Annonce
Brædstrup

Unge læger tager over i Brædstrup

Lægerne Mette Reinholdt Kristensen (t.v.), Jens Peter Schmidt-Holm og Maiken Bøje overtager pr. 1. september ansvaret i Brædstrup Lægehus. Foto: Henrik Sandvad
Lægerne Kurt Bildstrup og Preben Malmos har valgt at gå på pension fra 1. september. I den forbindelse tager tre yngre læger over, og lægehuset ændres fra en samarbejdspraksis til et kompagniskab. Det vil øge fleksibiliteten for både patienter og læger.

Brædstrup: Der er nye tider på vej for både patienter og personale i Brædstrup Lægehus. Lægerne Kurt Bildstrup og Preben Malmos har efter mange år som praktiserende læger valgt at gå på pension fra 1. september.

Det betyder, at det i fremtiden bliver de yngre læger Mette Reinholdt Kristensen (41 år), Jens Peter Schmidt-Holm (39 år) og Maiken Bøje (41 år), der vil overtage ansvaret i det lokale lægehus. De er i forvejen godt kendt i huset, da de har arbejdet i Brædstrup Lægehus i henholdsvis tre og halvandet år. I forbindelse med, at den nye ledelse tager over, bliver lægehuset ændret fra en samarbejdspraksis til et kompagniskab.

- Vi har indtil nu været fire enkeltsiddende læger, som har haft deres egne patienter. Ved at vi bliver et kompagniskab, vil patienterne stadig være tilknyttet en fast læge, men patienten vil i princippet kunne benytte alle læger i huset. Det vil give noget mere fleksibilitet for patienterne, men også for personalet, hvor vi kan hjælpe hinanden mere på kryds og tværs uden at tage hensyn til hvilken patient, der hører til hvilken læge, siger Mette Reinholdt Kristensen.

Ved, at vi bliver et kompagniskab, vil patienterne stadig være tilknyttet en fast læge, men patienten vil i princippet kunne benytte alle læger i huset.

Mette Reinholdt Kristensen, læge

Bedre arbejdsforhold

Mette Reinholdt Kristensen forventer, at det nye kompagniskab vil betyde, at arbejdsdagene kan struktureres bedre, og det vil lette arbejdsgangene i huset. Samtidig skal det også gerne betyde bedre arbejdsforhold for lægerne.

- Der er igennem tiden blevet overdraget flere opgaver fra sygehusene til den almene praksis, og det gør, at lægehusene er blevet større med flere personalegrupper. Til gengæld er der også et stort problem blandt praktiserende læger med udbrændthed, for der er mange opgaver ud over patienter. Der er også det ledelsesmæssige, efteruddannelse og lægevagten, som vi også er forpligtet til at tage. Derfor håber vi, at de nye strukturer kan gøre, at vi også kan holde fri, når vi har fri, siger Mette Reinholdt Kristensen.

Fast læge til akut syge

I forbindelse med oprettelsen af kompagniskabet bliver der også lavet om i arbejdsprocesserne i lægehuset. Fra 1. september bliver der oprettet en ”akutlæge-funktion” i huset, hvor én af husets læger vil tage sig af dagens akutte patienter.

- I dag er de akutte patienter spredt lidt rundt over dagen, men i fremtiden vil vi samle de patienter til om formiddagen. Her vil der blive sat en læge af, som tager sig af dem, så vi kan få ekspederet dem så hurtig som muligt. Dermed kan vi få et mere struktureret forløb med de øvrige patienter. Det kommer så til at betyde, at akutte patienter skal ringe mellem klokken 8 og 9 om morgen, hvis de vil have en tid samme dag, siger Jens Peter Schmidt-Holm.

Flere patienter på sigt

Lægehuset i Brædstrup har tilknyttet omkring 6800 patienter fra Brædstrup og opland. Lægehuset har for tiden lukket for nye patienter, men den nye ledelse i lægehuset håber, at man med tiden kan få åbnet for flere patienter igen.

- Vi vil jo gerne være hele Brædstrup og oplands lægehus, og det er svært, hvis vi er lukket for optag. Vi håber derfor, vi kan åbne lidt op hen ad vejen, som vi får de nye strukturer på plads. Det vil vi nok gøre gradvis, for hvis resultatet bliver lange ventelister, har vi ikke hjulpet nogen, siger Maiken Bøje.

Mere overskud og bedre service

De tre læger i ledelsen i Brædstrup Lægehus har store forventninger til det nye kompagniskab og ændringerne i arbejdsgangene.

- Vi forventer, at vi får et bedre arbejdsmiljø, hvor vi bruger vores ressourcer bedre. Det giver forhåbentlig en knap så presset hverdag, og hvis lægerne har et større overskud og ikke er stresset, skulle det også gerne udmønte sig i en bedre service for patienterne, siger Jens Peter Schmidt-Holm.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce