Annonce
Hedensted

Unge er vilde med videnskab og teknologi: Sommerskole slår deltagerrekord

Farveløse sodavand og indsigter i astronomien er bare en brøkdel af programmet til årets Summer Science Camp, der finder sted på Bråskovgård Efterskole for 8. gang i streg. Unge i alderen 12-18 år med interesse for science og teknologi deltager fra hele landet.

Hornsyld: Det er tidlig formiddag, og eleverne, som deltager i dette års Summer Science Camp på Bråskovgård Efterskole, kaster sig snart ud i naturvidenskabens mange facetter. 76 forventningsfulde piger og drenge løber rundt med et blåt Summer Science Camp-logo på brystet, der peger i retning af, at de en skønne dag bliver fremtidens ingeniører eller astrofysikere. Både øjne og navneskilte med vidt forskellige grundstoffer, som eleverne får tildelt, afslører, at interessen for fysik og kemi er enorm.

I et af klasseværelserne forbereder den 26-årige kemiingeniør og workshopholder Rasmus Røjkjær sig på at skulle undervise 18 elever i astronomi. På et whiteboard i det mørklagte klasseværelse lyser en galakse med overskriften astronomi.

- Astronomi er viden om sorte huller og galakser, siger 16-årige Nikolaj Høgh til sin 14-årige sidemand Katrine Holm Hansen, der begge er fra Horsens.

Siden 2012 har Summer Science Camp fundet sted på Bråskovgård Efterskole i et tæt samarbejde mellem den lokale fond Insero og Horsens, Hedensted og Vejle Ungdomsskole. Summer Science Camp strækker sig over fem dage fra søndag 4. august til torsdag 8. august.

Formålet er, at unge mellem 12-18 år med passion for naturvidenskab skal have mulighed for i fællesskab at lære om alt fra fysikkens uomtvistelige love til programmering af droner og computerspil.

Videnskab og teknologi er de bærende temaer i alle workshops, når elever skal bygge elastiske pistoler og springe cola i luften.

Annonce

Summer Science Camp 2019

Science Summer Camp har fundet sted siden 2012 på Bråskovgård Efterskole.

INSERO og de tre ungdomsskoler Hedensted, Horsens og Vejle Ungdomsskole står bag begivenheden.

De store temaer er science og teknologi og henvender sig til unge fra 12 år, der skal starte i 7. klasse efter sommerferien, og op til 18 år.

Summer Science Camp vil tiltrække alle med interesse for naturvidenskaben, og på tre år er antallet af medlemmer stedet fra 37 til 76.

I år kommer deltagerne fra 22 forskellige kommuner, hvoraf to tredjedele er fra Horsens, Hedensted og Vejle Kommune.

Klar sodavand og gengangere

Lugten af syntetisk hindbær sætter sig i et fysiklokale, hvor omkring 20 eleverne forsøger at filtrere den røde farve fra sodavand ved hjælp af kulstof.

13-årige Maj Munk Krøyer fra Norddjurs brækker en sort kapsel indeholdende kulstof og hælder det sorte pulver ned i en tragt med filter. Hun hælder rød sodavand ned i tragten, og ud af den anden ende drypper gennemsigtig væske ned i et glas.

- Rød sodavand mister let sin farve i forhold til cola, siger Maj Munk Krøyer.

Rundt om hende sidder Ingeborg Harboe fra Hedensted og Miklo Thomsen fra Horsens på henholdsvis 14 og 13 år, og de venter tålmodigt på, at den røde sodavand bliver klar som vand.

De er alle tre enige om, at det har været nogle sjove og lærerige dage, hvor man har kunnet dele sin interesse for science og teknologi med nye ansigter.

En tredjedel af deltagerne til Summer Science Camp er gengangere, og de elever, som vender tilbage årligt, kommer ofte for repetitionens skyld. Eleverne kommer fra hele landet, og 48 elever er fra lokalområdet, mens de resterende 28 fordeler sig ud over landet. Det er første gang, at der var været så mange tilmeldinger til Summer Science Camp, og 76 elever i 2019 slår altså dermed ny rekord.

De nye venner Ingeborg Harboe, Maj Munk Krøyer og Miklo Thomsen skal uden tvivl med til Summer Science Camp 2020, hvis det står til dem. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce