

To kedelige tendenser: Unge medarbejdere betjener glohed friture og bliver kaldt kælling

Jobpatruljen er på gaden igen og har besøgt over 100 butikker og restauranter i Horsens og Hedensted. Foto: Maria Frellesen Pedersen
Igen i år har jobpatruljen været på landevejene for at holde øje med forholdene for unge medarbejdere. Og selvom det generelt ser fint ud, har to nye kedelige tendenser vist sig i år.

Horsens/Hedensted: Jobpatruljen, som består af grupper af engagerede unge mennesker og er en landsdækkende aktion skabt af HK, 3F og syv andre fagforbund, har igen været på landevejene i Sydjylland.

Torsdag besøgte den 100 virksomheder i Horsens og Hedensted - på jagt efter ungarbejdere, som ikke arbejder efter lovens forskrifter.

Og selvom det er for tidligt endnu at konkludere, om det står bedre eller værre til end sidste år, er der nogle nye og meget kedelige tendenser, som er dukket op i år, lyder det fra Kathrine Møller, koordinator for Jobpatruljen i Sydjylland.

- En af de nye ting, vi har set i år, er, at man er begyndt at ansatte de helt unge. Det er vi ikke stødt ret meget på før. I Horsens mødte vi en 14-årig i en restaurant, og det er skræmmende at se en 14-årig pige, der skal betjene frituregryder og lave det samme som en 17-årig. Hun får ikke lige så meget i løn og kan jo heller ikke de samme ting. Hun gik ikke engang i 9. klasse, lyder det bekymret fra Kathrine Møller.

Det er især i restaurationsbranchen, at jobpatruljen er stødt på helt unge medarbejdere ned til 13-14 år, og selvom de er billige i løn, kan de faktisk ikke bruges til ret meget.

- Det er en gåde, hvorfor de ansætter dem. Det er nogle af de yngste vi har set ned til 13-14 år. De kan ikke lave det store og må ikke arbejde ret meget. De må ikke tage imod penge, ikke lave mad. De må højest arbejde to timer om dagen, ikke før klokken 6, og de skal være gået fra jobbet senest klokken 20, fortæller Kathrine Møller og tilføjer:

- Hvis vi ansætter nogen, der er så unge, skal vi skal passe rigtig godt på dem.

Annonce

Meget mere i år end før har vi oplevet, at kunderne gør det utrygt at være på arbejde. Kunderne taler meget grimt til de unge, og det er meget ubehageligt at være en del af. Jeg snakkede med en 15-årig pige, som var blevet kaldt en kælling af en voksen, og hun var kun lige fyldt 15.

Kathrine Møller, koordinator for Jobpatruljen i Sydjylland

De voksne taler grimt

En anden negativ tendens, som jobpatruljen har lagt mærke til i år, er, at folk taler grimmere og grimmere til de unge mennesker i butikkerne.

- Meget mere i år end før har vi oplevet, at kunderne gør det utrygt at være på arbejde. Kunderne taler meget grimt til de unge, og det er meget ubehageligt at være en del af. Jeg snakkede med en 15-årig pige, som var blevet kaldt en kælling af en voksen, og hun var kun lige fyldt 15. Voksne, der taler grimt til de unge, er blevet meget mere, og det er bare så træls, når det første møde, man har med arbejdsmarkedet, er sådan, understreger Kathrine Møller.

Heldigvis ser det generelt fornuftigt ud. De fleste påtaler gælder unge, der løfter for tungt, og det er ikke altid arbejdsgiverens skyld, at reglerne bliver brudt.

- Langt de fleste steder ser det rigtig fint ud, og mange steder er de glade for, at vi kommer. Arbejdsgiverne har ofte oplært de unge godt, chefen har sagt, hvor meget de må løfte, og hvad de skal passe på med, men de unge har måske lige glemt, at de ikke må flytte på mælkekasserne. Så der bliver sat pris på, at vi lige kommer ud og gentager det: Det ikke noget, din chef finder på; det er loven.

Jobpatruljen kører rundt to uger hvert år og tjekker arbejdsforholdene for de yngste medarbejdere, og året rundt kan man kontakte jobpatruljens hotline med råd og vejledning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En hyldest til den gode idé - lad os få mere af den slags

Gode ideer kan vi aldrig få for mange af. Og når de så oven i købet bliver omsat i handling og er en gevinst, er der ekstra grund til at anerkende et godt initiativ. Sådan er det med Mai-Britt Therkelsen, der som leder af tøjafdelingen hos Blå Kors kunne se genbrugsguld gå tabt på grund af manglende hænder. Mange ville trække på skuldrene og ærgre sig, men heldigvis ville Mai-Britt Therkelsen det anderledes. Hun fik en god idé om at lave en sorteringscentral som et beskæftigelsesprojekt, og nu er det blevet til virkelighed med opbakning fra Horsens Kommune. Et initiativ, der har alle muligheder for at blive en gevinst for alle parter. Den slags kan vi ikke få nok af, og det er vigtigt at anerkende, når en idé på den måde bliver til virkelighed. Mai-Britt Therkelsens initiativ minder os alle om, at der i princippet ikke skal så meget til. Der må være masser af lignende ideer, der rumler og rumsterer derude i Horsens og opland. Lad os få dem på bordet. Alle kan måske ikke lade sig realisere, men hvorfor ikke hjælpe hinanden med at gøre hverdagen lettere og udnytte de ressourcer, vi har, bedst muligt. I dette tilfælde havde Mai-Britt Therkelsen en chef, der var på ideen, ligesom Horsens Kommune også bakkede op. Sådan er det med alle ideer. De kræver opbakning og støtte. Vi er alt for gode til at tale ting ned og skyde forslag ned med en halvdårlig, kvik bemærkning. Den slags er dræbende for folk med gode ideer og lyse indfald, og fremfor alt risikerer vi at smide guld på gaden. Husk det næste gang, du får en god idé eller bliver præsenteret for én af slagsen. Giv det en chance. Ikke noget med at sige: Hvorfor dog det? Støt og bak op og spørg i stedet dig selv og dine omgivelser: Hvorfor ikke? Det vil være til gavn for os alle på den lange bane, så hyld den gode idé og lad os får mere af den slags.

Annonce